22. maj 2011

Guffidæme

og sinnegas lærte jeg ham at sige i bilen. Fordi det lyder sjovt når en seksåring fra Vesterbro snakker sønderjysk, og fordi vi var på vej til Als. Det er der, jeg kommer fra. Ikke at jeg sådan rigtig forstår de der ord, for jeg er ikke indfødt.
Jeg rejste også væk så hurtigt som muligt efter studentereksamen. I mange år fik jeg kvalme af at komme hjem. Overvægtige, indspiste, emsige og ekstremt ukulturelle mennesker var der overalt, mente jeg.
De overvægtige er der stadig i hobetal. Det er de. Men min foragt er væk. Specielt her om foråret, hvor Als tager sig så sprød og grøn og frodig ud.
I skolen var jeg vild med at synge ”Jeg elsker de grønne lunde” og ”Jeg ved, hvor der findes en have så skøn”, og jeg tænker stadig på de sange, når jeg ser helt bestemte steder på Als. Som jeg jo troede var hele verden dengang.
Jeg elsker virkelig at komme hjem nu.
Det handler nok også om, at min mor og far altid griner udtrolig højt af mine vitser. Det har de sådan set altid gjort, men nu har jeg ikke længere så mange støjende filtre indover. Jeg plejede at analysere på højtryk og hade lidt i bidder. Nu er jeg der bare. I deres fantastiske hus og skønne have. Og min lille familie er der også bare, og det er rart.

Lille M elskede gågaden. Hun gik og pillede i sin blomstrede sommerkjole og rokkede med hovedet, mens hun stod og kiggede på en, der spillede saxofon. Store M skal altid lige have en ringrider sammen med J.
Vi var også på legeplads, hvor jeg hørte eksotiske navne som SammaLou og Davide. De andre sagde, jeg digtede, men jeg er sikker på, at jeg hørte rigtigt. Uden for legepladsen sad en mand og sov på en bænk. Sådan øl-tungt. Så var der lige nogen, der dyttede, så han sprællede forskrækket. Det er da sjovt. Og sådan ville man altså aldrig gøre på Vesterbro.
Jeg kan sgu godt lige blive sådan lidt provins-sentimental.
Og så alligevel.
Der var en dreng på en karrusel, der sagde til J: ”hvoffo ha do nattøj å? ” Bare fordi J godt kan lide at være lidt trylleagtig og havde sådan nogle turkis velourbukser med gule stjerner på.
(Ja, okay, han ligner lidt en freak, og hvad så?)
”Hvoffo ha du piiichskou å?” spurgte han også.
”Det er ikke pigesko, det er strømper,” svarede J afmålt.
Og så de her gynger. Jeg har i hvert fald aldrig set dem før. Først troede jeg, de var helt vildt smarte, at de små bedre kunne sidde fast. Men den der kæde - den nagede enten ind i ryggen eller maven på min lille 10kgs.unge. Eller skubbede hende af. Måske var de spærrede, og det var os, der var fatsvage? Nogen gyngekyndige?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar