27. apr. 2011

Hvad fanden er meningen

egentlig med det der program 'Hvad bruden ikke ved'. Jeg kom til at stene det i går, fordi vi tager en kold tyrker med serier, og jeg måtte have et skud underholdning. Jeg blev da også underholdt på den der måde, hvor man bare sidder med åben mund og undrer sig.

En pige med meget specifikke ønsker for sit bryllup bliver frarøvet al medbestemmelse til gengæld for 100.000 kr., og manden skal så vise sig som en rigtig mand (det siger de!) og arrangere et godt bryllup. Det hele bliver så klippet sådan sammen, at manden i udgangspunktet fremstår lidt svag og uduelig, han vælger kjoler så grimme (i brudens øjne) at hendes vendinde græder, men tager så til sidst den rigtige, så hun kan føle sig som en rigtig prinsesse. Konklusionen er, at manden er dygtig. Fordi han endelig selv planlagde noget og traf de rigtige valg. Og kvinden er helt overrasket over, at hendes mand kan noget selv.

Så manden gennemgår en udvikling fra blank til stolt og handlekraftig, mens kvinden udvikler sig fra at være kontrolfreak til at bløde op og rose sin mand for, at han har gjort det så godt.
Er det ikke et lidt underligt kønsbillede at konstruere og dyrke?
Jeg bliver lidt trist, fordi det fodrer et (i mine øjne syntetisk) syn på vores tid: Kvinderne har overtaget alt. Det er mændene, der er undertrykte nu. (Fædre er jo undertrykte, når de går med en barnevogn, egåsda Uffe Buchard?)
Sådan ser min virkelighed altså slet ikke ud.

1 kommentar:

  1. hmm altså det kommer helt klart an på hvilke familie man ser på. Jeg har med mine øjne set hvordan kvinden virkelig bare har trumlet sin mand ned, men jeg har også set familier hvor manden trumler kvinden. Heldigvis har jeg også oplevet der, hvor det er, eller virker harmonisk, for de begge skiftes til at trumle.
    Jeg bliver så rørt når jeg ser en mand gå med en barnevogn, sådan helt ind i hjertet. Så sig venligst ikke til mig at det er kvinden der har sagt han skal, så bliver min verden også ødelagt. Åh hvor dramatisk. Men når alt det er sagt vil jeg sige at programmer som dem, elsker jeg. Måske fordi jeg på ingen måder kan spejle mig i den hysteriske kvinde, og fordi at det altid ender lykkeligt.

    SvarSlet