17. nov. 2011

Grotesque #2

Her til aften sneg jeg mig ud af den gnattede sygdomshule, jeg har befundet mig i de sidste to dage. Jeg har været sygeplejerske, har jeg, og J har set så meget fjerner, at min samvittighed hænger i tynde tråde. Jeg sneg mig ud som en fedtet muldvarp i samme hættetrøje som i forgårs. På med hue og handsker og hjule hurtigt afsted på cyklen, mens vinden gnavede sig ind i det bare stykke mellem mine stramme, glinsende løbetights og støvlerne.

Op på løbebåndet og i gang med for en begynder - benhård intervaltræning.
Mit løbebånd befandt sig ligesom i toppen af en vandret pyramide. Foran mig var to cross trainere med hver en kvinde om bord. Den ene havde en meget vuggende og ivrig stil. Det var lige før, hendes gyngende hestehale snurrede hele vejen rundt. Den anden var ikke nær så underholdende.
Bunden af pyramiden var mere grotesk.
I venstre side er der en neongrøn pæl med et tv på. Jeg tror, det var Mtv, det var tunet ind på. Det var noget dansekonkurrence. Til Justin Bieber. Børn i skriggrønne skinnende dragter dansede som ind i helvede, og det gik igen op for mig, at man i den grad kan være kropsligt intelligent, og at jeg slet slet ikke er det. Til gengæld vil jeg påstå, jeg er bedre til ord, end den kvindelige dommer.
”Jeg har kun ét ord til jer.”
Dramatisk stilhed. Stor forventning opbygges.
Tadaaaaa:
”Udvikling.”
Selvhøjtidelig kunstpause.
Vorherre bevares.

Den neongrønne ledning fra mine høretelefoner hopper op og ned foran mine øjne og matcher både pæl og træningsdragter, mens PJ Harvey spæner aggressivt rundt i mine øregange.
Det er så perfekt.
Og hvem kommer der?
Midterste punkt i pyramidens bund:
En sjippende mand!
Jeg føler mig heldig, han er så kæk. Svinger fødderne sådan friskt fremefter, nærmest som dansetrin. Jeg venter spændt. Jo nu gør han det. Han sjipper kryds!
Her kommer jeg ved en fejl til at trykke på nødbremsen på løbebåndet, og i samme sekund ser jeg, at hende på nabobåndet er en pædagog fra J’s gamle børnehave. Ohøj og haha.
Men jeg får hurtigt opmærksomheden tilbage i pyramiden, mens Iggy Pop synger om Candy.

Sidste punkt består af en hvid pæl med endnu et tv. Det viser DR2 og debat om udenrigspolitik. Søren Pind, Søren Espersen, Clement Kjærsgaard og Villy Søvndahl bevæger deres munde uden at sige noget. Jeg bryder mig virkelig meget lidt om de tre første, og mine øjne sniger sig umærkeligt tilbage til den sjippende mand.
Men jeg kan ikke lade være med at grine, og mine øjne må tage til takke med MTV, hvis ikke det skal blive pinligt.
Her slår jeg en lille prut af bar anstrengelse, med Eels'  Lilac Breeze som det soundtrack, der gang på gang sætter min benkadence i vejret.
Muldvarpen får ALDRIG at vide, hvem der hørte det lille brune uheld.
Det rider mig lidt som en mare. 
Men kun indtil, jeg igen er tilbage i min fedtede hule.



7 kommentarer:

  1. He he, nej kom ikke og sig, at livet som sygehjælper slash motionist slash motionist ikke er actionpacked ;-)

    SvarSlet
  2. Byt evt. det ene 'motionist' ud med 'muldvarp', hvis du vil have lidt mening i den kommentar...

    SvarSlet
  3. Jeg tror nok, at jeg hørte det lille, brune uheld...

    SvarSlet
  4. Lille lam: Kunne du li´det?

    SvarSlet
  5. Lines linier: Ja, jeg var også helt træt, da jeg kom hjem!

    SvarSlet
  6. Ja meget. Prutter, der maser sig ud gennem svedige baller er noget af det bedste, jeg ved. Lugten bliver ligesom mere insisterende.

    SvarSlet
  7. Nøj en sød muldvarp!

    SvarSlet