29/12/2013

2014 er et holdkæftbolche -

- har jeg besluttet. Det er tid til, at jeg tier lidt stille. At jeg sætter lidt prop i den beholder af mundtlige og skrifttlige udgydelser, der er mig, og lader ordene fylde mig selv op i stedet for at flyde op og ud over det hele.

Det betyder, at dette er mit sidste indlæg i Maskinrummet.

Selv om ord er gode, kan de ikke beskrive, hvor glad jeg har været for at have dette rum og for jer, der delte det med mig. Tusind, tusind tak.

De allerbedste hilsner
- en nu pensioneret Maria Maskinmester

21/12/2013

Lange negle revet langsomt henover sandpapir

Der er noget nærmest magisk over ords magt over kroppen, og jeg har svært ved at begribe det. 
Når J fortæller om den dreng, der i skolegården løb med en plastikkniv i munden, og så skete der et uheld, så den blev trykket ned i hans hals, og man kunne se noget af kniven stikke ud her, og der var blod. 
Det starter som en susen i rygsøjlen, der sender klumper af blødgøringsmiddel ned i mine knæhaser. Så mærker jeg en nærmest kemisk sitren i svælget, der vokser til stort ubehag og udløser gen-ordene, STOP, jeg vil ikke høre mere. 
Og i dag.
Vi var i Herlev og bytte gaver med Bs bror, og sidst, jeg var der, var jeg til gynækolog, og da jeg læste byskiltet og lod ordet HERLEV bundfælde sig, kunne jeg mærke det der særlige ubehag ved at ligge blottet, ydmyg og med kolde metalredskaber langt inde i kødet. 
Fascinerende. 
Ligesom den barnlige trang til at løbe ud på toilettet og vende vrangen ud på mig selv, når nogen siger ordet OSTEHAPS. 

Tænk at bogstaver kan danne en så stærk knap, at et let tryk river et væld af billeder, følelser og fysiske erindringer med sig.

Betændelse.
Hudflager.
Moderkage.
Vat.
Gaflens porcelæshvinen. 
Varmt sommergræs.



15/12/2013

Ting, jeg ikke forstår

* Hvordan jeg kan være så nisse-debil, når min mor er det modsatte?
Min mor ordner adventsgaver til børnene. Det absolut eneste, jeg skal er at sørge for at lægge dem hos den nissefamilie, min mor skam også har syet, lørdag aften. Fire gange, skal jeg huske det. Tredje gang, glemte jeg det. Jeg var ikke engang fuld i går. Så kom lille M og vækkede mig og sagde: Hvor er 'afvents'-gaverne? Der er der ikke mor?!!!, og jeg trillede konfus ud af sengen, og B tænkte hurtigt og trak hende med ud på badeværelset i sidste øjeblik, før hun så mig tage dem ud af skabet. Siden spurgte hun: Har du snakket med nisserne? Kan de snakke? Med de der stjerner i øjnene, og det eneste jeg kunne svare var: Øh.Ja. Eller jeg kan i hvert fald forstå, hvad de siger hæhæ.
Jeg er ikke imponeret.

* Hvordan lille M kan tro på nisser det ene sekund og tage røven på mig det næste?
Vi spiste pizza og sludrede, og så sagde hun til mig med sin lille nuttede stemme: Jeg kan ikke lide den her oliven, og så tog jeg den og lagde den på mit stykke og tog en bid, og så var det ikke en oliven. Det var en vindrue, og hun knækkede af grin og syntes selv, at hun var virkelig snu, og det var hun jo også.
Her var jeg faktisk lidt imponeret.

*Hvorfor det er en helt særlig type, der arbejder i Brugsen? 
Eller er det bare mig? Jeg tænker om det er sådan et krydsfelt, hvor geografiske forskelle ophæves? Det er den slags typer af mennesker, der ikke kan være ondskabsfulde, men som man har lyst til at banke i ryggen og sige - du er sgu en guttermand. Der er noget nisseagtigt sødt over dem, synes jeg. Sådan venlige og lidt deres helt egen art.

*Hvordan der kan komme så meget kogende vand ud af tuden på en stempelkande?
Når man står der og stener med håndklædet om sig og vådt hår, og man godt ved, at man skal presse stemplet meget forsigtigt ned og ikke følge sine impulser og lægge hele kropsvægten i og få det overstået, så man kigger ud af vinduet og trykker stille, stille. Indtil man hører sit eget skrig, fordi den lille satan har spyet to deciliter kogende vand op af ens underarm.
Måske er det en straf for at glemme adventsgaver. Jeg har i hvert fald en nissefarvet arm nu.

*Hvordan kan man smile og røre ved knoldselleri samtidig?
Vi mødte en af dem fra gården, han havde et helt knoldselleri pakket ind i film under armen og smilede stort. Jeg blev nødt til at sige til ham, at det var utrolig voksent. Ja, sagde han, men jeg kan virkelig få meget ud af sådan et.
Jeg vil hellere have skoldet både arme og ben og ansigt og røv end at have sådan et inden for murene.

07/12/2013

Så hold dog kæft! #2

"På lørdag er der nemlig lovet 100 procent snegaranti på Vesterbro. Nærmere betegnet i Carlsberg Byen, hvor projektet 'Jul på Vesterbro' lader 20 ton sne drysse ned.
Projektet har sat sig for at skabe et regulært julelandskab ved Carlsbergs kreative container-område, Boxland, der ligger lige ved det gamle bryggeris elefanter.
Julelandskab
Her kan man udover at tage en tur på kælkebakken og opleve en juletræsskov med 400 træer pyntet med lyskæder og flankeret af halmballer, nisser og meget andet, komme i et sandt julehumør."
Alle disse fine ord læste B op for mig i morges, og jo længere, han kom i teksten, jo mere blev jeg til et lillebitte klappende barn, der hoppede på stolen af forventningens glæde. For tænk hvor fantastisk, at nogen gider skabe en levende snekugle, hvor jeg kan genopleve julemagien. Puste den lille indtørrede magi-ært op, der ligger langt inde i mig, og som sidst åndede i 1987.
Så vi tog godt med tøj på, og jeg stressede lidt, for så skulle vi spise noget inden, men jeg ville så utrolig gerne se de 20 ton sne dale langsomt ned over juletræsskoven. Og ungerne gik alt for langsomt og skulle glide på knæene hele vejen, og så kom dog! Plakater med juletræer hang hele vejen og lovede os ægte jul på Vesterbro.
Vi nærmede os Carlsberg og så en gravko. Det er nok den, der vælter sneen ned over os, sagde vi spændte til hinanden. Men nej. Den gravede bare jord. Det skal ikke ødelægge vores julestemning, sagde vi til hinanden og gik en smule hurtigere, for nu var vi der næsten. 
Så kom vi hen til det sted, hvor der skulle være et regulært julelandskab. Og 20 ton sne, der dryssede ned.
Og så mærkede jeg mine spændte mundvige trække sig ned efter og mine hænder placere sig vredt på mine vinterjakkebeklædte hofter, mens jeg undertrykte en trang til at trampe vredt i asfalten og lave en scene. 
For 'Julelandskabet' begrænsede sig til et lillebitte hjørne. Der var 15 træer. Uden lys. En lille bunke sne på størrelse med en bil. Gratis guldøl?! Og en alt for lang kø til æbleskiver. Så stod jeg helt trist der og betragtede mine børn hakke lidt halvhjertet i sneen, mens mine fødder blev koldere og koldere. Folk kom valfartende med mandshøje kælke - vi var jo blevet lovet 20 ton sne og kælketure. Deres skuffede miner øgede IKKE min julestemning.
På vej hjem sagde B: De kunne sgu da i det mindste have klædt sig ud som nisser. 
Men nu skal vi have flæskesteg, og lille M har klippet sit eget julepynt. Det hjælper lidt på det.
Hvorfor lover man sådan noget, når det er løgn? De kan ikke være det bekendt. Voksne er nogle jule-røvhuller. 

06/12/2013

Så hold dog kæft!

Når der nu findes rygeafvænningskurser og ludomaniafvænningskurser og pis mig i øret, hvorfor findes der så ikke smalltalkafvænningskurser? Jeg bliver så træt af at høre mig selv sige blablabla med det der lidt kække drag om munden.

I børnehaven til de andre forældre i garderoben.
" Ja, man kommer godt nok til at svede her, og så vil de ikke med hjem HAHAHAHAHAHA, nååååh, kommer I så også til julefesten? "
Haha, siger de og tænker: så hold dog kæft!, mens de skruer vinterstøvlen på barnet i en ruf og trækker afsted med flyverdragtsklumpen.

I bageren. En butik, der rent faktisk hedder BRØD.
"Ja, jeg vil gerne have et brød HAHAHAHA"
Så kigger de medlidende på mig og den klump af hagl, der har lavet en lille vatlignende kalot på mit hoved, mens de tænker: så hold dog kæft! Og sig, hvad du skal have.

I gården ligefør. I strid hagl. To mænd kom bærende med et køleskab.
"Nååååååh, skal I herind i storskrald, ja, haha, I har da godt nok valgt et glimrende vejr at bære et køleskab i, hva? HAHAHAHAHA! "
Så hold dog kæft! tænker de og siger hurtigt, ja haha, mens de løber i ly for hagl fra himlen og fra min mund.

Verden ville være et bedre sted - for mig, for dig, for alle - hvis jeg kunne holde min slibrige smalltalkkæft.
Lær mig det!

04/12/2013

Sci fi street mekka mother fucker snap wifi

J er til parkour. I STREET MEKKA. Jeg sidder oven på og skriver på min ipad. Fra højttalerne brager  PAIN af future feat. Pusha T, det ved jeg, fordi jeg bruger min Shazam-app til at aflytte med. Jeg har altså min ipad på skødet, mens min iphone ligger på bordet. Nu siger Shazam, at vi hører S.N.I.T.C.H med Pusha T og Pharrell. Jeg høretelefoner i ørerne, fordi jeg kigger på projektværktøjer, gennemgange på videoer, manden der lægger stemme til lyder som om, han har mad i munden, mens han taler. Nede under spiller de basket. J svinger sig i metalstænger. Jeg kan ikke så godt lide pusha T, men jeg ville heller ikke kunne læse her. Nogen sidder i sofaen og læser, mit hjerte banker lidt, nu er der nogen, der klapper, og mine fingre trykker sig rundt på bogstaverne, og ro på. Pause i musikken. Kun boldens dunken. Jeg kigger på uret. På min telefon. På min ipad. Der hænger tre t-shirts på et kosteskaft i loftet, det forstår jeg ikke, er det er street-tegn, jeg ikke kender? Jeg er i den aller øverste del af min hjerne, jeg udnytter to procent. Ovre på den anden side af basketbanen sidder en ældre dame med nederdel og ankelsokker, og jeg får lyst til at ligge helt stille i et lyst rum på knasende sprøde lagener og lade mit hoved være i fred, så tankerne tør komme ud af deres huller og ikke blive til betændte muldvarpeskud, nedgroede negle, hår, der altid bliver lige under overfladen.
Nu hører vi Kanye West Jesus Walks.


01/12/2013

Til vi ses igen, November

Jeg tænker, at det ikke er tilfældigt, at man kan danne ord som 'nomb' og 'veer' af navnet på årets 11. måned. Jeg har stor respekt for dig, November. Som regel slår du mig i gulvet med din sure, grå karkludsnæve. Andre gange gør du mig til et lille barn eller en spritstiv teenager, der ligger og ulmer i sin alkohol-lage og kun siger dumme ting. I år var en blanding, men du var barmhjertig.

Måske på grund af min fremskredne alder gik du direkte i min autopilot, så jeg ikke længere kunne huske talemåder og sad der med alvorlig mine og sagde ting som 'olie på bålet' og 'krig på gaflen'. Og hvis ikke det havde været for dig, havde jeg måske heller ikke reageret på J's matematiklærers kommentar til en knækket lineal med en lang fortælling om dengang, jeg i ugevis legede mandarinsskrælsfabrik med Katrine. Hvor vi med linealens skarpe kanter skrabede og skrabede det hvide af skrællerne som små flittige arbejdsmænd, og for helvede, vi knækkede mange linealer på den indsats. Hun spurgte tørt, om jeg havde mange venner, siden jeg fandt på den slags. J's blik fortalte mig, at jeg skulle gå ud af klasseværelset på det tidspunkt, så det gjorde jeg. I en selvskabt sky af kunstig latter.

Den knasende autopilot fik mig også til at spørge min læge om underlige ting. 'Er der spændende influenzaepedimier i gang i år?'. Bagefter lagde jeg åbenbart mit sygesikringskort et sted på Vesterbro  i pant. Hvordan kan man kalde sig voksen uden det gule kort i pungen, og ville jeg overhovedet blive registreret som sådan, hvis myndighederne lavede stikprøver?

November, din uven, du har også skubbet mig i armene på et håbløst væddemål. Ingen slik på arbejdet året ud, eller jeg skal spise en mad med stærk ost. En straf, der giver mig tics i ansigt såvel som i mund og tarme. Åh, hvor jeg håber, din søster december viser mig styrke af mere voksen karakter.

November, din gamle hore, du har drukket mig fuld på den barnlige måde, hvor jeg f.eks. slog en grim vejrmølle lige foran alle mine relativt nye kolleger. Og på den lede måde, hvor min autopilot stod helt af, og jeg midt om natten kunne høre mig selv sige trælse ting til en hjemløs, der kvittererede ved at sige, at han godt kunne hjælpe mig med et sted at sove. Åh, November. Hvorfor forvandler du mig altid til en løs tand, der sidder og dingler i en ellers velfungerende mund?

Det gør du. Men i år fik du mig ikke ned med nakken. Du fik mig ikke til at føle mig som en slidt, grå og tynd lygtepæl ved navn Agnete. Et navn, der altid har været forbundet med metaltræthed i min indre ordbog.
Ingen Agnete i år, men måske lidt en flagrende Sussi-Brian på hhv. 5 og 58 år, naiv, dum og led i en pærevælling.
Tak fordi, du lod mig slippe billigt.
Jeg er spændt på, hvad du har i posen til mig næste år. Jeg satser på, at du i det mindste aldrig får mig anholdt.
Til vi ses igen, November.
Adjø.

20/11/2013

HVERDAG

Så stod min mor og jeg i hver vores ende af dynebetrækket og lod det blafre overdrevet mellem os, fordi min søster legede, hun krøb i ly for regnen under det. Min mor lærte mig pædagogisk og tålmodigt, hvordan det bedst lod sig gøre at folde det store stykke stof.

Siden har jeg bare gjort det, lagt det sammen vupti og lidt krøllet og stoppet det ned i kisten til det andet sengetøj. Men så forleden ville lille M være med, og jeg viste hende, hvordan man kan stå med dynebetrækket mellem sig og folde, hjørne mod hjørne og frem mod hinanden. Hun så lykkelig ud. Som om, det var det sjoveste, hun længe havde prøvet, og jeg fattede pludselig, at den slags er bindinger, knudepunkter, tryghed. Denne ligegyldige hverdagspraktiske info man overleverer.
Min mor er jo f.eks stadig med mig, når jeg skubber mine neglebånd ned med håndklæddet LIGE efter badet, hvor de er bløde. Og min far er med, når jeg ALTID starter med at tørre mit hår med håndklæddet, for ellers bliver din krop jo bare våd igen, Maria.
Andre knudepunkter, har jeg kasseret. Som at folde tøj ordentligt på sengen og altid lægge det på plads lige med det samme. Det er mit liv for kort til.
Men det går op for mig, at mit liv også er for kort til at fornægte det smukke i det praktiske, at jeg ikke altid kan hån-le af de små dumme hverdagsfif og ignorere dem, finde dem for grimme til at fylde på mine børn.
For de har jo også brug for knudepunkter, små tryghedssten i deres liv, der jo immervæk vil være fyldt med en masse hverdag. De kasserer måske det meste, men det er jo også netop det, de skal have muligheden for.  
Så nu vil jeg vise dem, hvordan man liiiiiige vrider karkluden op, eller liiiiiige kan fylde resterne i en frysepose, så man har til en anden god dag. 
Måske er det en sværere opgave, end først antaget, for jeg ved ikke, om jeg nogensinde bliver færdig med at vrænge af hverdagens små tricks. 


PS: apropos hverdag, trafik må være det mest hverdagsagtige overhovedet, hader og elsker I så ikke, når man tager det der lille hop for at komme i gang på cyklen, men så rammer man ikke pedalen, og så ser man simpelthen så fjoget ud, fordi man faktisk bare tager sig et kækt hop dér midt på gaden, til ingen verdens nytte?

10/11/2013

Cirka 5 på Richterskalaen

To ting, har fået mit hjerte til at skælve et minut her i weekenden.

1) Var til dans med lille M. Vi skulle være flyvere. Den lille flyver skulle lande oven på den store. Så lå jeg helt fladt på maven med næsen ned i det støvede dansegulv, og jeg fik øje på hendes lille hånd på min arm. Koncentreret med strakte fingre og helt korrekt flyverplaceret. Det nye, bløde, lyse mod min halvslidte arm. Med brændar og dér stak Anders fra klassen stiftblyanten ind og efterlod et mærke for evigt. Hendes håndflade så tillidsfuldt og blødt afventende dér på min noget mere verdensskeptiske arm. Det var i det lille minut, vi lå der, at mit hjerte skælvede og jeg sugede følelsen af hendes lille krop til mig -  så glad og ivrigt formet som en flyvemaskine oven på mig. Jeg håber, jeg husker det altid.

2) Jeg elsker sorte tuschpenne. Det er den der perfekte, styrbare streg, man kan forme. Jeg savler en lille smule hver gang, jeg køber en ny. Og det gør jeg tit, for de bliver væk. Men der er én. Den har et særligt blødt greb, næsten velouragtigt. Proppen er gennemsigtig og ligesom længere end de flestes. I morges da jeg lavede kaffe, fik jeg øje på den på gulvet ved siden af min taske. Da skælvede mit hjerte igen. For den dukker altid op. Ind af det blå, ud af det blå. De andre penne kommer og går, men den her - jeg finder den altid igen og har efterhånden gjort det i ti år, tror jeg. Den er ikke så god længere. Men hvad gør det, når den ligger der på gulvet og lyser langt væk af : "Bare rolig, Maria. Jeg har din ryg ligemeget, hvad der sker"?

08/11/2013

Kys til Valby Langgade

I dag cyklede jeg på arbejde ad Valby Langgade. Det havde jeg stor morskab af. Jeg ved ikke, om der er en lillebitte borgmester, der trækker i snore inde bag Valby Langgade og sørger for at holde humoren oppe, men jeg grinede, til Living Tissekone (altså min cykel) nærmest hikstede sig vej frem.

Først så jeg et stort skilt uden for IRMA, hvor der stod ASIATER SØGES til butikken. Der gloede jeg godt nok lige en gang. Er det politisk korrekt samtidig med, at det er diskrimerende og bare helt utroligt sjældent set, eller hvad, hå? Da jeg kom nærmere stod der godt nok assistance søges, men alligevel, mand.

Så kom jeg forbi STORE ROBERT. Der måtte jeg også le. Bare fordi navnet er fantastisk og fordi, jeg kom til at tænke på min veninde og jeg. Vi var på barsel og havde ondt af os selv, fordi vi ikke havde sovet. Så vi gik i bageren og købte en formkage, som vi delte der midt på fortovet. Vi åd og åd, mens kagesavl løb ned af vores fortvivlede kinder. Pludselig så vi, at vi stod netop og just præcis lige uden for STORE ROBERT, og så kiggede vi på hinandens tygge guffekinder og grinede, til vi pissede i bukserne. Eller jeg gjorde i hvert fald. Lidt.

Dernæst var jeg så heldig at komme forbi CAFÉ PHENIX. Jamen herregud da sikke et navn. Jeg ville elske, hvis vi gjorde den slags mere. MALLÅRKA. NYW JÅRK. SAN FRANGSJISGO.

Og så lige omkring Spinderiet ligger der en tøjbutik, jeg simpelthen MÅ ind i en dag. Alene af den grund, at den hedder MONGUL. Jamen, det er da et smukt navn.

Til sidst drejede jeg ind ad en sti, hvor jeg måtte stoppe og tage et billede, for det jeg så fik mit hjerte til at forme sig som et spørgsmålstegn og svulme over af kærlighed til Valbys upræcise betegnelser. Her oven i købet i to ord, og for første gang i mit liv finder jeg faktisk den fejl charmerende.

Jeg vil hermed gerne takke den lille borgmester, der trækker i tråde. Fortsæt det gode arbejde. Du har min stemme til kommunalvalget.