8. apr. 2011

Tudefjæs

I morges gik min søn selv ind på sit værelse og fandt cowboybukser, langærmet bluse og en kortærmet skjorte. Det lyder måske ikke af så meget. Men for os er det stort. Jeg fik faktisk lidt tårer i øjnene. Fordi han insisterede på, at han skulle være fin i dag, når de skulle fejre hans fødselsdag i børnehaven. Normalt går han nemlig kun i langt uldent undertøj, fra september til maj. Han kan godt tage joggintøj på ud over, men det er ren proforma. Jeg tager det hele af, så snart du er gået mor, siger han. Normalt græder han, hvis jeg beder ham om at tage et par cowboybukser på.
Så stod han der og knappede selv sin skjorte og foldede kraven op, fordi sådan ser vampyrer ud, og så blev jeg helt rørt og blødsøden, fordi han er blevet så stor. Og hans personlighed er blevet så markant.
På søndag er det seks år siden, jeg fødte ham. En lille skaldet og bemærkelsesværdig lys baby med en meget larmende og dyb stemme.
Og nu er han så meget sig selv, og sommetider når vi går sammen, tænker jeg i et splitsekund, at det er som om, han er en af mine venner. Og at alle dem, der får ham som ven, er heldige.
Hver morgen kører vi om kap ned af Istedgade, altså os voksne med hver vores unge bag på. Jeg har tabt en del gange på det sidste. Fordi jeg har ondt i mit knæ. Jamen det har jeg!
I dag blev jeg igen overhalet, og så vrængede han efter mig med sin larmende og dybe stemme 'Jamen, jeg har så ondt i mit knæ.'
Så var jeg ved at tude lidt af glæde igen.
Hvordan skal det ikke gå på første skoledag? Jeg bliver den pinligste mor af dem alle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar