22. aug. 2011

TYV

Jeg husker tydeligt en eftermiddag i 1981, hvor jeg tog en stille gyngetur i haven fuldstændig opfyldt af uro og angst. Den type uro, der får kinderne til at dunke og maven til at smerte.
Det var på grund af en TYV.
Min far havde lige fortalt, at der havde været en inde på gårdspladsen og stjæle hans cykel.
Den stod parkeret op af muren. Lige ved siden af døren ind til vores hus.
TYV fik min krop til at blive en stor, gloende rød alarmklokke.

Min folkeskoleveninde og hendes storebror havde en leg med at tage bussen ind til byen og så stjæle viskelædere i legetøjsforretningerne og boghandleren.
Jeg var kæk og helt med på den. Ja kom, lad os gøre det.
I virkeligheden stjal jeg aldrig så meget som et hjørne af et viskelæder.
Men jeg knækkede engang et og pralede stort og flot af det, da vi kom ud på gaden.
Mens den dårlige samvittighed åd mig op indefra.
Min veninde havde en helt spand fyldt med viskelædere hjemme på sit skrivebord.

Jeg havde glemt mit uharmoniske forhold til TYV, indtil sommerferien.
Vi havde været på besøg hos nogle venner. J var meget fascineret af penge i de dage. Da vi sad i bilen på vej videre i ferien, lagde jeg pludselig mærke til, at han havde hånden fuld af mønter. Da jeg spurgte, hvor han havde dem fra sagde han, at dem havde han da taget i en skål hjemme hos vores venner.
Jeg fik det fysisk dårligt.
Min søn er en TYV.
Selvom jeg godt vidste, at han ikke fattede en disse og lige så godt kunne have taget et par småsten i deres indkørsel.
Vi kørte tilbage og bad ham gå ind og aflevere dem. Det gjorde han slukøret.
Kan I tilgive mig, spurgte han. (Gad vide, hvem han har sin dramatiske sans fra?)
Og selvfølgelig kunne vi det.
Så sad jeg der og svingede i pendulfart mellem, det er jo ingenting, han er bare et barn og fuckfuck åhnej, han er en TYV. De vil aldrig mere have besøg af os. Min søn er sådan en, der STJÆLER.

Det er vist på tide, jeg tager en slapper på det område. Måske skulle jeg udfordre mig selv med et frisk lille tyveri af en kjole. Måske på fisketorvet. Bare for at få lidt hård TYV-hud.

6 kommentarer:

  1. Engang i Bilka tog jeg sådan en lille brochure, der var faldet ud af en Mowgli-figurpakke, og puttede i lommen. Altså det lille latterlige hæfte, der viste, hvilke andre figurer, der fandtes på markedet.

    Men det var tydeligvis mere, end min samvittighed kunne bære. For hjemme i sikkerhed brød jeg grædende sammen og fortalte min mor om ugerningen.

    Har åbenbart ikke nerver til at begå hård kriminalitet.

    SvarSlet
  2. Amar: Haha! Jeg ville være kommet til at grine, hvis jeg havde været din mor! Måske har jeg det ikke fra fremmede, for med din historie kommer jeg til at tænke på, at min far, da han var fattig studerende, engang stjal en meget dyr bog i en boghandel. Det var let. Men det var svært at liste ind og sætte den tilbage, da han fortrød!

    SvarSlet
  3. Åhr, jeg har også bare været storkriminel mht. viskelæder! Og så opdagede min mor det, og jeg fik simpelthen SÅDAN en skideballe uden lige og stuearrest og jeg ved fandeme ikke hvad - så jeg stjal aldrig mere..!!

    SvarSlet
  4. Lene - jeg kan alligevel ikke lade være med at synes det er sejt, du turde. Gid det var mig!

    SvarSlet
  5. Jeg stjal engang (da jeg var meget lille) en hel masse små, hjerte- og blomsterfarvede sæber i Magasin. Det var mest i protest fordi min mor ikke ville købe nogen til mig. Da jeg kom hjem vidste jeg ikke rigtig, hvad jeg skulle gøre med dem, så størstedelen blev gravet ned ude i haven (ikke så smart viste det sig).

    De andre opdagede min mor i min undertøjsskuffe og så havde vi en lang snak om at jeg skulle aflevere dem tilbage og sige undskyld i Magasin. Men jeg blev skånet for det.

    Kunne nærmest ikke gå i den afdeling af Magasin hele resten af min barndom af flovhed.

    SvarSlet