16. maj 2011

Som en dyb indånding

Der er visse ord, jeg ikke bryder mig om. Jeg får tics i hjernen af at høre dem. Tit fordi, de er blevet slidte og ikke vejer stort andet end et pust dårlig ånde. Alligevel bruger folk dem hele tiden. Der er flere kategorier.
I dag handler det om den her:

Jeg har et friskt ordforråd, er jeg ikke kæk? Og frisk? -kategorien
Qva
Proaktiv
Synergi
Coach
Ja-hat
Nej-hat
Tovholder
Excelark. (Eller den falder lidt uden for kategori. Under indædt-had-på- linie-med-knoldselleri-kategorien.)

Men nu må jeg sluge den dårlige ånde, so to speak. For der er et ord, jeg bliver nødt til at strege på listen.
Coach
Jeg havde aldrig troet det muligt. Det ord er om noget omgærdet af slitage og kækhed. Pludselig skulle alle være coach. Personlig træner. Få et bedre liv. Det gav mig kvalme. Hvad var der nu galt med en god gammeldags psykolog?

Jeg har en fabelagtig frisør. Han er englænder og meget lidt frisøragtig og så læser han til psykolog ved siden af. Vi snakker altid om tilværelsens store eksistentielle spørgsmål, mens han tilretter min page og spydigt kommenterer mine grå hår. Det kan jeg lide.
Han gjorde mig opmærksom på, at det er helt efter bogen at været havnet i en form for livskrise, når man er 35. Det sker oftest mellem 31 og 36.
Nå, så det er det, der foregår tænkte jeg.
Jeg har længe haft en lidt underlig fornemmelse i mig. Jeg har jo altid været på vej mod noget. Gøre uddannelse færdig, få 1. barn, få 1. job, få 2. barn. Og nu er det hele på plads. Nu skal jeg ikke kæmpe for at få noget i hus, og det er sådan lidt pfffffhhh. Var det bare det?

Og så var det, der var en på M's job, der havde sendt en mail rundt om en, der var ved at uddanne sig til coach som skulle bruge kaniner, og M spurgte mig selv. Og så slugte jeg den dårlige smag i munden, ordet gav mig, for når han kunne, kunne jeg vel også.

Jeg har været der to gange nu. Hun er så fin. Sådan en lille spinkel en med store øjne og en lille fin mund. I går havde hun et guldbælte om sin lillebitte talje. Med et sommerfugle-spænde. Og så plirrer hun rundt om mig som en lille fe og stiller spørgsmål, der starter stenskred i min hjerne og i mit hjerte, og hun starter nye tankebaner med sin lille spage, men bestemte stemme.
Begge gange er jeg kørt derfra med en helt rolig og afslappet fornemmelse. Det skal nok gå alt sammen, det er slet ikke så rodet.
Som når man har taget en stor, dyb indånding.

4 kommentarer:

  1. Det lyder da bare helt fantastisk. hmm Jeg overvejer at stoppe med at bruge ordet fantastisk. Fordi jeg bruger det meget. Måske for meget, og jeg vil helst ikke have at det bliver brugt op.

    Jeg kan godt li meningen med coach'es...eller coach'er, hvad hedder det i flertal?

    Noget jeg ikke er så glad for er din frisørs kommentar om det der sker i 31-36 års alderen, for det er jo så sandelig der jeg er på vej hen. Men jeg håber jo lidt på at fordi jeg har sørget for at jeg ikke har opnået en skid hele livet, så kommer alt det jeg venter på, og har arbejdet for, i de år der. Ik?

    SvarSlet
  2. Team spirit. Og i det hele taget alt med team.

    SvarSlet
  3. Puha ja, den glemte jeg. Team building. Yirk. Team work. Tror jeg vil begynde at sige det sådan: Tim ånd og Tim Bygning. Bare for at skæmme det friske.

    SvarSlet
  4. Hahaha. God idé. Den stjæler jeg.

    SvarSlet