6. apr. 2011

Mentalt voldelig

Jeg var nok lidt ekstra følsom lige på det tidspunkt, og det kan der være flere grunde til. Jeg stod f.eks op kl. halv seks for at komme i meget god tid til et fly, fordi jeg de sidste to gange er kommet for sent, og det får jeg tyndskid af. Og man får skældud, når man kommer for sent, og det får jeg også tyndskid af. Måske var det også fordi, det er lidt deprimerende at dreje til venstre mod bussen til indenrigs, når man kommer op fra toget, i stedet for til højre sammen med dem med de store kufferter og billetter til steder ude i verden.
Eller måske var det  fordi, der samtidig rendte en lufthavnshøne rundt i selvlysende vest og sagde ting som: Hvorfor er den her dør låst? Hvorfor sidder der en kæde på?  Ja, jeg har ikke nøglen. Hvor er flyveren? Ja, så bliver vi forsinkede.
Og jeg havde en aftale i Aarhus, og hvad får jeg, når jeg kommer for sent? Korrekt.

Så var det, jeg blev mentalt voldelig. Det var fordi, der sad en dame ved siden af mig med høretelefoner og ipad, og hun grinede påtaget undertrykt, på Uffe Ellemann-måden, i et KVARTER. Jeg måtte sidde og give hende mentale flade for ikke at gå hen og flå høretelefonerne af hende og råbe Hvad er det, der er så skide morsomt? Stakkels dame. Jeg sad og sukkede højlydt og vendte øjne, mens jeg gav hende tæsk for mit indre øje, men det kunne hun jo hverken se eller høre, fordi hun havde det åh så sjovt med sig selv.

I øvrigt, er det mig, der er blevet gammel, eller taler stewardesserne ekstremt hurtigt nu til dags? Alt jeg hørte var Velkommen, mmmgnjjbl kkjfifknfkf hurtighurtig bagageblkodnfkdfnfnmmmmmmm.slut. Bagefter sætter de så et kasettebånd på med Hans Jørgen fra 60erne, der siger 'De' til mig, og snakker så langsomt, at det lyder som om han standser op og laver tegnsprog for enden af hver sætning. Kunne man ikke finde et kompromis mellem blblblablblablllllbla og BLAAAAAH       BLAH      BLAAH ? Jeg spørger bare?

Ellers meget dejligt at køre fra lufthavn mod Aarhus i en lejet bil , hvor højttalerne ikke skratter og gearstangen ikke sidder fast. Og suse forbi skilte med stednavne, der er meget mere end bare navne for mig.

1 kommentar:

  1. HAHAahhah...nåhm, jeg grinede højt. Du' fandme sjov.

    SvarSlet