9. dec. 2011

Mens vi venter på ondskaben

Jeg elsker de onde søskendehistorier og venter håbefuldt på flere. Kom nu - I kan frit bekende jer til mig.

Mens vi venter, vil jeg lige fremhæve en googlesøgesætning, der har ledt et menneske herind i sandhedens kammer:

"Hvad fanden er meningen"

Bliver der spurgt.
"Har du skidt på le(d)nignen," fristes jeg til at 'svare,' for selvom nogen tror, at min søn hedder Jesus, og jeg på en måde er ved at være en af samfundets ældre og kloge, så ved jeg det simpelthen ikke.

Hvad fanden er meningen f.eks med, at jeg er begyndt at få tårer i øjnene, når jeg tænker på min barndom? Forleden gik jeg op af en trappe og kiggede ud på en klar blå vinterhimmel, og så mindede det mig om, da jeg var barn. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg fik tårer i øjnene.
Jeg skal sikkert også snart til at gå med voksenble.

Spørg mig ikke om mening i denne så absurde verden.
Hvornår er posthuspersonalet gået fra at være sure kællinger til lækre, mørke mænd? (Find ham på Vesterbrogade) Hva? Svar mig?
Næ du. Jeg er holdt op med at forsøge at navigere.

Og kom så med nogle flere søskendeondskaber. Jeg luner mig ved dem hver time. Og jeg har allerede et par favoritter. Glæd jer til det fine diplom.

13 kommentarer:

  1. Hvis min lillebror blev for hidsig, eller bare for irriterende, så plejede jeg at låse ham ude, "så han kunne køle lidt af".
    Det var et svært trick at gennemføre, for det krævede ikke kun, at man fik mast ham ud af døren - man skulle også låse den i tide, ligesom man skulle skynde sig ud at lukke vores kronisk åbne badeværelsesvindue, før han kunne nå at kravle op på kaninburet og ind ad det.
    Men når det så lykkedes (... og det gjorde det faktisk tit), så var det pisse effektivt! Så kunne han stå udenfor på strømpesokker og fryse, indtil han var i stand til at sige undskyld. Og i øvrigt var for ydmyget til at skabe flere problemer, når han så kom ind igen.
    Jeg skammer mig stadig lidt, når min søster minder mig om det. Især fordi jeg husker en ret kold vinter (med masser af sne), hvor han blev bekymrende stædig, og stod derude så længe, at jeg blev bange for, han ville få forfrysninger før han gav op.
    Det ville have været svært at forklare mine forældre...

    (Mere ondt end sjovt ikke? Stakkels dreng.)

    SvarSlet
  2. Da min lillebror og jeg var barn, legede vi tit ude på vejen. En dag da vi legede indianer, bandt jeg ham fast til vejens lygtepæl som i dagens anledning var omdøbt til totempæl. Et par sjippetove senere, stod han solidt fasttøjret til pælen, og jeg gik ind i haven - og jeg efterlod ham! 10 minutter senere kunne man høre en stortudende 5-årig ude fra vejen, totalt fikseret til en lygtepæl. Onde onde storesøster.

    SvarSlet
  3. Hmm - skal jeg vælge dengang han fik mig til at sutte på hans sure storetå foran gutterne ? Dengang han smadrede døren ind til mit værelse fordi jeg havde været lige en tand for smart lillesøster? Eller hvad med dengang ... eller .. og så var der jo også ...
    Bliver nostalgisk nu - og glæder mig helt til at skulle være i selskab med Ondskaben Selv juleaften.

    SvarSlet
  4. Tænker på dengang jeg skubbede min 7 år yngre lillesøster ned af trappen fra 1.salen i vores hus...bare fordi! (hun var jo skiiideirriterende, ikk) Gud ske lov skete der ikke noget med hende. Behøver jeg sige jeg fik et møgfald af kaliber!
    Der var også dengang jeg åd alle chokoladerne i hendes julekalender!
    Eller når der kun var een isvaffel tilbage i fryseren og jeg ved "et uheld" fik isvaflen skåret over i to ikke helt ens stykker - det er ikke svært at gætte hvem der fik det største stykke, vel!
    Er søskende i grunden ikke bare den prøveklud ethvert barn får som gave fra fødslen - på godt og ondt ?! ;)

    SvarSlet
  5. Da min storebror var i de sene teenageår var han lidt ramt af uren hud... På et tidspunkt havde han ikke kunne lade den ene være, og bums blev til sår. Jeg følte et stort behov for at markere bumsen/såret yderligere og tog derfor en KÆMPE sprittusch, angreb ham mens han sov, og duttede en flot stor plet lige dér hvor såret var... hvilket har resulteret i at han nu 20 år senere har en fin blå prik midt på panden. I tattooed my brother...

    SvarSlet
  6. Annette12/09/2011

    - og jeg FIK en tatovering af min storebror, der i raseri hakkede en blyant gennem hånden på mig.... Beviset er en blå plet, som jeg ofte hiver frem, hvis han påstår han aldrig har været ond mod mig.

    SvarSlet
  7. Ahhhhh slurp. Ondskab. Der er godt nok nogle grove imellem! Jeg har også selv en blå tatoo på overarmen, men det var Anders fra klassen, der hakkede en stiftblyant i overarmen på mig.

    SvarSlet
  8. Uha lækkert. Hjemmebane. Min søster er ekstremt kilden og som den ansvarlige og omsorgsfulde storesøster jeg var/er, så jeg det som min pligt at hærde hende lidt, førend hun rigtig skulle ud og i kast med det hårde gademiljø. Derfor påtog jeg mig den på samme tid hårde men også yderst tilfredsstillende opgave at tvinge min søster til at sidde foran mig med armene oppe med lukkede øjne. Hvis hun ikke turde/begyndte at klynke/gav op, var det jo et skidt tegn på manglende viljestyrke - og den slags bliver jo straffet derude i virkelighede.. :devil:

    SvarSlet
  9. Min søster var ikke lige frem ond, men der er da nogle ting, som jeg husker fra barndommen.
    Fx. legede vi engang med barbier, og efter et stykke tid, mistede hun tilsyneladende interessen og gad ikke lege med mig mere. I hvert fald valgte hun at køre min barbie over med sin barbie-bil. Selvom hun kun havde kørt barbiens fødder over, var min barbie død, og jeg kunne ikke være med i legen mere. Ingen diskussion der, sådan var det bare! Og jeg var ikke ældre end, at jeg ikke vidste bedre, og i hvert fald ikke kunne argumentere i mod.

    Så var der selvfølgelig også den evige kamp om fjernsynet - dengang havde vi nemlig kun det ene. Når hun ikke kunne få mig til at opgive fjernbetjeningen, tog hun den gerne fra mig og gav mig et trælår med den. Ondt gjorde det i hvert fald, for fjernbetjeningen (fra et gammelt B&O-tv) var tung og slog hårdt!

    SvarSlet
  10. Hmm.... søskendeondskab ?
    Nu var jeg jo den store..... Så ondskaben manifesterede sig jo nok mest i form af en listig lille led snotpels, der saboterede alt hvad han overhovedet kunne komme i nærheden af. Selvfølgelig bag mine forældres totale beskyttelse. I ved.... den her lille infame pikansjos, man bare ikke kunne få lov til at slippe for. For nu skal man jo være "den store".

    SvarSlet
  11. Nåe ja, minderne vælter frem: Efter at vi havde set vores yndlingstv-helt, Winnitou (noget med en indianer, eftersynkroniseret på tysk)dø på tv sørgede vi en rum tid, før vi opfandt legen "Fassie og Winnitou"! Jeg var indianeren Winnitou og helten og min bror var Fassie...Winnitous hund...=)
    Ajmen altså. Gad vide om han har fået mén af den barndom? Mon han putter noget i min risengrød til jul? Næppe en kærligt placeret mandel...*gys*

    SvarSlet
  12. Hihi sjove historier!!
    Min søster er 7 år yngre end mig og da vi boede hjemme, kunne vi faktisk ikke fordage hinanden.
    Da jeg gik i 1.g havde vi, i formning, lavet gipsafstøbninger af vores ansigter. Dette skulle naturligvis prøves derhjemme og min lillesøster skulle være prøvekanin.. Vi var så desværre løbt tør for vaseline og min mor (der ellers er lægesekretær) havde noget zink-vaseline i skabet. Det kunne jeg bare bruge.

    Som sagt så gjort.. Problemet med denne slags vaseline er, at når det bliver lukket inde i et lufttæt rum, så virker det mange gange stærkere end tiltænkt.
    Resultat: Min søsters ansigt svulmede op til ukendelighed og hendes øjne kunne ikke åbnes.
    Jeg købte en Lionbar til hende for at sige undskyld... For så to dage senere, til en for-fest på mit værelse, inden det lokale hal-bal, vise hende frem for alle mine venner og præsentere hende som: Min søster, Space-face..

    Det tror jeg aldrig hun tilgiver mig (selvom vi er de bedste venner i dag)
    Lotte :O)

    SvarSlet
  13. Jeg blev så inspireret af din opfordring, at det endte som et indlæg på min egen blog. Du kan læse min søskendehistorie her: www.pennefoereren.wordpress.com

    SvarSlet