14. jun. 2011

Nosserne, der voksede baglæns

I min blå bog fra folkeskolen stod der om mig, at jeg ville blive journalist på Ekstra Bladet. Tør, hvor andre tier.
Det var nok, fordi jeg svarede utroligt meget igen. Og kæmpede for vores ret. Til f.eks. rundbold. Jeg havde ingen hæmninger. Jeg var så modig, at det gjorde de andre bange.
Jeg satte de store på plads, når de gik over stregen og var i det hele taget noget af en rejekælling. Jeg husker det som om, min hals altid var lidt øm af at råbe og skrige.
Da jeg var 17 sprang jeg i faldskærm. Det var da ikke noget, det spring. Eller det var det så. Jeg var ved at bakke ud, da jeg lå på flyets kant parat til at rulle ud, mens min veninde forsvandt ned gennem skyerne med blafrende kinder. Men jeg gjorde det, og det var fantastisk at hænge deroppe i skyerne og nyde livet.
’Maria, du har fanme nosser’, fik jeg tit at vide. Fordi jeg hele tiden sagde ’det tør jeg’, når de andre fornuftigt var bakket ud af et eller andet plat og halsbrækkende/grænseoverskridende projekt.

Jeg troede stadig, jeg var modig.

Det var på et redaktionsmøde, at jeg for alvor fandt ud af, at mine nosser er vokset baglæns.
Jeg var kæk og sagde med klar stemme, at jeg mente, det kunne være en god idé med en reportage om faldskærmsudspring. Min bagtanke var, at jeg så kunne få et spring. De andre var bemærkelsesværdigt hurtigt med på idéen og begyndte at sidde og sige, at ja, så skal du da springe selv, så du kan lave en ordentlig reportage. Min mund sagde, at jada, selvfølgelig skulle jeg det, men resten af min krop begyndte at slå bremserne i. Jeg svedte i håndfladerne og store neonskilte blinkede hidsigt i min hjerne med ord som Hvis jeg dør, har mine børn ingen mor!
Jeg var chokeret over de vattede udmeldinger, der larmede i mit hoved , så jeg var ret stille resten af mødet. Senere fik jeg argumenteret mig frem til, at det slet ikke er nødvendigt, at jeg selv tager et spring.

Det er i aften, jeg skal lave reportagen.
Om ANDRE, der springer i faldskærm.
Det fortalte jeg J, da vi børstede tænder i morges.
’Jeg vil også springe i faldskærm’, sagde han.
’Det skal du også engang, det er skide skægt’, sagde jeg som den seje mor, jeg jo er.
Inde i mit hoved blinkede skiltene igen: Det får du aldrig aldrig lov til !
Mine nosser er på størrelse med rosiner.
Snart er de helt væk, og så sidder jeg der og ryster som et espeløv med en peberspray i hånden og venter på, at indbrudstyvene når frem til mit hus.
Gad vide, om man kan gro nye nosser?



7 kommentarer:

  1. Nogle gange tror jeg, det er mig, der skriver dine blog-indlæg-helt uden at jeg selv har opdaget det! I hver fald er det gået på samme måde for mig! Jeg var ALDRIG bange, da jeg var barn, som teenager satte små-fobierne ind, men jeg sagde stadig kæmpe store fiskermænd imod i byen i Esbjerg, hvis jeg synes de var for upassende og jeg kørte også gerne tre på en knallert og tog den i paraglide bag total uautoriseret speedbåd. Som voksen - og især efter jeg er blevet mor- er jeg bange for ALT! Og da mit polterabend startede med en helikoptertur for både min mand og mig, sad jeg bare og tænkte: f*** Alberte bliver forældreløs lige om lidt! Total nosseløs,ja! (modsat dit billede!!!!!! - hvor findes der SÅ store nossere?)

    SvarSlet
  2. Hej Albertes mor. Godt at vide, at jeg har en sjælefrænde derude! De der nosser, jeg fandt dem bare tilfældigt. Men jeg håber ikke NOGEN opfatter det som et ønske, for så store nosser er der ikke plads til i mine underhylere! Prøv at se, hvor lille damens hånd er. Kan det være en tyr? En dinosaurus?

    SvarSlet
  3. Det tror jeg nu godt du kan, håber bare ikke de bliver på størrelse med de der cojones på billedet ;D

    SvarSlet
  4. Er det ikke meget normalt at når man er mor så bliver man bange for at alle skal dø?
    Men ja jeg vil mene man altid kan gro nye nosser, lær at give slip på bekymringerne.
    Og har du fået min klamme email?

    SvarSlet
  5. Jo, det er normalt. Jeg er generelt helt og aldeles normal :-) Det kan bare være svært at følge med sig selv somme tider.
    Jeg har ikke fået nogen klam mail, ikke her på det sidste i hvert fald. Gad vide, hvem du så har sendt den til, var det noget pinligt?

    SvarSlet
  6. Jo, jeg havde fået den. Den var røget i spam. Det er vist også der den hører til, ikke? Sammen med de andre klamme mails. Ved ikke, om jeg tør se på det. Jeg brækker mig utrolig let. Men tak for din kinky mail, du gjorde jo bare, som jeg bad om. Yirk. Jeg får kvalme bare ved tanken om, at det er noget ulækkert.

    SvarSlet
  7. haha, ja lad du den bare blive der, den er så klam som noget overhovedet kan være. Får det næsten selv helt dårligt nu. Men altså, jeg er altså ikke spam. Klam måske men ikke spam ;-)
    Jeg må finde noget andet. ps: jeg troede faktisk måske at du havde set det, og havde slettet mig fra dit liv.(Fordi jeg er jo en ret væsentlig del af dit liv) Jamen så klam er den faktisk.

    SvarSlet