6. sep. 2011

Marias Martyrium

M er i Spanien. Med arbejdet, bevares.
Det betyder, at jeg er alene med to børn i næsten en uge.

Nu er det så, jeg ville ønske, at den sætning kunne stå helt neutralt og nærmest overskudsagtigt frem. Men kan du lugte, at den stinker lidt af martyr?

Det er ikke bare lige nu, at jeg er vrissen. Jeg har skam varmet op i flere uger. Stikpiller, kan man vel kalde de små nuttetheder, der er kommet ud af min mund. Og ordrer. Næh du, den lorteble tager du – jeg skal være ALENE hele næste uge. Nææh du, du kan godt gå ind og løfte J ned fra den høje køjeseng og bære hans søvntunge krop ud på lokum. Vi er NOGEN, der skal være ALENE hele næste uge.
Jeg synes, jeg er lidt anspændt. Det er nok fordi, jeg skal løfte det tunge ansvar at være helt ALENE i næste  uge.

Jeg indførte milimeterdemokratiet, det øjeblik J blev født.
Jeg husker tydeligt, hvordan jeg hidsigt pløjede Søndermarken med barnevognen, mens jeg hvislede : det er kraffedme også mig, der skal gøre det hele, jeg ammer kraffedme, jeg står op hver nat, som om jeg kraffedme ikke også har brug for en pause, han er kraffedme et røvhul, jeg hader kraffedme den pikidiot.

Jeg er ikke specielt stolt af systemskiftet. Det er lidt en vammel, betændt sygdom på linje med jalousi.
Jeg lyver også.
Men kun om natten.
Nu er det kraffedme din tur, jeg har allerede været derinde 5 gange (Læs 2).

Det værste er, at M ikke har indført samme milimeterdemokrati. Hvis så han bare havde det. Men nej. Han brokker sig aldrig. Han nævner det aldrig med et ord, når det er mig, der har været mest væk eller, at det er ham, der vasker tøj OG laver mad hver dag.
Det værste er også, at jeg faktisk hygger mig med at være alene hjemme med ungerne. Det er hårdt, bevares, men det er jo også pisse hyggeligt at zoome fuldstændig ind på at være mor og bare kramme dem rigtig meget.
Men, hvad åbenbart vigtigere er:  Han har 30 grader og lyder helt afslappet og glad i stemmen, når han ringer hjem. Mens JEG står der med mad og bleskift og tårer, når J bryder sammen over, at han ligegyldigt hvad savner sin far og vil sæjve (Læs: Skype)med ham NU, og lille M vågner kl. 5:30 og vil se færsjy.
Det er da hårdt!


PS: Til dig, der har søgt på 'nosser klør' og er landet her hos mig: Undskyld, men følelsen af at eje nosser kender jeg simpelthen ikke. Min søn siger, at når man får et slag i nosserne er det ligesom at have rigtig meget hovedpine.Så nu forestiller jeg mig bare lige, at det er min hovedbund, der klør. Har du tjekket dig selv for lus? Hvad med en rigtig fed creme? Måske sådan en til røde babynumser, her kan jeg anbefale den fra Weleda, den er satme effektiv, kan jeg godt sige dig. Men i hvert fald, prøv at se om du kan lade være med at klø igen. Jeg ved godt, det er svært. Men prøv at tænke på noget rigtig rart. Pøjpøj, ven!

4 kommentarer:

  1. Jeg plejer at smøre kulør på ungerne - og sætte dem i undertøj foran skype-cam og sige HER er skam ligeså varmt.

    Eller ikke svare og så dagen efter sige - uhh vi var inviteret på (sæt selv ind af spændende) så vil de alligevel gerne hjem!!! ;-)

    NÅR han så kommer hjem kan man passende tage ud med veninderne.. Som straf ;-)

    SvarSlet
  2. Kender det! Jeg synes nu, at det er godt gjort, at du kun lyver om natten!

    Her KAN der i martyriets skamfulde navn endda i dagtimerne godt lyde et enkelt: "Jamen jeg har allerede skiftet 2 lortebleer i dag" eller "De har været HELT vildt pylrede her til eftermiddag, så...".

    Og ja, det giver da nok lidt kredit på hans good-will-konto. Men sikkert også på hans irritationskonto og helt sikkert på min hvor-lavt-kan-jeg-synke-konto ;-)

    SvarSlet
  3. Anonym9/06/2011

    Shit du er gak! På en fed måde! Jeg går og tirsdagslumskesmiler over Hulebjarne og den stakkels fyr med de kløende nosser! Ikke af ham som sådan, for det må da være brandirriterende men mere dine meget velmente råd!
    Håber, at du og børnene får en forrygende uge ;-)

    Mange hilsener, Henriette

    SvarSlet
  4. Din stakkel! jo man må godt ynke! det ER sgu da hårdt!!

    Jeg er rigtig væmmelig for tiden og bruger graviditeten som undskyldning for alt, ligesom i nat hvor jeg lige havde lagt mig tilbage i sengen efter at have været på toilettet og Max vågner og beder om mælk...
    I stedet for bare at rejse mig igen, sparker jeg manden vågen og siger at han må hente noget mælk eftersom jeg har de ondeste plukveer og slet ikke har lukket et øje endnu i nat...

    Godt han sov så tungt så han ikke opdagede at jeg lige havde været oppe!

    SvarSlet