18. aug. 2011

Svedige løbebånds-betragtninger

Vel er jeg ikke Queen of Fitnessworld, men jeg har dog noteret mig et og andet gennem det dryppende forhæng af svedigt pandehår.
     
1)
Det kan være svært at styre ringmusklen, når man løber eller laver anden motion. Jeg har da ved gud selv afgivet brune gasser på mine udendørs løbeture. Og høretelefonerne er den farlige joker, for man ved ikke, hvor meget lyd, der fulgte med den lille vind. Jeg vender mig altid hurtigt om og tjekker, om der er nogen bag ved mig. Jeg glæder mig ikke til den dag, der rent faktisk er.
I et motionscenter synes jeg, man skal stramme ballerne lidt mere. Vi er inde i et meget dårligt udluftet lokale, og jeg har i forvejen mildest talt åndenød, når jeg spurter på det dertilindrettede løbebånd.
Så flittige dame foran på cross traineren – vil du være venlig ikke at hørme lige foran mig en anden gang? Jeg havde det som om, jeg trak din brune kloakdunst direkte ned i lungerne, og jeg blev faktisk et øjeblik bange for, om jeg overhovedet kunne trække vejret.
Du kunne i det mindste have sagt undskyld.


2)
Mobiltelefonreglerne bliver til gengæld fuldstændig opløst i Fitnessworld. Jeg er fuldstændig ligeglad med, at du snakker lige ved siden af mig. Jeg hører det ikke.
Men jeg gad fanme ikke være den, du snakker med, mens du løber i halvhøj fart og løbebåndet pumper derud af.

3) Jeg ved ikke, om reglerne om, at man ikke griner af specielt udseende mennesker også er opløst i Fitnessworld. Men jeg havde fanme svært ved at lade være med at grine engang, jeg løb ved siden af en dværg på løbebåndet. Hun var så pissetjekket i tøjet og hurtig, og jeg følte mig som en fed og dundrende jætte ved siden af hende.


4)
Lad venligst være med at kigge på mig, når jeg er inde i en spurt og sveden hagler. Jeg ved godt, at jeg er ekstremt rød i hovedet og, at mine læber sikkert flaprer derudaf, fordi jeg ikke lige orker at holde styr på dem. Men kig væk. Kig lige ud. Kig ned i gulvet. Du skal ikke kigge på mig. Jeg befinder mig på en måde i samme intime rum som på toilettet.
Du bryder dig jo heller ikke om, at jeg kigger på dig, når du skider, vel?

3 kommentarer:

  1. Tak for den. Håber, der kommer en opfølger med regler for placering af røve i udstrækningsområdet

    SvarSlet
  2. amarOrama: Ja, der må jeg så gå ind og sige, at udstrækning er overvurderet. Jeg kan bedre lide at have ondt i hele kroppen, så jeg rigtig kan mærke, at jeg har lavet noget. Men jeg holder skarpt øje med spændende zoner i Fitnessworld generelt.

    SvarSlet
  3. Oh - løbebånd er så kedeligt! Og man skal bruge en masse energi på ikke at fnise af ham den store, der i virkeligheden ikke laver noget ved vægtløftningsbænken og på ikke at blive irriteret på finkerne, der står helt trimmede og usvedige og sludrer i samfulde fyrre minutter man selv knokler afsted i hamsterhjulet.
    I mit fitnesscenter (som jeg kun frekventerer om vinteren når jeg ikke kan løbe udenfor på grund af istiden) ser man meget lidt på hinanden. Og kun i smug, fra bagved svedigt pandehår på løbebåndet f.eks.

    SvarSlet