7. aug. 2011

Kønsforvirring

Da jeg var barn, ville jeg gerne hedde Jonas. Jeg ønskede mig en fjernstyret bil fire jule i træk, men jeg fik den aldrig. Da jeg var tolv, blev jeg engang tituleret 'den unge herre'. Men da blev jeg ikke stolt, nu ville jeg gerne være en pige. Så jeg fik huller i ørerne og ønskenavnet Maja Hansen.

Jeg er stadig lidt kønsforvirret.
Nu er det bare mere i forhold til mine børn.
Jeg er af den fulde overbevisning, at vores køn er med til at skabe vores identitet allerede før, vi bliver født. Men jeg kan også godt se, at vi kulturelt bliver stoppet ind i nogle meget præfabrikerede bokse, der ikke levner meget plads til udskejelser på tværs af kønsgrænserne. Det har Jonas/ Maja jo mærket på  egen krop.
Jeg er forvirret i forhold til min rolle og pligt i det spil.

Jeg læste for nylig, at et par i Australien nægtede at fortælle deres børn noget om køn - heller ikke deres eget. De blev undervist hjemme, så de ikke kom i nærheden af andre børn (og et normalt liv.)
Der er vist også noget med en børnehave i Sverige, der arbejder ud fra en fuldstændig kønsneutral pædagogik.
Og det lyder så ekstremt i mine ører.

Samtidig er det også fuldstændigt hjernedødt, når BR f.eks deler deres katalog op i lyseblå og lyserøde sider, så det i udgangspunktet bliver direkte tabubelagt, hvis en dreng skulle ønske sig de der flotte glimmerperler på de lyserøde sider, eller pigen den smarte fjernstyrede bil på de blå.
Jeg er godt med så langt, at jeg selv vælger at skære igennem det, og J leger gladeligt med perler og laver fine halskæder i læssevis.
Men hvad er din første tanke så egentlig om det?
For jeg kan godt tage mig selv i at fnise lidt inden i mig selv og lave bøssejokes, samtidig med, at jeg er vildt glad for, at han bare gør det, han har lyst til og synes, det er hyggeligt at lave ting og sidde og sludre med mig.

I mine øjne er begge mine børn meget stereotype i forhold til deres køn, og det snakker vi tit om. J har krudt i røven og råb og skrig i kæften, og lille M er stille og genert og leger gerne med dukkehus i timevis.
Men når alt kommer til alt, har jeg simpelthen så svært ved at gennemskue, hvor meget af det, der er medfødt og, hvor meget af det, vi ubevidst pådutter dem!?
Vi pakker dem f.eks ind i meget kønsspecifikt tøj - men jeg kan heller ikke forestille mig at gøre andet.


Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal hjælpe dem med at overskride kønsgrænserne, hvis de får brug for det, for jeg er jo selv spærret inde i samme kulturelle opfattelse som dem.
Men hvis lille M nogensinde ønsker sig en fjernstyret bil, så får hun den med det vons!
J sover allerede med dukke - så det er vel et lille skridt på vejen.

4 kommentarer:

  1. Det lyder på mig (som er lige så bundet ind i kulturelt bestemte normer om køn) at du er godt på vej til at lade dem finde ud af hvem de selv er. Vi lærer nok os selv og hinanden en hel del om, hvad køn er for noget, og hvad vi så skal kunne. På den anden side virker det naivt helt at se bort fra det, synes jeg. Der er jo forskel - sådan helt fysisk, så det er der vel også inden i?
    Jeg er mor til en 2årig dreng, som levede de første halvandet år næsten indendøre (børnehjem) og første gang vi kom forbi en gravko, skulle vi stoppe og kigge i eeevigheder. Og hvem havde fortalt ham, at sådan én var spændende?!
    (PS: har fundet dig gennem HellePelle, og kommer igen!)

    SvarSlet
  2. Anonym8/08/2011

    Har lige siddet og fortalt Sigurd om dengang den fedeste leg jeg kendte var "De tre drenge", som jeg legede med min lillebror og vores fælles ven Christoffer. Vi var altid tre drenge der stak af fra et børnehjem og skulle overleve på de hårdeste vilkår. Megasej leg! Da jeg var 12 havde jeg strithår, seler og min fedeste bluse var én med en flyvemaskine. Nu kommer Sigurd hjem fra børnehave og vil ikke engang lege med det Babapapa hus han havde plaget om hele ferien og som tilsidst blev indkøbt i dyre domme. Nu var det ikke sejt nok og nu er der pludselig drengefarver og pigefarver og bla bla. Jeg tror sgu ikke du har så meget at skulle ha sagt når du er oppe imod de seje drenge i børnehaven/skolen. Man kan jo kun gøre sit til at de ikke blir kønsfascister... Kh Signe

    SvarSlet
  3. Anonym8/09/2011

    Jeg har med vilje forsøgt ikke at proppe dem i kønnede kasser. Min søn insisterede i at gå i vuggestue 2. måneder i træk iført Snehvidedragt og min datter havde slået begge fortænder ud inden hun fyldte tre. Når det er sagt gør jeg heller ikke noget for at forhindre det, så hun har da også været prinsesse og han leger en del med sværd. For mig er det vigtigste at opdrage dem til at deres køn ikke er en begrænsning - ikke at der ikke er to køn.

    SvarSlet
  4. Min mening er den, at børn leger. Og nogen gange leger de med perler, andre gange leger de klæd ud, og sådan er det. En dreng ved godt, han er en dreng, og derfor ser han ingen fare i at klæde sig ud i prinsessekjoler. Det gør kun de voksne, som læser alt for meget ind i den slags. Når min datters drengevenner klæder sig ud i hendes glitter, og deres fædre ser vilde ud i øjnene, når de henter deres drenge, så siger jeg, at det da er dejligt med sådan en knægt, der hviler så meget i sin egen maskulinitet, at han godt tør udfordre den.
    Og drenge der leger med dukker og barnevogne - helt ærligt, de ser jo deres fædre tage sig af dem og af mindre søskende, og det er så den mandlige rollemodel de leger/efterligner. Makes totally sense.

    SvarSlet