11. jun. 2011

Åh nej

Vi var til pinsefest i går. Som vi er hvert år sammen med hele familien. Det er en gammel mølle, der arrangerer det, og der er loppemarked og boder for børn, så J har heldigvis altid andres brugte og fedtede bamser, grimme plastikpunge og vamle nøglesnore med hjem.
Man kan også blive malet i ansigtet, men det har han aldrig prøvet, for hans mor synes slet, slet ikke, det ser nuttet ud. Men han har fået en tur på en hest. Og set grandvoksne mænd, der skød med deres fjollede geværer og midaldrende kvinder i glinsende tøj.

Jeg forstår dem ikke, de der mænd og kvinder. Mændene får man lidt ondt af, fordi de kommer marcherende på sådan en lidt barnlig måde, og det er ikke rigtig flot i sig selv, at de kan finde ud af at lege, at de er gammeldags soldater, vel? Lidt for korte bukser, hatte, der ikke sidder helt korrekt og ting, der bliver råbt kun næsten i kor.

Men det værste er dog damerne. Så står de der, som om intet var hændt. Bente nede fra banken, Lone fra kommunekontoret, Jette fra Ejendomsmæglerne og Birthe, der måske er hjemmegående. I stramme glinsende og perleagtige kjoler, store hatte og en kavalergang på størrelse med en fuldvoksen mands røv. Det ville ikke se mere absurd ud, hvis de stod i voksensparkedragt og -ble og småsludrede. Som om intet var hændt. Og så går de ellers på scenen og synger. Kald det kærligheeeeed, du burde købe mig en tyrolerhat og sange med sætninger som få den op at stå, og man ved udmærket godt, hvad det er der skal op og stå, men så er det lumre pakket lidt ind, og så står de der og synger og vrikker med hofterne.

Og så. Da det hele var slut kom der en, på overfladen flink, mand hen til mig og gav mig en rose. Og selvfølgelig havde han da en bagtanke. Det er en slags ritual. Rosen gives hvert år til en blandt de besøgende, der ser ud til at kunne løfte opgaven at blive en af de syngende kvinder. Næste år. Som en prikken på skulderen. En udvælgelse. Nu er du en af de indviede. Rutinen er så, at jeg et par måneder inden næste års pinsefest skal i træningslejr med de andre. En eller anden vil opsøge mig og overrække mig den kjole, der skal blive mit kendetegn.
Eller det forestillede jeg mig.
Men prøv lige at tænk, hvis det var sådan.
Jeg ville klart hellere tage en voksensparkedragt på.
Og de der voksne, der klæder sig ud, har de altid været sådan? Eller er det den slags valg, man begynder at træffe, når man fylder 50?
Skræmmende.

5 kommentarer:

  1. Griner vildt og blodigt her! Jeg kender det - er flygtet til hovedstaden for meget længe siden, efter at have boet i udkantsdanmark (!) forever. Og deltaget i Ringriderfester, Bierfester, halballer osv hvor alt foregik på lignenden vis. Hader det nu som pesten!

    SvarSlet
  2. Jeg vil sige at jeg synes sådan nogle steder bestemt har sin charme. På den der Godt-det-kun-er-en-gang-om-året-fest.
    Det minder mig om mosefest i Tilst hvor jeg boede i mine teenage år, og det var spejderne der stod for det, og der var også alt muligt. Og jeg mener alt muligt! Vi snakker udviklingshæmmede der sang sange, og folkeskolens bands der sang sange. Det eksisterer ikke mere, (tror jeg)desværre, for jeg ville gerne opleve det igen.

    SvarSlet
  3. Sådan har jeg det også, Kristine. Den her pinsefest er faktisk meget idyllisk, det er midt inde i en skov og meget fint. Til gengæld synes jeg ikke, der er meget charme ved Ringridning i Sønderborg. Og heller ikke så meget ved de der syngepiger.

    SvarSlet
  4. oh my. Altså. Hvad gjorde du med rosen? Gav du ham den forskrækket tilbage? Tog du den og maste den ned i tasken, inden nogen så den? Hvad gør man?

    Ehm, tillykke med den, tror jeg nok. Ikke.

    SvarSlet
  5. Jeg skyndte mig at sætte den ned til nogle andre blomster i en vase hos min svigermor. Så kan det være de opsøger hende i stedet. Ha. Hun ville se totalt nuttet ud i sådan en kjole.

    SvarSlet