20. jun. 2011

Maskinmesteren vil så gerne lære at elske

...maskiner. Jeg har det godt med mit blog-navn, maskinmesteren. Det emmer af magt. Over maskinerne, og det er i sandhed noget, jeg ikke har i den virkelige verden. Jeg vil så gerne være teknisk. Men der er bare noget ved maskinerne, der får mig til at hade dem en lille smule. Måske fordi, de når som helst kan få krammet på mig, så jeg igen føler mig lille og doof.

Min telefon er ikke fancy, den er tung og robust. Den er et år gammel. M har en Iphone, og jeg kan sagtens se det lækre i den, men hvis jeg fik en, ville det aldrig udvikle sig til det kærlighedsforhold, jeg går og drømmer om. Min telefon er ridset, jeg kan ikke se mine billeder ordentligt mere. Den havner altid i samme lomme som mine nøgler. Er det derfor, den ikke giver sig hen til mig og hele tiden er lidt på vagt? Fordi jeg ikke viser den respekt nok? Jeg synes også den er grim. Sort, flad og emsig at se til. Som en sur revisor med lidt for kort pandehår.

Min cykel er vel også en slags maskine, den opfører sig i hvert fald sådan. Hjulet er ekset, håndbremsen hænger i en tynd tråd, og jeg kan kun køre i første og andet gear. Jamen er der noget at sige til, at jeg hader den lidt, når den får mig til at ligne en jubelnar, der hjuler af sted uden at komme nogen vegne. På et slattent og sært spastisk apparat?

Computere. Nej, føj.
Jeg havde travlt på arbejde i dag, og skulle lige nå at skrive en lillebitte artikel på en time, inden lille M skulle hentes. Så skal jeg ellers love for, at det helt store skaberi gik i gang. Virus mig her og virus mig der. Og så skulle jeg ringe til supporten og indrømme, at jeg går på nogle fyfy-sider i arbejdstiden. ( Alt muligt ligegyldigt shit. Hvad? Det inspirerer mig, så jeg skriver pissegode artikler bagefter.)  Hold nu kæft. Tror hr. supporter selv, at jeg arbejder koncentreret hvert minut? Sig mig tror han, jeg er en MASKINE?
- Husk nu, at vi kan se det i firewallen, HVOR og HVOR lang tid du har været på nettet.Haha
Gulp.
Alt sammen på grund af den sladrehank til en pikcomputer.
- Og så mange vira har jeg aldrig set før, jeg tror du har været en slem pige, sagde Hr. Supporter.
- Jeg har (altså ikke) set porno, skumlede jeg, mens han grinede gnattet.
Og mens jeg overvejede, hvad jeg skal bruge al min fritid til, når jeg bliver fyret.

Men det værste er dog det store lækre og smukke kamera, jeg tager portrætfotos med til mine artikler. Se hende ville jeg faktisk gerne indgå i et venskabeligt forhold med, men det lader ikke til, at hun er åben for det. Måske skal jeg prøve at være lidt mere hårdhændet, lidt mindre usikker på hendes følelser og lidt mere chef-agtig.
Al magt til maskinmesteren.



5 kommentarer:

  1. har du seriøst set porno på dit arbejde??
    (eller var det det der ironi jeg ikke fangede?)

    SvarSlet
  2. Nu har jeg rettet lidt i teksten, hrmhrm. Jeg kom nemlig også selv til at tænke på, at jeg var lige lovlig indforstået med mig selv der. Jeg har ikke set porno. Men det var som om, det var det, ham supporteren gerne ville høre. Så jeg sagde til ham, at jeg ser porno på nettet hver dag.

    SvarSlet
  3. Ihihi! Dét er da maskinmester-humor - hver dag ;-)Det havde jeg aldrig turdet sige til en supporter på job.

    SvarSlet
  4. @ Signe - han sagde, jeg havde været en slem pige (!!!). Tror det var det, der trickede det. På flere planer.

    SvarSlet
  5. Jamen Maria du er en slem pige, du har skrevet pik!
    Men nu til det med kameraet. Jeg tror du gør dig selv en bjørnetjeneste at kalde den for en hende. Kald det en ham, og forfør ham. Learning by doing. Intet kan gå galt, og selv hvis det gør, jamen så sker der intet katastrofalt.

    SvarSlet