13. sep. 2011

Føj med mad

Bevares, jeg ved da godt, at jeg er sart.
Før jeg fik mine vamle børn, kunne jeg kaste op, bare der var nogen, der snakkede om det der fedtede snulder, skæreosten efterlader på kniven. Eller hvis nogen spyttede lige foran mig, og det gjorde de tit. Bare for at pege fingre af mine brækspasmer.
Jeg er mere hærdet nu.  Men der er ting, mine børn ikke må få. Ostehaps. Og cheese dippers.
Nej gryrk, jeg får kvalme ved tanken om det der hvide sovs, der laver slimede tråde inde i deres små vamle munde.

For nylig var jeg sulten i Skive. Jeg ledte og ledte efter et sted, hvor jeg kunne købe noget, jeg ikke ville få kødchok eller selvmordstanker af. Jeg fandt det ikke, men endte i tidsnød og med rumlende mave hos noget , der hed Far og Laila. Jeg ved ikke om det var Far. Men klam var ham den lettere fedtede og overvægtige type, der kom ud for at betjene mig.
’En fransk hotdog, tak’ fik jeg hvislet, for jeg ved, jeg fortryder og bliver så utrolig trist af at spise sådan en fætter.
’Det kan jeg desværre ikke lave lige nu, vi har ingen pølser,’ sagde kokken.
’Men du kan få et stykke rugbrød’
Jeg var desperat nu, jeg var lige ved at se dobbelt af sult og skulle virkelig videre.
’Okay, hvad kan jeg få på det?’ hulkede jeg nærmest.
Han åbnede lystigt et køleskab, der var hvidt uden på og af ubestemmelig kulør indvendigt.
’Jeg har noget rullepølse,’ sagde han stolt.
Her var det, jeg blev nødt til at løbe ud af etablissementet og sultent forlade Skive.

Jeg bliver også stram i masken, når jeg læser bogstaverne over en skinkekutter, og der så f.eks. står LONES PØLSER. Jeg ser i slow motion, hvordan Lone presser en pølle ud af sit røvhul. Bagefter putter hun den ned i de der vamle pølsekar, hvor de slimet blander sig med de slatne røde.
Nej Lone. Jeg har ikke lyst til en af dine pølser.

Forleden var jeg til et møde, hvor der var smørrebrød til frokost. Ikke min favorit – for mange ubekendte faktorer, for meget slim i skjul. Men jeg spiste et stykke alligevel.
Jeg mistede dog hurtigt min minimale appetit.
For: min sidemand tog lige en kniv og skrabede peberod og remoulade af fiskefiletten og erstattede det med tre deciliter ketchup.

Ad 1: Man skal ikke røre ved remoulade. Det er vammelt og lidt død-og-ødelæggelses-agtigt på linje med Aldi og majonæse. Man kan spise det eller lade være, men man skal ikke begynde at snaske med det. Der er slimtråde i, for fanden.

Ad 2: Man kan ikke blande ketchup og fisk. Det er ulækkert og blasfemisk på samme måde som enhver form for frugt i mad.

Lad så være med den slags.
Jeg beder jer!

10 kommentarer:

  1. Næste gang skal du helt bestemt bede nogen om vej til 'En bid af himlen'. Skøn caféagtig ting hvor alt maden er hjemmelavet på den gode måde og interiøret er superhyggeligt retro/gennerstil (og det hele er til salg hvis man bliver vild med den stol man sidder i).

    SvarSlet
  2. Hahahaha - minder mig om dengang min mand og hans lillebror havde en idé med at lave en pølsevogn (for sjov ... håber jeg), så de kunne lave sloganet: "Vi laver vores pølser selv!" Ydrk!

    SvarSlet
  3. Uuuhmm ostehaps.. Mind mig om, at jeg skal købe sådan nogle i dag!

    Jeg bestilte engang en burger på en grillbar, hvor vi kom alt for ofte. Da den fedtede, tykke dame skulle tage bøffen ud af fryseren (kvalitet stod ikke højst på min liste den gang), fik hun hosteanfald. For ikke at hoste ud mod os, gemte hun hovedet bag fryserlågen (inde i fryseren-agtigt) og hostede videre. Jeg kunne se begge hendes hænder - de var ikke for hendes mund!
    Der var jeg simpelthen nødt til at gå, og har aldrig set mig tilbage siden!

    SvarSlet
  4. Haps haps haps, slå slimen ihjel med en snaps..
    Yak... siger jeg bare!!
    :O)

    SvarSlet
  5. Hahaha; er det dig der er inde i min mor? Hun er "allergisk" over for snask, og har fået mangen et hysterisk anfald på restauranter.
    Ej, fred være med det. Om ikke andet kan man i hvert fald forlange at folk ikke er klamme med deres mad.

    Jeg havde for et par år siden fornøjelsen af at rejse i Sydamerika og var havnet på et ret lokalt spisested, hvor man bare fik "dagens menu" når man kom derind. Fair nok, jeg var blevet lidt hardcore synes jeg selv. Vi fik serveret en lækkert duftende suppe, hvor der lissom stak et eller andet udefinerbart op. I med skeen, og op med det som jeg havde bildt mig selv ind, måske var en slags pasta (for kvik var jeg IKKE). Men næh...det var en dejjjlig hønsefod, med hud og negle og det hele. Omkring mig sad folk og suttede alt det lækre af hønsefusserne. Kæresten siger at jeg fik et helt fantastisk ansigtsudtryk, og jeg insisterede på at spise et andet sted (på trods af helt forsvundet appetit). Ad manner...jeg har nu besluttet at jeg ikke behøver at smage blæksprutter og dyrefødder. Det er blevet et princip!!

    SvarSlet
  6. Vamle munde... Det er sku sjovt.

    SvarSlet
  7. Margit9/14/2011

    åhhh gud det var en god griner. Brød sgu helt sammen da fortællingen gik fra sult til lones pølle pres. Har tørret øjnene og er klar til lidt mere.

    SvarSlet
  8. Kom med flere vamle madhistorier! Jeg får kvalme, men jeg elsker dem også. Kald mig masochist! Hønsefødder og hostebøf, nej føj!
    Tak for grin, søde beskeder og råd og vejledning om Skive. Det skal jeg helt sikkert huske til næste gang, Gry!

    SvarSlet
  9. Facebook forslå jævnligt mig at blive venner med Oste Haps. Jeg kan heller ikke komme i tanke om noget værre end ost der smager lidt af frisk modelervoks og har samme farve som gammel mayo.

    SvarSlet
  10. Anonym9/16/2011

    hold da k.... hvor er du kræsen!

    SvarSlet