4. apr. 2011

Det er godt, min dreng












Jeg indrømmer, at jeg kan være en mor-kælling. Når jeg f.eks. med stram stemme siger, at den t-shirt da vist aldrig bliver helt hvid igen, eller fugter spidsen af min pegefinger og liiiige kører den rundt om en børnemund, for tænk hvis andre mennesker opdager, at mine børn ligner noget fra fattiggården. Og jeg giver mig selv indre lussinger, hver gang jeg siger eller gør kællinge-ting. Hvis jeg når det, inden jeg får en kommentar fra min kæreste.
Men han kan saftpeterpikme også være en far-kælling.
Vores søn har en mani med altid at skulle på wc, når vi har siddet to minutter ved aftensmaden. Og det er ikke altid kun blæren, han skal tømme. Heldigvis er han nu blevet så stor, at man i det mindste ikke skal ud og tørre ham med lasagnesmag i munden. Til gengæld må man ofte lægge øre til både anstrengelserne og deres resultater, og det er da klamt. Men faren valgte så denne kællinge-replik i går:
F: (Råber med trælst lukkede øjne og emsig stemme) Kunne man måske liiiige lukke døren, så man ikke behøvede at få alle detaljerne?

Heldigvis har vores søn taget ved lære af vores egne dumsmarte kommentarer. I går ramte han plet:
S: (Pressen. Tænkepause) JAVEL, FRU FAR!

Indre high five til dig, min knægt. Du skal bare sige noget til os, når vi er nogle kællinger!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar