31. mar. 2011

I saw the sign – eller gjorde jeg?

Jeg er ateist. Så jeg tror egentlig ikke på noget mellem himmel og jord. Men jeg kan alligevel godt blive i tvivl, fordi det er som om, jeg sommetider modtager tegn fra nogen.
F.eks var jeg engang til homøopat. Jeg anede ikke, hvad det var, men min kollega sagde, at det havde hun prøvet, og det hjalp altså. Jeg var ved at bide min hånd af i arrigskab over min lidelse, så jeg tænkte, Maria - gå ind i det her med åbent sind, så kan det være, du bliver et nyt og bedre menneske.

Så det gjorde jeg. Det var mystisk på en spændende måde, men det var også svært at lade være med at fnise. Jeg sagde jo ligesom ja til tillidsfuldt at gå ind i hendes forståelsesramme og f.eks bare godkende uden videre, at hun spurgte min krop, om den skulle have en, to, eller tre tabletter med mærkelige urter i. Samtidig med, at hun prikkede rutineret på min arm på en måde, jeg aldrig er blevet prikket på før. Hun var også sikker på, at der var en pige i min gravide mave, og jeg ville gerne have en pige, så jeg ville så gerne tro.

Da hun have spurgt min krop om, hvad den ville have, fik jeg besked om at bestille nogle små glas med særlige ting fra et eller andet hemmeligt sted. Det hed noget med nasal, lad os kalde det plimplim nasal. Lidt tid efter fik jeg så den hemmelige pakke, og i den var der et lillebitte brunt glas, der i sig selv lignede noget fra en anden verden. Og der stod ikke plimplim nasal på det, men………. plimplim anal. Hvis det ikke er et tegn fra nogen om, at jeg var ved at blive taget godt og grundigt i røven, hvad var det så? Og hvem er nogen?

Og var det så også et tegn, da jeg rensede øre med en islandsk vatpind, og selve vattet blev derinde, så jeg måtte til islandsk læge og have det gravet ud med et særligt redskab, han skulle hente i et andet rum? Og da det så skete igen, bare, hvor det så var indbildning, og der slet ikke var noget inde i mit øre? Eller da jeg i sommers var ude at gå med barnevognen og pludselig hørte et ordentligt brag og var sikker på, at det var en pistol, og så mærkede jeg pludselig en smerte i min læg og troede jeg var blevet skudt, og så var det en død due, der havde ramt mig lige der? Jeg mener, hvad er oddsene, det må sgu da betyde noget? Tænk på alle de tegn fra nogen, man måske går glip af og som ville gøre, at man levede et helt anderledes liv! Nogen burde lave en guidebog á la sådan en drømmetydningsbog, hvor der f.eks. står, at tænder og hår i en håndvask betyder, at man dør snart.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar