12. okt. 2011

Se din tarm og slap aaaaaaf

bumbumbum

DET VAR EDDERMAME darjligt da jeg så min tarm

lalalala

Den var noget blegere end en negers arm

LALALAAAAAAAAAAAAA

Jeg er sådan en, der konstant har spændinger i panden, nakken, røven, tæerne, albuerne.
Fordi jeg er en høne.
En bekymret høne, der lidt for hurtigt og forskrækket kigger til siden ved selv den mindste lyd.
Wuaha er jeg nu en god nok mor, Wuahaaa, er jeg nu klog nok, pæn nok, Wuahaa hvad vil jeg overhovedet med mit liv, og hvad er meningen med det?
Jeg øver mig, bevares.
Jeg er også blevet bedre, meget bedre.
Jeg øver mig ved at trække vejret dybt, zoome ud og spørge mig selv, er det virkelig så slemt?
Men det bedste middel til dags dato, var da jeg så min tarm.

Jeg havde længe haft en ret underholdende lidelse. Jeg sked i bukserne for et godt ord og måtte altid have rene underhylere med. En slags pusletaske for voksne.
Jeg lavede engang et interview med en medarbejder, der liiiiiiiige skulle vise mig, hvordan et vist system virkede, på pc-en. Og så stod jeg der og klemte ballerne og læberne sammen og sagde mmmm mmmmm. Da han endelig var færdig måtte jeg spæne.
Har også lavet bremsespor- med bilen for fanden- ved flere rastepladser og spænet på lokum.
Nå, hvor kom vi fra.
Dr. Kiilerich.
Det hed han.
HAHAHAHAHAHA, grinte jeg, da jeg så det.
Men måtte så fokusere.
Han skulle immervæk have et kamera op i min tarm, og i den henseende var det ikke et særlig rart navn, vel?

Så lå jeg der.
Først blev jeg vred. Over, at de ikke havde sagt, jeg skulle kigge væk. Thi man kunne jo se det, kameraet så, på et lærred. 15 cm fra mine øjne.
Det var det grimmeste, jeg i mit liv har set.
De spredte mine baller, ikke så kønt, og så sejlede det lille kamera rundt i min meget blege og vamle tarm derinde i mit indre.
Grimmere end arvesynden. Grimmere end en tapir. Grimmere end alle vansirede og spedalske mennesker til sammen.
Og så var det, at jeg måtte slappe af.
For det var nærmest en lettelse med alt det grimme, der var helt uden for min kontrol.
Når alt kommer til alt er jeg jo bare en krop – med metervis af grimme tarme.
Ligesom alle andre.

Det kan – på en måde/på en måde ikke – anbefales. 

9 kommentarer:

  1. Sjatpissede lidt af grin dér. Hvor er du dog skøn!

    SvarSlet
  2. Jamen for satan, sikke en beretning - hvad var der så med den tarm, er du kureret?

    På den ene side er det helt fantastisk at du skriver så malerisk og levende at man gribes og rives med - på den anden side er det NOWET PIS for jeg går nu rundt med indre billeder af DIN TARM!!!???

    Ville det så ikke lige her være på sin plads at sige TAK FOR LORT!

    SvarSlet
  3. Kære Maria... Jeg har brugt 2 år på at glemme synet af min egen tarm... fucking hos selv samme Dr. Kiilerich... Ja jeg går ikke ud fra at der er så frygteligt mange specialister på det område med det navn... What the fuck are the odds?
    Jeg led dog ikke af din lidelse... havde bare rocker ondt i maven konstant. Det klarede Dr. Kiilerichs diagnose! Olé... men fuck nu af... nu skal jeg bruge 2 år forfra...

    SvarSlet
  4. Tak og selv tak, selv tak, det var så lidt.
    Stopdetdog- man skulle næsten have fået et billede med hjem til stuevæggen, ikke? Eller køleskabsdøren, ligesom scanningsbilleder af små alien-agtige fostre. Forstår ikke, hvorfor du prøver at glemme en på alle måder fantastisk oplevelse.Tsk.

    SvarSlet
  5. TAK for årets blogindlæg!

    SvarSlet
  6. Rørende smuk beskrivelse - tak!

    SvarSlet
  7. Ha ha ha.... Åh hvor jeg dog ELSKER selvironi af denne kaliber. Tak for et herligt, befriende grin.

    SvarSlet
  8. Hahaha jeg har også været til den undersøgelse hos Kiilerich. Meget pudsig mand :)
    Til gengæld synes jeg det var spændende at følge med på skærmen og var overrasket overhvor ren sådan en tarm er hahaa...Jeg er måske også lidt underlig på det område

    SvarSlet
  9. Jeg gir dig ret, Maria. Man er vel bare krop.
    Mig og min rumpe har også mødt Dr. Kiilerich. Jeg husker mest hans tunge, professionelle hånd på skulderen, hans "nå, slap du nu bare helt af" (yeah right) - og en ultra ren, glat tarm. Det var nærmest en eksistentiel oplevelse. Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller græde, være flov eller stolt. Sært.

    SvarSlet