11. aug. 2011

Jeg havde

en grim læderrygsæk med stativ á la jeva. Det var omkring 1997. En morgen klapsede jeg den på bagagebæreren og cyklede mod KUA som så mange morgener før det.
Men denne morgen skulle blive anderledes.
Jeg havde sovet hos min kæreste, og i rygsækken var der bl.a. snavsede underhylere, make up og toiletting, biblioteksbøger og sidst men ikke mindst - udfyldte ansøgninger til kvote to og læssevis af bilag til samme.
Fløjte, fløjte, fløjt afsted. Sikke en dejlig morgen lalala.
Bonk.
Min taske faldt af midt i et kryds.
Jeg selv blev nødt til at fortsætte over på den anden side, hvis jeg ikke ville dø i trafikken.
Så jeg parkerede cyklen og løb hurtigt ud mellem bilerne for at hente tasken.
Den var væk.
Jeg ledte længe.
Også nede på skinnerne, der løb parallelt med vejen, for tænk, hvis den var fløjet derned?
Man kan da heller ikke vende ryggen til.
Senere tog jeg på hittegodskontoret.
Intet.
Konklusionen blev, at den nok havde sat sig fast under en bil, der uvidende var kørt videre. Måske fandt chaufføren senere en lille frynset og forkullet klump, der hang livløs under bilen.
Hvad er oddsene for, at det sker? Har du nogensinde prøvet det?
Det er oplevelser som denne, der godt kan gøre mig lidt nervøs og utryg ved verden.
For så kan man jo virkelig aldrig vide, hvad der sker lige om lidt.
Var det dig, der pillede liget af min taske af under din bil? Eller fandt du den på vejen? Jeg vil bare gerne vide, hvad der skete med den. Jeg bliver ikke sur eller noget.
Underhylerne kan du bare smide ud, dem er jeg da heldigvis vokset ud af for længst.

6 kommentarer:

  1. Men hvad ansøgningerne? Hvad gjorde du så? Kom du ind? Mit neurotiske jeg er helt på overarbejde nu!

    SvarSlet
  2. :-) Ja, jeg måtte rekvirere nye og starte forfra. Men jeg kom ind. Har du set min taske?

    SvarSlet
  3. Nej, desværre ikke! I 1997 cyklede jeg rundt og røg gule Kings på en efterskole et sted i Vestjylland... Langt fra kørekort og København!

    SvarSlet
  4. Hvis du får en masse trafik i dag, er det bare lige mig der har peget herind. Det er jo et mysterie der skal opklares. Det er så træls når sådan noget sker. Jeg har ikke set din taske, men jeg håber nogen har.

    SvarSlet
  5. Argh en cliffhanger! Og forklaringen får vi aldrig.
    Kan slet ikke have det.

    SvarSlet
  6. Superheltemor: Nej,vel? Hvorfor tror du stadig det rider mig som en mare, så mange år efter? Hvem tog min taske? Hvem? Ligger den et sted ved Tietgens bro, muggen og forkommen? Jeg holder det simpelthen ikke ud!

    SvarSlet