30. maj 2011

Jeg er et hidsigt menneske

Gid jeg ikke var. Der er intet yndefuldt eller positivt over det, og jeg synes ærlig talt, jeg er blevet for gammel til at fare sådan i flint. Der gik en dreng i min folkeskoleklasse, der blev hidsig. Han smed med stole og råbte og græd, og de store valfartede til vores klasseværelse i frikvarterene for at se på dette freak show, som de opfattede det som. Jeg tænker tit på ham.
Jeg vidste helt seriøst ikke, at det var så stor en del af mig at blive hidsig, før jeg for ti år siden havde kunstpraktik på Universitetet. Det første semester var tegning, og det betød, at vi sad fra 9-14 og tegnede. Hyggeligt, tænker du. Ikke for mig.

Den første gang skulle vi tegne en fjer. Jeg begyndte at trække vejret hurtigt og mærke sveden kradse på overlæben. Da læren vendte ryggen til hev jeg det meste af fjeren af, så jeg bare skulle tegne stangen uden så meget fnidder. Så fik jeg skæld ud. En af de værste gange var, da vi skulle tegne tre hvide geometriske gipsfigurer. 5 timer. Jeg får åndenød ved tanken. Skyggerne skulle ligge rigtigt. Jeg viskede hul i papiret med mit viskelæder. Eller botanisk have. I flere år efter fik jeg tics, når jeg så et blad. Min lærer konkluderede, da semestret var ovre, at der måtte være noget galt på hjemmefronten, siden jeg var sådan ude af balance. Jeg var nyforelsket og mere i balance end nogen sinde.

Min mor holdt op med at ringe til mig om torsdagen, fordi jeg var så hidsig, når jeg havde været til tegning. Og når jeg lød undrende omkring det, sagde hun bare, at sådan havde jeg da altid været, fuld af temperament.
Når jeg tænker over det, kan jeg da også godt genkalde mig, at jeg har smækket et par døre, sparket til en ovn, et par cykler og råbt af mere end ét par forskrækkede øjne. Godt jeg ikke skal se mig selv, når jeg står der med stor firkantet mund og spyt, der bliver skudt ud i alle retninger.

Min søn trænger mig virkelig op i kroge for tiden.
Og somme tider, når jeg har fået nok og overskuddet er væk, sortner det for mine øjne og der falder døde ål og rådne tidsler ud af min mund.
Gid man kunne få en tarmskylning eller noget andet, der kunne fjerne hidsighed.

2 kommentarer:

  1. Det ville være smart.. Som en slags rodbehandling mod hidsighed.
    Hidsighed er så kikset - især når man gerne vil fremstå som en blid og kærlig kvinde/mor/kæreste.

    Det er bare ikke altid folk tror på det når man lige har råbt så meget at man blir' hæs af det..
    ;-)

    SvarSlet
  2. Netop! Den der akavede stilhed lige efter et udbrud, og man ved ikke om de andre og en selv er ved at begynde at græde eller grine. Yirk.

    SvarSlet