25. nov. 2011

To slags mennesker

Jeg så enWulff/Morgenthaler-tegning på en kollegas opslagstavle i dag.
Der sidder en pige og bygger et rigtig fint sandslot. Med muslingeskaller som pynt. Hun er meget koncentreret. Bag hende har en dreng en skovl hævet højt over hovedet og er parat til at smadre slottet.
Teksten er: Der findes grundlæggende to slags mennesker.

Det er ikke fordi, jeg ikke kan se det sjove i at smadre noget ens lillesøster  andre har brugt rigtig lang tid på. Det kan jeg stadig more mig over. Så jeg er i visse tilfælde nok ham der med skovlen. Især hvis nogen har stået med helt lukkede øjne og nærmest fået orgasme over, hvor fint de lægger en bluse sammen eller arrangerer nogle plastikposer. Så finder jeg stor nydelse i at rode det hele til igen.

Men tegningen fik mig også til at tænke på den type mennesker, der altid lige skal korrekse en historie og dermed punktere fantasislottet fuldstændigt.
Fortæller: ”Så pludselig så jeg tohundrede dværge i lyserøde strutskørter, der kørte segway på motorvejen. Det var et fantastisk syn”
Ødelægger: ”Ej, det var altså kun 197 dværge, Hans Christian. Og hvordan kunne de der dværge egentlig nå styret? Var det så sådan nogle særligt små segways?”

Fortæller: ”Ja, og så skal I vist lige lukke røven og tag så tilbage til Lolland.” (Eller en anden kvik bemærkning, som alle andre griner højt af)
Ødelægger: ”Det var altså Falster.”

Måske ’ødelæggerne’ får tics, hvis de ikke lige korrekser? Ligesom, at jeg simpelthen ikke kan spise min aftensmad, hvis der er et skab, der står åbent i køkkenet.
Men for fissan, da.
Lad os nu få alle overdrivelserne, løgnhistorierne og de skarpskudte bemærkninger på bordet – og lad dem så stå der og glimte i al deres skønhed.
Det er da dem, der gør dagene sjove.
Især her i november. 



16 kommentarer:

  1. Åh det kender jeg. Er den vildeste overdriver selv - og er gift med en der finder det svært...
    Siger jeg:"årh, har ikke sovet overhovedet, siden jeg fik børn,", siger han:"arh, du snorkede da i nat..."
    Og hvis jeg siger vi kørte 1000 km i timen, retter han det til 95...
    Det er meget besværligt at fortælle ham en historie, for jeg overdriver altid, og han opfatter overdrivelse som løgn, og vil have de rette tal på bordet... Suk

    SvarSlet
  2. Man må fandme heller ikke smadre det tøj, jeg lige har brugt 8 (!) timer på St lægge sirligt sammen!!!!

    SvarSlet
  3. Superheltemor: man kan ikke se det, du har skrevet ordenligt- til jer andre kan jeg summere op, at hun skrev, at hun selv overdriver, men hendes ægtemand finder det svært....
    PS: Får du ikke lyst til at overdrive endnu mere så?

    Albertesmor: Ha. Øv. Og nu får jeg altså lidt lyst til det.......

    SvarSlet
  4. Jeg var engang kærester med en orgasmesammenlægger. Hvis jeg ville irritere ham, skulle jeg bare åbne klædeskabet og skubbe en af hans fine, perfekt foldede bunker 1 mm til højre eller venstre.

    Imagine the fun.

    SvarSlet
  5. Amar: HA! Uh, det må have været svært alligevel. Kun at flytte så lidt på det. Jeg ville nok have krøllet det hele sammen og så løbe min vej. Hvor må sådan en type hade sådan nogen som mig, der ikke rigtig lægger tøjet sammen men mere bare propper det.

    SvarSlet
  6. Den feministiske kommentar: Typisk det er pigen der sidder og pynter og drengen der smadrer og har store bevægelser...ved ikke helt hvad der er sjovest...kommer vel an på humøret...men er sgu typisk kønsopdeling.
    Christina-korrekser

    SvarSlet
  7. Christina-korrekser: Ja, den tænkte jeg også lige over. Men man kan også vælge at se det sådan, at vi alle er et miks af begge køn, når vi taler typiske temperamenter. Jeg tror i hvert fald, jeg er 66 procent 'dreng-med-spade'. Min datter er 75 procent fin-lille-pige og 25 pct. havnearbejder. Min søn er 75 pct. emil-fra-lønneberg/ dreng-med-spade og 25 pct. følsom og omsorgsfuld sandslotsbygger.

    SvarSlet
  8. En historie skal have noget svung, ellers kan det da være lige meget at fortælle den. Hvad sjovt er der ved, at jeg så lige 95 dværge i tyl, der ikke kunne nå styret...nå nej, det kunne faktisk også være sjovt. Men det er dælme ikk' sjov at flytte på andres sirligt sammenlagte bukser. Hvad sker der får jer?! Har I komplekser?

    SvarSlet
  9. JO, susling! Det ER sjovt! HAHAHAHAHA. Måske er det komplekser. En af mine yndlingsdiscipliner, da jeg var 14, var at i hvert fald at rode rundt i køleskabet, hvor min mor havde kategoriseret og sat ting på snorlige rækker. Uhhhh, jeg bliver nødt til at rode i noget nu. Det klør i mine fingre bare ved tanken.

    SvarSlet
  10. Den har jeg aft hængende på køleskabet i sååå lang tid. Meget sigende :-)

    SvarSlet
  11. Hm...snorlige rækker. Den slags undrer også mig. Hvad sker der for folk?! Men måske har jeg den mere mentalt. Hvis folk bliver for projektlederrigide eller for korreksende, fx når jeg fortæller en historie..som for fanden kun er god, hvis der er noget løg med løg på. Så får jeg enormt meget lyst til at smide nogle af deres papirer ud eller skide på deres instrukser. Men husk, jeg er en pæn pige født i 1960'erne. Så et bliver ved tanken.

    SvarSlet
  12. Ødelæggerne af ens fantastiske og kun let overdrevede (ok, meget så) historie er ret tit brødre. På mystisk vis.

    SvarSlet
  13. os kreative må holde sammen!

    SvarSlet
  14. Drengen står ikke, han kommer springende :D

    SvarSlet
  15. Ja, det ersådan en lille fejl, jeg har indlagt med vilje for at se om I korreksere kunne nære jer for at kommentere på den. Det kunne du ikke Ha! Ej, ok det var en sjuskefejl, men den hader I også indædt, ikke?

    SvarSlet
  16. HA HA HA, kunne bare ikke lade være med at skrive det. Synes selv det var vanvittig sjovt gjort af mig!
    :o) Anette

    SvarSlet