26. jun. 2011

Oh Sundhedsvæsen og Sukker, I har mig i jeres hule hånd

Lille M og jeg har været til to-års fødselsdag i dag. Hos min fabelagtige venindes datter. Der var et eventyrligt og farvestrålende kagebord. De andre børn legede. Lille M spiste kager. Mange kager.
Og fik en lille gyngetur, mens jeg snakkede med en af de dejlige damer, der var der.
Hun fortalte mig om, da hun fødte sin førstefødte.
Hendes datter blev taget væk fra hende med det samme, og faren løb med. Så blev hun syet i halvanden time, og derefter glemte de hende. I to timer, hvor hun lå og rev i kaldesnoren og ikke vidste om hendes nyfødte barn var dødt eller levende.
Samme dag var der en, der havde født ude på gangen, fordi der ikke var plads, fortalte hun.
Og hendes eget mareridt stoppede ikke på hospitalet.
Hun fik ingen ammevejledning. Kun skæld ud og brystbetændelse. Hendes lille datter havde også skadet nakken under fødslen.
En af lægerne hæftede sig ved barnets hovedform undervejs i den meget lange føljeton af groteske og meget lidt servicemindede oplevelser. "Det kan være cancer, men det skal du på børneafdelingen med, og der er to måneders ventetid," sagde han og puffede hende ud af døren.
Jeg bliver simpelthen så ked af det, når jeg hører den slags (desværre ikke sjældne) historier. Er det et uland, vi lever i på den front?
Og stakkels personale, der skal arbejde under de vilkår.
Det er utrygt.
Jeg er bange for den dag, jeg får brug for sundhedsvæsenet for alvor.

Jeg bliver også ked af det, når jeg spiser kager. Sådan har det altid været. Jeg bliver blue og grådlabil. Og jeg kan ikke lade være, når kagebordet er eventyrligt.
Lille M blev ikke bare trist, hun blev en anden person.
Så ville hun ikke med hjem. Hun lagde sig ned på fortovet og råbte NEJ BIL.
Da vi kom hjem, ville hun ikke ud af bilen. Da jeg endelig fik hende med op, skreg hun, til hun var ved at kaste op, mens hun hamrede på døren og råbte MIG BIL BIL BIL.
Til sidst kastede hun sig ned på gulvet.Jeg lagde mig ned ved siden af hende for at vise hende, at hun bare kunne få et kram. Så råbte hun NEJ MOR og var helt forvredet i ansigtet, mens hun rev mig op at stå ved håret.
Og jeg skal ikke snakke. Jeg blev også en anden. En som jeg ikke har mødt så mange gange før, og som jeg ikke har specielt meget respekt for.
Jeg blev rasende over et eller andet, M sagde, og knaldede min hånd ind i væggen som en sur og dramatisk hilsen, inden jeg startede min strækmarch ned af gangen. Jeg havde håbet, det var sådan en hul væg, der ville give et ordentligt dunk. Den var massiv. Det er smerten i min hånd også stadig.
Først lagde jeg mig ind under dynen og surmulede.
Så kom jeg slukøret ud. Men jeg blev sur igen og satte mig ud i badekarret og ulmede.
Indtil jeg ligesom kom til mig selv.
Lille M har grinet på sådan en lidt skræmmende måde hele aftenen.
Nu er hun gået ud som et lys.
J har også været til fødselsdag.
Han går lige nu rundt med boksershortsene trukket helt op i røven som en g-streng, mens han synger "gør, som I vil, lalalala, gør som I vil lalala" og laver disko v-tegnet henover øjnene.

Jeeesmus chrismus og sikke en søndag.
Jeg bøjer mig for jer oh ærede Sundhedsvæsen og Sukker.
Jeg vil gøre alt, hvad der står i min magt for at undgå store doser af jer fremover.

PS: Til dig, der har skrevet 'hvor lang er en ornepenis' i søgefeltet og er havnet hos mig: Jeg beklager, men jeg ved det ikke. Jeg vil gætte på 3-4 cm, men det dømmer jeg kun ud fra, at det ser ud som om ornen går på højhælede sko og er sådan lidt skrøbelig trods lugten. Er det mon helt forkert?

4 kommentarer:

  1. Katrine Steinicke6/26/2011

    lortedag!!!!


    En ornepik er 30-40 cm lang og proptrækkerformet i spidsen...


    spørg mig ikke hvordan jeg ved sådan noget!

    SvarSlet
  2. Er helt enig med dig i, at sukkerchok (både pigegruppen og det reelle) er forfærdelig! Men jeg har heldigvis oplevet en helt anden side af sundhedsvæsenet. Forklaringen er lang og ikke særlig sjov, men du får den i korte træk alligevel. I januar 2010 fødte jeg en datter i uge 29 ved akut kejsersnit. 10 dage gammel fik hun en alvorlig og livstruende hjerneblødning og vi besked om, at såfremt hun overlevede ville det blive med svære mén. Vi stod i vores livs krise: var blevet forældre meget før forventet, jeg var syg, vores datter var ved at dø og hendes hjerne var svært skadet! Og vi oplevede søde, dygtige, omsorgsfulde, kompetente, faglige, kærlige og helt uvurderlige læger og sygeplejersker! Vi boede på Skejby sygehus i 4 mdr inden vi fik vores datter med hjem (:-)) og på trods af omstændighederne og et så vanvittig langt hospitalsophold, at det kan give enhver "kuller", så tænker jeg tilbage på det med en vis glæde over at sundhedsvæsenet og dets personale på alle måder var godt, da vi mødte det!

    SvarSlet
  3. Kage er en uimodståelig møgkælling og hun kan ikke skylles ren i kaffe.

    Håber, hun er skredet fra matriklen idag og har taget efterveerne med sig.

    (Kommenterer slet ikke på sygehusvæsenet-delen. Det tør jeg ikke lige nu. Skal ikke jinxe noget i 8. måned)

    SvarSlet
  4. Alberte og skyggesiden om sygehusvæsenet: Ja, man skal også huske alle de gode historier, men somme tider kan man falde ned i de dårlige. Jeg har kun gode ting at sige om begge mine fødsler - jeg følte mig meget tryg, der hvor jeg fødte. Og heldigvis er det jo reglen. Det er også en led historie at læse i 8. måned, Skygge. Sorry. Men den er heldigivis speciel på mange måder.

    SvarSlet