1. apr. 2011

Slik og vandmelon











Da jeg var lille, pillede min far store bussemænd ud af sin næse og spurgte, om jeg ville have dem. Jeg fik det tynde slim i munden af det og var meget tæt på at brække mig. Også selvom jeg egentlig godt vidste, at det bare var rugbrødskrummer, han havde nulret sammen og proppet op i næseborene. Da jeg var midt i tyverne kunne jeg stadig kaste op, hvis jeg så spyt, snot eller ostefnuller. Engang så jeg en lille dreng harke ned i sin hånd og så spise det bagefter. Jeg måtte løbe direkte ind på det nærmeste toilet og brække mig. Jeg får det faktisk skidt af at skrive om det.
Men det hærder ens klamhedstolerance, når man selv får børn.
Jeg har grebet begge børns bræk i mine hænder uden selv at kaste op, det synes jeg er flot.
Jeg er blevet skidt op og ned af kroppen, så jeg fik lort i navlen. Uden at brække mig.
Jeg piller rask væk store grønnerter ud af min datters næse, uden at brække mig og klapper mig selv på skulderen hver gang.

Men jeg kan simpelthen ikke klare, når min søn spiser bussemænd.
Han siger til mig, at de smager af slik og vandmelon. Namnam, gnaskegnaske.
Forleden, da vi var ude at gå, så jeg han spiste en, og vendte hurtigt hovedet væk, mens jeg råbte op om, at han var for klam. Han fik mig lokket til at vende hovedet igen, og der stod han med vidt åben mund, så jeg kunne se den lille vamle satan midt på hans tunge.
Jeg måtte vende mig om og kaste en lille ynkelig klat op lige ved hovedbanen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar