5. apr. 2011

Mit kiksede forhold til heste















Vi var på naturlig legeplads i søndags (Naturcenter Vestamager), og dengsen fik en trækketur på en hest. Han sad der og så glad og stolt ud, og så forsvandt min tanker lidt ned af min egen memory-heste-lane.
Jeg ville så gerne være en hestepige. Vi boede i en lejlighed i noget, man vel kan kalde en by, så jeg kunne jo ikke få en hest. Hvilket nok var meget godt. Da jeg var syv begyndte jeg til ridning første gang. Min mor lå i en høstak uden for rideskolen og røg smøger (klog kombi?), fordi hun var så nervøs for, at der skulle ske mig noget.
Det holdt ikke længe.

Så begyndte mine ferier på landet hos min veninde, der havde sin egen nordbagge. Alle hendes veninder havde heste. Jeg havde et par ridehandsker og ville så gerne være en del af hesteslænget. Men jeg blev aldrig rigtig venner med dem, nordbaggerne. Jeg blev slynget af en gang og landede på ryggen, så al luft blev presset ud. En anden gang tissede jeg i bukserne af grin, fordi der var en hest, der stak af med mig. Ingen af delene særlig elegant.

Hjemme i byen begyndte jeg til ridning på en anden skole. Min mor syede en anorak med et billede af en hest bag på. Jeg byggede verdens skæveste og største striglekasse til mine to strigler og så af sted ud til de dyr, jeg i virkeligheden var rædselsslagen for. Og damen i midten skreg og piskede, mens vi humplede rundt i ring på svagt sindssyge og stakkels små ponyer.
Senere flyttede jeg til Island et år. Og så bliver man jo nødt til at ride på islandske heste, for de har jo en fjerde gangart. En gangart der føles som en meget hurtig trippen og som er svær at tage alvorlig samtidig med, at man bliver rystet rundt på hestekroppen, hvis man som jeg ikke har styr på en disse. Det blev en langt tur med et stift smil. Jeg må godt nok have set fjoget ud, som jeg sad der og lod som om, jeg nød turen samtidig med, at jeg brugte al fysisk og mental energi på bare at holde mig fast.
Jeg så nok også fjoget ud næste dag, da jeg kom hjulbenet på arbejde. Hvad lavede du i går, spurgte mine kolleger, og vi snakkede jo islandsk, så jeg sagde Ég var ad rida (med bløde d-er og meget rullende r-er). Så lå de nærmest nede på gulvet og rullede rundt af grin. Det, jeg havde sagt med mine rullende r-er, var: Jeg bollede.
Elegant.

Men jeg kan godt lide lyden af heste i westerns. Læderet, der spændes og hovene, der tripper eller galopperer af sted. Jeg kan også virkelig godt lide Ud at stjæle heste af Per Petterson. Det er faktisk en af de bedste bøger, jeg har læst.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar