13. jun. 2011

Børn er så latterlige

J brækkede sig 11 gange natten mellem lørdag og søndag. Det var et rent festfyrværkeri, og jeg er vild med at kravle rundt i mørket og gætte, hvor der er en brækklat. Splat. Nå, dér var der en. Også fedt at tørre bræk af vægge, døre og egne kropsdele. Men det var naturligvis mest synd for ham. Det var hæsligt.

Lille M kunne ikke forstå, hvorfor J ikke gad have, at hun sad oven på ham. 'Jeg kan ikke lide når folk lugter. Jeg får kvalme. Hun lugter af jern', sagde han.
'Lille M, han har ondt i maven', sagde jeg og gned mig pædagogisk på maven. 'Av', sagde hun og rakte sit lille blanke ben frem. Der skulle plaster på. Nu. For det var også synd for hende. Og så skulle J også have plaster på albuen, det eneste sted på hans sommerkrop, der ikke er oversået med mærker, ridser og sår.
Jeg ville ud og leje en film til ham, og spurgte hvad han gerne ville se.
'Tom og Jerry. Og kan du ikke også købe en lille ting til mig i BR?', sagde han med lille spag sygestemme.
Shit, hvor er børn bare latterlige, tænkte jeg. De er så uciviliserede og al den ynkelige selvmedlidenhed. Det er svært at lade være med at fnise.
Hvor er det sjovt, at de endnu bare er så umiddelbare og ublu, filosoferede jeg.

Og så kom jeg til at tænke på, at når M kommer hjem og siger, at han har ondt i halsen, eller sådan noget, så opstår der tit akutte smerter et sted i min krop, og jeg hører mig selv sige med en stemme, der er helt TØMT for energi, 'ja, jeg er heller ikke helt i topform', mens jeg tager mig til et vilkårligt sted på kroppen.

2 kommentarer:

  1. Ej men de voksnes ondt tæller ikke rigtigt. Mænds ondt mener jeg..
    De er SÅ ynkelige.. Og sådan lidt hypokondere..
    Børn brækker sig altid når de er syge - det er sværere at ignorere..
    Jeg har altid glædet mig inderligt til at de blev så store at de selv kunne ramme kummen/baljen.. ;-)

    SvarSlet
  2. Ja, tak! Jeg er så træt af bræk. Og det er så pissesynd for dem. Men også imponerende, at en 6årig allerede ved, hvordan han skal vride sin sygdomssituation og få gaver ud af den. Eller forsøge på det!

    SvarSlet