Pinsefest

Vi står ud af bilen midt i skoven på en sommerdag. Ved min svigermors hus. Børnene dufter af solcreme og forventninger og suser afsted over knasende grus, mens vi kigger op i den grønne kuppel mod den blå, blå himmel.
Og lydene af pinsefest, som vi kommer længere ind i skoven, ponyer, der vrinsker og børnene, der løber hurtigere og hurtigere ned mod alt det sjove, ned til deres farmor, der har bredt de samme gule liggeunderlag ud, som hun har gjort de sidste 15 års pinsefester, og alle er der. Hele familien.
Paptallerkener med kartoffelsalat, hvidt brød og pølser. Fadøl i plastikkrus. Det hele gør mig flimrende glad i al sin grimhed, og alle smiler og hilser, og så bliver der stille, for nu kommer syngepigerne. 

I store brusende prinsesse-kjoler og smukke hatte, hvis man ser det med lille M's øjne.
I mine er det et mere trist syn, afdankede damer presset ned i syntetiske kostumer på uklædelig vis.
Vi griner, mens de synger 'Kom med i lunden, så spidser vi munden.'

Lille M griner ikke. Hun vil hen til teltet.
Jeg går med.
Hun sidder helt stiller i mange minutter.
Jeg lukker ørerne og dufter til hendes nakke.
Gør mig umage med ikke at synge med, så jeg slipper for, at en af damerne kommer og stikker mikrofonen ind i mit hoved.
En lidt forhutlet mand står i udkanten af teltet.
Hans hud ser træt ud, håret er langt og filtret og der er pletter på hans sorte fleecejakke, der virker malplaceret i den bragende sol.
Han synger med og vrikker næsten umærkeligt med den ene skulder.
Nu går den tyndeste af damerne hen til ham.
Jeg kan næsten ikke bære det.
Hun stikker mikrofonen ind i hovedet på ham og vrikker overdrevet frem og tilbage med hele kroppen. Det står i grel kontrast til hans generte skulder.
Han synger med en næsten uhørlig stemme.
"Kom med i lunden, så spidser vi munden...og synger den gamle sang om kærlighed..."

Og damen bliver ved med at vrikke voldsomt frem og tilbage som en insisterende viser, og jeg ved ikke, hvordan hun formår at holde mikrofonen så stille, men det gør hun. Alt for stille, alt for længe, og han vil gerne væk, kan man mærke, men i stedet synger han, næsten hviskende.
Lille M er stadig måbende, stille.
Hun vender sig om og hvisker i mit øre:
"De er flotte."

Jeg lokker hende med tilbage til de andre, og hun går med J ud og rundt på pladsen, og de får penge, de kan købe ting for. Jeg ved, de kommer tilbage med fedtede bamser, og det gør de sammen med fire perlearmbånd til 2 kroner stykket, der nu pryder J's arm. Han er stolt.
Han har fået en træ-honningske presset ned i pris. Fra 40 kroner til 6. Han lægger den forsigtigt ned i min taske.
De får is og popcorn og sodavand, og solen skinner ned på os, og B kommer stolt tilbage fra det lille loppemarked med et topnøglesæt og en fedtet køkkenmaskine, han skal bruge til at lave pølser med, og jeg smiler og kysser ham og synes, det er lidt klamt, men han ser så glad ud der i solen, og jeg er rig i den grønne kuppel med plastikkrus og fedtede bamser.

Nu spiller et nyt band i teltet.
Lille M vil gerne derind.
Vi sætter os på en stol, og jeg kigger på hendes fine fletningsfrisure og dernæst på bandmedlemmerne. Midaldrende mænd i fornuftige sandaler, og de der bukser, man lige vupti kan lyne af til shorts, og damen der synger må hele tiden gøre tegn til, at de skal dæmpe sig, for man kan ikke høre hende. Trommeslageren ligner en glad hvalp i al sin gammelhed, mens han bare tæsker på trommerne, og nu kommer den: Kald det kærlighed.
En mongol sætter sig ved siden af os og siger HEJ på en måde, så jeg bliver glad ud i fingrene, og han synger med så højt, at det næsten overdøver sandalerne deroppe, og lille M kigger lykkeligt på ham, og jeg må bide mig selv hårdt i kinderne for ikke at sprutte af grin og fornærme resten af teltet, der sidder og vipper i takt med fødderne og synger med på en mere afmålt måde end vores sidekammerat.
Efter sangen rejser han sig op, vores ven, og guitaristen råber: Hej Jonas! Godt du er her.
De giver hinanden et kram.
Jonas har en rød mulepose.
"Kærlighed" står der på den.
Med store lyserøde bogstaver.

Lommeuld #3

1
Man er stærkere om sommeren. Eller jeg er stærkere om sommeren. Inde i hovedet. Jeg smiler mere, og fordi jeg er typen, der komplicerer tingene, bliver jeg altid en lillebittesmule blå på de første sommerdage, eller bare i en minimal lomme af dem, fordi jeg tænker, at jeg måske ville være et lykkeligere menneske i et land uden lange vintre.
Bortset fra det, er der flaksende sommerfulgte i mit hoved, og i går blev vi bare og spiste på Skydebanen. Fordi vi kunne. Da vi kom hjem måtte jeg sætte børnene i blød, fordi de havde sommerskorper af jord, blod og tis på deres solduftende lemmer.
Så forsvinder alt det blå.

2
Jeg er ekstremt god til navne. Så god, at jeg sommetider bliver nødt til at undskylde og sige, jeg er ikke en stalker, når jeg kan huske navnet på en, jeg sad ved siden af til en fest i 1998.
Men der er to navne, jeg simpelthen ikke kan hitte rede i. Vincent og Valentin.
Og nu ligger det sådan, at der er en mand i J's fritidshjem, der hedder det ene af de to navne.
I går kom jeg cyklende hen for at hente J.
Jeg havde høretelefoner og musik i ørerne.
Så det var nok ekstraordninært højt, da jeg passerede denne pædagog og udbrød:
"HEJ VINCENT"
Jeg kunne se på hans ansigtsudtryk, at det nok ikke var det rigtige navn, jeg kastede ud i luften der.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare siger 'Hej.'


3
Lille M er viljestærk og meget selvstændig, men det er lidt svært for hende at være i verden sommetider, fordi menneskene i den skræmmer hende og gør hende utryg. I en lang periode var hun f.eks. bange for babyer. Hun skreg og løb, når der var en, der kravlede hen imod hende, som var der en rottweiler efter hende. Hvis en fremmed på gaden sagde hej til hende kiggede hun stift ned i jorden eller græd.
Hun kan fint lege alene, men så skal vi helst være meget tæt på.
I går på Skydebanen skete der noget helt nyt.
Jeg vippede hende, og så kom Anna fra børnehaven. Jeg vippede dem begge.
Så var det, hun kiggede på mig, min fine lille pige, og sagde:
"Du kan bare gå hen og snakke med de andre. Vi kan godt lege selv. Jeg kommer bare hen til dig."
Lille fine M.
Og hun ser lige gennem os.
Selvom jeg ikke direkte havde sagt det, vidste hun godt, at jeg hellere ville sidde på bænken og sludre med de andre voksne.
Somme tider om aftenen, når vi putter hende, og hun godt kan mærke, at vi bare gerne vil videre i programmet, siger hun: "Du behøver ikke at synge i dag. Du må gerne gå."
Hun er særlig.

4
Jeg synes, leggings ser totalt fjogede ud. Man ligner kraftpetersparkemig en, der er på vej til gymnastrada-opvisning. Jeg føler mig ikke som mig selv, når jeg påfører mig dette uklædelige stykke tøj, der alligevel havner på mine ben hvert år, fordi bare ben er et alt for utænkeligt og chokerende mælkehvidt alternativ.
Er der ikke nogen, der kan finde på noget nyt til under en relativt kort kjole, så man kan få lov til at lufte sine næsten vinterdøde tæer?
Helt ærligt.
Og nej. Cykelshorts er IKKE en god idé.
Prøv også at høre navnet: Leggings.
Slap af med at være en selvglad dramadronning, og man SKAL sikkert lukke øjnene, mens man siger det og holde s-lyden alt for længe.
Jeg har dem på nu.
Jeg har lyst til at tisse eller klippe lidt i dem.
Og jo.
Mit raseri er fuldt berettiget.

Rundkørsel #5 og sindsoprivende drømme

Stine har sendt en fin rundkørsel. Hun skriver: "Kunstværket ligger omgivet af bløde bakker, som i følge en mand,jeg kender, er smukt, fordi det ligner bryster."Jeg synes i det hele taget, vi har at gøre med nogle fine, runde former, der gør denne rundkørsel ved Aabybro til noget særligt. For som regel er rundkørselskunst virkelig spidst og kantet. Jeg så nogle grelle eksempler i Sverige, som jeg ikke fik fotograferet, fordi jeg sad i spænd mellem de der børn. Men her kommer den bløde rundkørsel: 

Selve kunstværket ligner et afbrækket næb fra en søpapegøje, synes jeg. Eller et udsvuppet øje. Eller en handicappet hasselnød.

Det er med rundkørselskunst som med andre menneskers drømme - søvndyssende på kanten til det øretæveindbydende. Derfor synes jeg, det er på sin plads at fortælle, at jeg vågnede med et sæt, arrig, fordi nogen i min drøm tvang mig til at kigge direkte op i stjernen på en oppustelig Peter Plys. Inden da havde jeg drømt noget ekstremt sindsoprivende. Jeg var på restaurant med Louise og Charlotte. Charlotte havde nogle strømpebukser med til mig. Men så kunne jeg ikke finde dem, og så skulle jeg lede oppe og nede i, hvad der føltes som en halv time i drømmen, og det er længe. B vågnede med et sæt kl. kvart i seks, fordi han kom i tanker om en bog, han skulle aflevere på biblioteket. 

Jooooo, der er skam action på drengen hjemme hos os. 

Vanvid, sprøde maj og et spørgsmål om skæg

Mig. Mellem mine to børn i bilen. I FEM TIMER.

Man kan tælle til 1, før lille M begynder at synge, når bilen først er i gang. Hun stopper ikke, før hun falder i søvn, og det gjorde hun ikke. Hun synger sådan:

JAMAICAJAMAICAJAMAICAJAMAICAJORDBÆRLORTlussingerkangodtgøreondtlussinglussinglussinglussingfaxekondierendejligsodavaaaanfaxekondifaxekondifaxekondifaxekondiminfarminfarminfarharspistminefødderfaxekondijordbærlortostelortlortlortlortlortlortlort.Ostostostmnstrebrorallebørneneibussenvilhaveettrommesættrommesættrommesættrommesæt.lort.

Melodien er den samme. HELE vejen igennem. Og den er ikke avanceret. 

J siger lyde. Trommer på benene. Siger tischtischiiiiiiiitischtischiiiiiiiitischtischiiiiiiiitischtischiiiiiiiitischtischiiiiiiiitischtischiiiiiiiitischtischiiiiiiiitischtischiiiiiiii. Synger højt, her dufter af bacooooooooooone. WHOOPWHOOPlydenafpolitiWHOOPWHOOPlydenafdesvin. 

Så smider de ting på hinanden, og jeg sad og drømte om lov til at krølle dem sammen som små papirkugler og kyle dem ud af vinduet. 

Men så fik jeg dårlig samvittighed. For de nussede mig også på armene og var nuttede, og vi var på vej ud i det blå med svigermor på forsædet, og maj er så sprød. Det brusende, alle farverne, anemoner i tusindvis. Det gør mig glad på samme måde som en svømmetur i havet. Det er rensende og lykkebrusende. 

Nossenbaden var fin. Astrid Lindgrens Verden var fin. Alt var fint. 

Og midt i det hele er jeg sådan kommet til at tænke på de der mænd med kæmpe stort hipsterfuldskæg. Hvordan mon de gør? Vasker de det med shampo og balsam og føntørrer de det mon for at få det til at se så fluffy ud?

Hvad fanden gør man?

Min søster og jeg skændtes virkelig  meget, da vi var børn. Jeg husker, hvordan vi jagtede hinanden rundt med grydeskeer, hakkede hårbørster i hovedbunden, sagde fine ting som : fede svin, jeg hader dig.
Det mærkelige ved søskendeskænderier, er at de ikke forplanter sig som noget dårligt i dem, der skændes - som det er tilfældet med andre typer af skænderier. Her kan man jo have ondt i maven i dagevis. Når man skændes med sin søster/bror er det vel mere som en slags underholdning. En fritidsbeskæftigelse og en pissen territoriet af i den konstante konkurrence op mod forældrene.
Jeg så nogle hunde forleden, der bed hinanden hårdt i kinderne, mens de logrede med halen.
Det er vel stort set det samme.

Jeg prøver at genkalde mig fornemmelsen. Intet traume. Kun underholdning og raseri, der forsvandt på fem minutter indtil næste gang, hun var en kæmpe idiot.
Det er let at genkalde mig min mors blik.
"I dag overvejede jeg nærmest at blive på arbejde, så jeg slap for at komme hjem til jeres skænderier," kan jeg huske, hun engang sagde med hænderne hængende slapt ned langs kroppen.
En anden gang sagde hun med tårer i øjnene, at nu var det nok, og hun overvejede stærkt, at vi skulle til familiepsykolog, så det kunne stoppe.
De bad os gå ind på værelset og råbe af hinanden, men det var ikke lige så sjovt uden publikum jo.

Og nu er det mig, der er moren med de slappe arme.
Jeg kan ikke med hverken min fornuft eller fantasi forstå, hvorfor J lader sig gå på, når hans søster påstår latterlige ting som, at himlen er brun. Han kan råbe, række tunge, skrige og kradse for ting, jeg ikke fatter, han ikke bare griner hånligt af.
På den anden side er han den sødeste storebror i verden.
Og lille M, den lille mæfikke. Pik, lort, grimme, fucking, hvisler hun til ham, når vi vender ryggen til.
Forleden holdt hun ham i hånden, da han var ved tandlægen.

Det er, som det skal være. Jeg ved det. Men det driver os til vanvid, når de står der i gangen og råber JO NEJ JO NEJ og spasser ud på hinanden over de mindste ting. Det er virkelig ikke til at holde ud.
Jeg har prøvet med et hemmeligt håndtegn til J, der betød ignorér. Men det er virkelig svært for ham.
Nu har jeg taget en ny strategi i brug.
Hver gang, der er det mindste, skal de komme ud til køkkenbordet og sætte sig. Så spørger jeg på ekstrem pædagogisk vis, hvad der er foregået. Beder dem afgive forklaring.
Til sidst afsiger jeg dom. Den har ret. Den skal sige undskyld.
I går handlede det om, at J sagde, at drenge godt kunne gå med kjole. Det mente lille M ikke og sagde 'fåls' til ham, hvorefter, han skreg og rakte tunge.
Dommen blev en undskyldning fra dem hver og en formaning til lille M om, at J faktisk havde ret.
Målet er, at det skal kede dem så meget, at de ikke orker at skændes.
Problemet er bare, at jeg allerede keder mig utrolig meget over at skulle høre på deres lange forklaringer om, så sagde hun og så og så og det var bare mega strengt, og pik mig i øret, de går op i detaljer.

HVAD FANDEN GØR MAN?
Hvem ligger inde med nøglen?
Hvem har løst gåden?
SIG DET!

Lommeuld #2

*Gad vide, hvordan andre mennesker betragter deres liv indefra, i et forsøg på overblik eller bare en fornemmelse af de forskellige dele? Er der nogen, der ordner i en slags excelark, nogen der inddeler i former og farver? Er det bare mig, der ikke på den måde arbejder i mål? Men måske skal jeg det nu. Måske skal jeg reducere alle de mange confettistykker, der udgør mit livs elementer og begynde at arbejde med lange, brede og tungerevejende bjælker i stedet. Bjælker med målstreger for enden.

*Jeg så en transvestit i dag. I en leverpostejsmængde af virkelig almindelige mennesker. Hun havde en lyserød bluse på og lyserøde øreringe. Hendes tindinger var høje. Og pludselig slog det mig, hvor smukt det var, at hun ragede så strålende ud af mængden, så insiterende strunk. Måske er det det, at to konformiteter krydser klinger inde i hende, måske er det det, der gør hende smuk og får alting til at lyse friskt omkring hende.

*Jeg glemmer at føle min søns verden indefra. Jeg glemmer, hvor stor han er blevet. I morges plagede han mig om selv at gå på frit. Jeg sagde nej, for jeg skulle alligevel den vej, og jeg kan godt lide at følge ham, og pludselig har han ikke brug for os mere og blabla. Men så tænkte jeg over det senere, og ringede ned på frit og sagde, at han godt måtte gå hjem selv. Der gik otte minutter, fra vi sluttede samtalen, til han havde været oppe på anden sal efter sine ting, krydset sig ud og gået de 500 meter hjem. Han lyste af stolthed. Så meget, at jeg måtte vende hovedet væk og tude en lille smule.

*Jeg glemmer at mærke min datters verden indefra. Jeg glemmer, hvor lille hun er, selvom hun vil bestemme alting hele tiden. I morges skreg hun og hoppede bag på cyklen,  fordi hun ikke havde ting med i børnehave. Så sagde jeg til hende, at der jo lå en isbjørneunge, der hed Pedro på hendes ben. Den bed hun ikke på. Så sagde jeg, at der lå en lille kaninunge på cykelsadlen. Den hed Fiffi og var sort. NEJ, der er bare en sadel, sagde hun, men smilte afmålt. Så jeg blev ved med Fiffi mig her og Fiffi mig der og aede den og snakkede til den, indtil hun med gråd i stemmen råbte: Fiffi skal IKKE med ind i børnehaven, og jeg måtte tage den usynlige lille kanin og sætte den ned på jorden og sige, smut så hjem til din mor. Først da slappede hun af.
Lille og bange for usynlige dyr.

Rundkørsel #4 og Allan

Nina har sendt mig kunst fra en rundkørsel i nærheden af Møn:

Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige.
Det ligner mest af alt et færdselsuheld, men det er måske også meget smart, når nu rundkørselskunst er sat i verden for at sikre, at den slags ikke sker. En slags underspillet skræmmekampagne.
Men hvorfor de der børster? Nina mener de ligner toiletbørster. Det giver da lidt krydderi. Men hvorfor står de så ikke inde i midten? Som det er nu, er der jo fri bane til at køre tværs over den lidet charmerende bakke og hamre direkte ind i huset?
Jeg er målløs.
Og siger tak til Nina.

Og til Allan.
Jeg har det jo med at have de her sætninger, der kører i karrusel i min hjerne om natten. I nat var det en mandestemme, der meget højt og vrængende sagde: "Jeg har en lyschdig veninde, der hedder Arrllan."
Jeg bilder mig ind, at det var Brian Lykke fra Krysters Kartel, der sagde det, men jeg ved ikke, hvad han skulle lave i mit hoved om natten. Snarere ligger forklaringen måske i en ganske særlig bog, jeg er i gang med at læse for J. Den hedder i hvert fald noget med Allan, og det er den bedste børnebog, jeg har haft mellem hænderne længe. B og jeg har taget os i at læse frem, når J er kommet i seng.
Det siger sgu ikke så lidt.

Jätte bra

Jeg er nu trådt ud af den svenske magi, hen over en anseelig bunke cigaretskodder og op af trapperne til mit hjem. Der er nu noget ganske tilfredsstillende ved at tage et langt bad og vaske vildnis, sved og det fedtede hår bort.

Det var arbejdsweekend. Det er ikke et ord, der trykker på knapper i mig, normalt. Højst på mute-knappen.
Men der er nu noget ganske tilfredsstillende ved at tømme stenstuen for køleskabe og ovne og styrthjelme og falske lædermøbler og køre det hele på losseren.
Ved at pudse vinduer og støvsuge over det hele, så man igen kan trække sit astmavejr frit i 'Buddingen' tæt ved den rare borebille, der nærmest er blevet min ven. Øhhhhhhhhhh, brummer den.

B lavede et stykke have til J. Vi plantede ærter og jordbær.
Drengene lavede også vildsvinefælder af den yderst hjemmelavede slags.
Bålet var tændt i haven fra morgen til aften, og i går holdt vi pølsefest under parasollerne i støvregnen.
Jeg ved ikke, hvad vi lignede.
Vi var ti i huset.
Naboen grinede højt, da hun hørte det.
For på den måde øgede vi indbyggertallet i den lille landsby med 50 pct.

Og sikke et dyreliv, der er på landet.
Hjorte i haven.
Tudser, der parrer sig i vejkanten.
Og J så en Tjur med sin tante og onkel, nææææh, sagde jeg og prøvede at lyde imponeret.
Fugle siger mig egentlig ikke så meget.
Jeg løb en lang tur med min svoger.
Se en flagspætte, sagde han.
Neeeeeeeeeej, sagde jeg.
Se et par hjorte!, sagde han.
Dem kan jeg alligevel godt se det fine i.
Men intet. Intet slog synet i den lille landsby, vi løb igennem.
En negerdreng, du.
Hvad lavede han ude midt i den smålandske skov?
Jeg ved det ikke.

Og nu skal det hele heller ikke blive ren idyl. Jeg har en lille fem-i-ener af lækre ting, der er hændt mig i bededagsferien, muligvis fordi jeg ikke er medlem af folkekirken.

1 
Vi ankom til huset torsdag aften.
Jeg gik ud til bilen for at hente det sidste.
Jeg faldt, så lang jeg var over et eller andet sindssygt på det nederste trappetrin.
Fik kinden i det kolde græs.
Påstod hårdnakket overfor B, at jeg havde fået min egen albue ind i hjertet.
Det kan da godt være, det ikke var det.
Men det gør stadig ondt, og jeg lyder som om jeg boller med mig selv, når jeg folder mig selv på midten, og det gør jeg immervæk tit.

2
Vi satte os til bordet. Min svoger havde været så sød at lave linseret.
Spis nu lidt mere, sagde jeg til J.
Jeg har det skidt, sagde han og kastede noget op på bordet, der kun var få nuancer fra at ligne selve retten.
Jeg tørrede det op, men ikke uden at kaste lidt op i munden.

3
Vi gik en tur ned til hestene.
Se mor, er den ikke fin, sagde lille M.
Jo sagde jeg og knækkede sammen på midten af mavekramper, thi jeg havde fået akut skidesyge.
Med tapperhed i stemmen måtte jeg meddelele min lille familie, at jeg blev nødt til at gå hjem.
Men jeg gik ikke hjem.
Så snart, de havde vendt ryggen til, strøg jeg ind i skoven bag nogle graner og tømte mit stakkels legeme og sluttede af med et par blade.
Jeg vandrede med meget lige mund op af bakken og hjem.

4
Jeg hjalp til med det grove arbejde i haven i dag.
Jeg kan nemlig godt lægge kræfter i, når det slår mig, skal jeg sige dig.
KLIP lige den gren med ørnenæbbet.
LIGE smide den flok grene over stengærdet.
SVIRP en ordentlig fætter af en gren - lige i mit øje.
TO gange i træk.
Jeg føler mig som en såret kriger.

5
Hjemme på Vesterbro.
Der er noget sært tilfredsstillende ved at køre i Brugsen og købe stort ind og lige ordne den smalle sag med madpakketing, lokumspapir og hele moletjavsen.
Jeg droppede at være emsig i dag og højlydt spørge "Hvilken en af poserne er det, der så let går i stykker?"
Men det skulle jeg have gjort.
For jeg var ikke nået to meter væk, før de to poser på styret flækkede og brækkede ærter, mel, figenstænger og peberfrugt ud på vejen, mens jeg hvislede 'fisse', because I'm worth it

Lommeuld

*Vi har ikke været ramt af lockouten, selvom vi har et skolebarn. Han har haft fuldt skema næsten hele tiden. Jeg har ikke turdet sige det til så mange. Det gav mig dårlig samvittighed. Godt, at alt bliver normalt igen nu. Selvom det ikke er optimalt for lærerne.
Det skræmte mig, hvor hurtigt det bare blev hverdag, at der stod lærere med gule bånd om kroppen og hørte protestsange på min vej til arbejde.

*- 8årig: Når jeg bliver 10 år må jeg gå alene hjem fra skole, og så får jeg lommepenge, så jeg bare kan købe alt det slik og cola, jeg vil. 

- Mig: Arhhh, det bliver nok ikke HELT sådan. Det er jo stadig os, der bestemmer med slik og den slags.
- 8årig: Jamen til den tid har jeg sgu da fået hår på dilleren og alt muligt, mand.

* Jeg bliver stadig glad, hvis I sender rundkørselsbilleder. Jeg vil selv spejde hele vejen på bededagsferie.

*Jeg ved godt, at det er lidt mærkeligt, at jeg slettede et indlæg forleden, men jeg følte mig pludselig meget nøgen. Jeg troede, jeg ville være ok med det. Det var jeg ikke.
Jeg græder også sommetider lidt i det skjulte, når jeg ser det der børne-bytte-familie-program på DR Ultra.
Så er det sagt. 

*Jeg er fantastisk glad for mit nye arbejde. På alle niveauer.

*Jeg tror ikke twitter og facebook gør noget godt for nogen (: mig), når det gælder om at få ro i kroppen. 

*Jeg løber hver aften nu. Hvis jeg kan komme til det. For søvnens skyld. Men somme tider går det ikke så godt. Så må jeg gå noget af vejen, fordi min mave ikke er helt i topform, og det er svært at klemme ballerne sammen, når man løber.

*Jeg elsker at finde små fine film i krogene af Filmstriben, men i går fandt jeg en fransk en, der var så ondskabsfuld på mavepuster-måden, at jeg måtte lægge mig ind til Lille sovende  M og kramme hende og snuse til hende for at ryste den af mig. 

*Jeg savner at læse bøger. Jeg er så træt. Det er så let med skærmen. Jeg er så forbandet træt af junk-underholdning selvom jeg jo så lige kommer i tanker om, at min egen blog falder i den kategori. Nå. 

*Nu skrider jeg snart til Sverige og maler noget stakit eller støvsuger en væg. 

Rundkørsel #3

Tak til Det Knapt Så Unikke Snefnug for at sende mig dette vidunder af et stykke rundkørselskunst.
Jeg ved ikke, hvor det er fra, så jeg kan ikke komme med oplysninger om kælenavne.
Men hvis det var mig, ville jeg nok kalde det et af følgende navne:

• Orgiet
• Ejakulationen

    Det er dyr, der gurgler og kaster op?!
    Skildpadden gør det endda samtidig med, at den spiller guitar.
    Det giver jo absolut ingen mening på en sært festlig måde.