9. jun. 2011

Hyænen

Der var en lang periode, inden børn og hormoner gjorde det for farligt, hvor M og hans venner kaldte deres kærester for hyæner. Jeg skal lige spørge hyænen. Jeg kunne vælge at blive sur, men de er så søde de drenge og sådan lidt nørdede. Og jeg følte mig faktisk også lidt truffet. Jeg kan godt opføre mig som en hyæne. Også lidt en høne. Sådan skingert hysterisk. Specielt hvis jeg har travlt. Jeg er utrolig dårlig til at have travlt. Jeg får hjertebanken og pletter for øjnene, hvis der er udsigt til, at jeg kommer halvandet minut for sent til en aftale.

Og hvis der sker noget med børnene. Så falder jeg sammen som en karklud af panik eller hænger oppe under loftet som et hysterisk dyr. Ikke til megen hjælp. Specielt ikke, hvis der er blod. Jeg har en stærk grundtro på, at jeg er en god mor, trods hysteri. Men jeg stolede i lang tid ikke på, at jeg ville kunne tackle situationen, hvis der for alvor skete noget med børnene. Indtil der faktisk gjorde.

Vi havde griseinfluenza alle fire. Så jeg sad sammenslasket og sang solen er så rød mor for J, der havde 40 i feber. Pludselig gjorde han noget underligt under dynen, og jeg blev lidt irriteret, for han gad aldrig at ligge stille, når jeg sang. Han skulle altid have gang i alt muligt mærkeligt. Så jeg hev surt dynen væk, og så fik jeg det mest skræmmende syn, jeg endnu har fået. Han havde det hvide vendt ud af øjnene og fråde om munden og lå og bevægede arme og ben sådan lidt robotagtigt. Feberkramper. Jeg kaldte på M, løb ned og hentede vores underbo, der er sygeplejerske samtidig med, at jeg ringede 112.
På et tidspunkt så det ud som om alt liv sev ud af ham. Han blev helt voksagtig og grå-blålig i ansigtet og lå helt stille.
Men det var først, da ambulancemændene stod inde på værelset, at hyænen tittede lidt frem i form af en stille hiksten.
Han blev kørt afsted i ambulancen. Men han var okay.
Og jeg var simpelthen så stolt af, at jeg ikke gik i panik, når det virkelig galdt.
Jeg kan stadig få hjertebanken, når der er underlige bevægelser under hans dyne, og sommetider river jeg dynen væk i et hyænisk anfald. Det må jeg nok hellere stoppe med, hvis ikke han skal få diller-traumer.
Argh.
Al dillersnak må faren tage sig af.
Det er ikke et job for hyæner.

2 kommentarer:

  1. Jeg er også den, der går rundt med tårer i øjnene mens faren ringer til vagtlægen. Men åh, hvor jeg håber, jeg vil være lige så sej, når det virkelig gælder. Og så håber jeg jo allermest, at der aldrig kommer til at ske noget, der gør det nødvendigt.

    SvarSlet
  2. pyh... Men godt at nogle instinkter tager over, når der er alvor på menuen.

    SvarSlet