1. aug. 2011

Blød

Gror man på et tidspunkt hård mor-hud? Eller bliver man ved med at have det der store bløde område inden i sig, der kun kræver et lille forkert tryk, før tårerne vælter ud?
Det startede, da jeg sad i hospitalssengen og kiggede ned på den lillebitte hovedbund.
Tanken om, at de der fontaneller ikke er vokset sammen endnu og, at det efterlader det sagesløse kranium med et blødt punkt, man for alt i verden ikke må trykke på, fødte en enorm beskyttertrang i mig blandet med grådkvalt lykke og ubehagelige fornemmelser i knæhaserne.
Og det er som om, at en forstørret udgave af den lille hovedbund er flyttet ind i mig begge gange, jeg har født.
Den placerer sig hen over mit bryst og fortrænger al lærdom, hårdhed og kontrol.
Det er især mine børns institutionsliv, der trykker på det sårbare punkt.
De første tårer faldt, da J begyndte i vuggestue og jeg sad og hikstede i personalerummet, mens han hyggede sig med Britta, Annie og de andre.
Men det der overraskede mig mest var, at jeg slet ikke kunne bære, når pædagogerne sagde noget mindre godt om ham eller fortalte om noget, der ikke fungerede så godt.
Så stod jeg der med bøjet hoved over min cykel bagefter og græd lidt stille salte tårer.
Og jeg har endda brugt 30 år på at hærde mig selv til verden, ikke bryde sammen offentligt, ikke vælte på grund af et par ord fra andre, rejs dig dog op i stedet for at klynke.
Men intet af det har åbenbart adgang til den kæmpe babyhovedbund, der er spændt ud over mine vitale organer.
Der var nogen, der trykkede på det bløde punkt igen her til morgen. I lille Ms vuggestue.
Hun borede sit hoved ind i mit bryst og holdt fast med armene om min hals.
Hun krammede og krammede og til sidst måtte jeg hægte hende af mig og placere hende på en yndlingsvoksen i stedet.
Hun græd på den der måde, hvor man ved, at hun er ægte ulykkelig, og jeg kunne høre det hele vejen ned af trappen.
Jeg flygtede, mens jeg på dramatisk vis havde det som om, der var nogen, der var ved at hive mine tarme ud.
Det bløde punkt er ikke helt kommet sig over dagens slag endnu.
Jeg har på fornemmelsen, at en mors fontaneller aldrig rigtig vokser sammen.

12 kommentarer:

  1. Katrine Steinicke8/02/2011

    AV hjerte!

    SvarSlet
  2. Da jeg havde vikarjobs i en vuggestue, så skete det der jo af og til. Men måske kan det trøste dig at vide, at i 99% af tilfældende, så stoppede gråden i samme sekund moren eller faren var væk. Dyb gråd og alverdens ulykke blev på mindre end 2 minutter forvandlet til "Nå okay... Så stik mig en skive rugbrød".

    De værste gange var når forældrene ikke kunne tage beslutningen og gå, og blev ved med at vinke ude foran vinduet. Så kunne det godt blive hårdt for barnet.

    SvarSlet
  3. UH, fantastisk godt indlæg! Jeg ved LIGE, hvad du mener. Eller, det gør jeg måske ikke, men jeg genkender mig selv 100% i det.

    Og nej, jeg tror ikke, at en mors fontaneller nogensinde gror rigtigt sammen. Man er bare BLØD dér. Blød, blød, blød. Så blød, at man (som jeg) hyler, når ens 5 årige slår en krøllet kolbøtte til sin første gymnastikopvisning, selv om der er 26 andre unger, der gør det samme.
    Så blød, at man bliver ked af det ind til benet over, at man nu næsten ikke kan beskytte og være der 24/7 for sin 12 årige, der jo på en eller anden måde skal begynde at stå lidt på egne ben.
    Så blød, at man mister en lille smule af sig selv, når man ikke magter at være en perfekt mor. Hvilket man jo ikke gør hele tiden.
    Ja, blød, er det rigtige ord!

    SvarSlet
  4. Mine fontaneller vokser aldrig sammen! Jeg græder lidt hver dag, nogle gange af glæde andre gange fordi jeg er ked af det og af og til er det bare fordi Oscar er sød og gir en krammer på den der varme "jeg elsker dig mor" måde....der skal ik så meget til...jeg har accepteret det...må lære at leve med det...Min mand siger at man bare skal sige kuk eller bøh til mig, så tuder jeg...forleden ville han teste om det nu også var sandt - det var det! :-)
    Kh. Malene

    SvarSlet
  5. Præcis. Det er sådan, det er. Blødblød med blød. Av.

    SvarSlet
  6. Læste engang et sted, at når man får barn, føles det som om, ens hjerte bliver revet ud og får arme og ben. Det tror jeg på! Og forresten, har været pædagog i en vuggestue i mange år, så kender alt til det med afleveringer, men kan alligevel ikke lade være med at hyle, når jeg skal aflevere en til tider ulykkelig pode. Forsøger dog at vente med at bryde sammen, til jeg står på gaden.

    SvarSlet
  7. Ai, det må du da ikke skrive! Skal indkøre min lille baby på mandag, og har slet ikke lyst...

    SvarSlet
  8. SigneRGud8/02/2011

    Smuk tekst!

    SvarSlet
  9. Den sødeste omgang mor-tekst jeg længe har læst. Jeg elsker ikke at føle mig ensom med min bløde fontanelfølelser. TAK.
    Estrid

    SvarSlet
  10. Lige nu sidder jeg ihvertfald med tårer i øjnene over din smukke beskrivelse - det der soft spot, der blev åbenbaret ved fødslen, forsvinder aldrig, tror jeg.

    Jeg har i hvertfald aldrig følt mig så sårbar, som efter jeg fik børn.

    Vi vil jo altid være vores børns mødre, selv når de er voksne. Og vi elsker hver en kvadratmilimeter af dem, selv når de er irriterende, hysteriske, urimelige og selv når vi er lammet af virkeligheden, har PMS og dårligt hår.

    Det er så skidesvært - især når man ind i mellem også fejler som mor.
    Mødre er også bare mennesker :)

    Knus Pialouise

    SvarSlet
  11. Nadia: ja, det er noget med hurtigt ind og hurtigt ud. Jeg har faktisk fundet ud af, at hvis jeg afviger fra rutinen og sludrer lidt for længe med pædagogerne, så er det helt sikkert, at det går galt.

    Line, By Myr, Om Mig og Mette: Dejligt med kommentarer fra medmødre! Det varmer mig faktisk rigtig meget at vide, at andre har det lige sådan. Så føler jeg mig ikke så svag!


    Superheltemor: Nej, okay, rundstyk. Men dit barn er jo en superbaby og du er en supermor! Så I spænder bare hjelmen og kappen, og så går det hele!

    SigneRGud: Tak, søde Signe/Gud

    Essie: Tak for din søde kommentar - jeg elsker også at føle mig ikke-ensom.

    PiaLouise: Tak for sød kommentar. Ja, gu er vi mennesker, der råber og sikkert placerer en masse traumer i vores unger. Til gengæld er det der bløde punkt nok meget trygt og rart at have i sin mor!

    Tak for alle jeres kommentarer - det fik mit forslåede bløde punkt til at gøre mindre ondt i går. I dag er det heldigvis faren, der afleverer!

    SvarSlet
  12. Anonym8/09/2011

    Anton-E's første børnehavedag. Han sad ret så cool i bussen og legede med en anden lille bitte fyr, mens jeg kæmpede og kæmpede en brav kamp for ikke at give tårerne frit løb. Det har nok set lidt skræmmende ud inde fra bussen, at jeg stod der med et krampagtigt stift smil og hektisk vinkende, mens jeg tørrede øjne, mest af alt lyst til at løbe op i bussen og flå ham op af sædet og tage ham med hjem igen. Jeg græd hele vejen hjem...og igen her til aften. Det gør ondt i brystet og jeg kan næsten ikke få vejret når jeg tænker på at han skal afsted igen i morgen.

    Jeg blev rigtig rigtig glad for at læse BLØD lige præcis idag...

    SvarSlet