17. dec. 2011

Mysteriet om afrohåret

For nogle uger siden skrev jeg, at jeg var ved at udvikle afrohår. Jeg ved, at I alle har ventet spændt ude bag jeres skærme, mens jeg har arbejdet på højtryk for at finde ud af, hvad fanden der var på færde.

Jeg har brugt alle mine vågne timer på at pille i det frynsede hår og spekulere som en gal. Nu kan I bare læne jer tilbage og få resultatet af mine anstrengelser.

Mens det lille felt af afro i min hovebund voksede sig større og udviklede sig til en hel lille mark af stikkende karsehår, overvejede jeg, om jeg var ved at skifte ham. Om nogen havde forprogrammeret mig til at skifte identitet, når jeg blev 35, 7. Til en sort og fyldig mand eller bare en mand, der elsker sit job i militæret. Alternativt var det bare endnu et punkt til listen over freak-elementer i mit udseende, en liste, jeg egentlig ikke ønsker mig særlig lang.

I dag skulle J klippes.
Mens han kørte sin smalltalk af om, at han kunne snakke spansk og Anton fra klassen og blabla sad jeg med bankende hjerte og formulerede spørgsmål for mig selv.
Da han var færdig, bad jeg frisøsen klippe mit pandehår.
Inden hun kunne nå at sige saks, havde jeg imidlertid peget på marken i min hovedbund med et tonefald, jeg håbede ramte plet i hendes interesse for håreskapader.

Hun kiggede ganske rigtigt interesseret.
Med rynkede bryn.
"Har du haft stearinlys i hovedbunden?," spurgte hun, men det kunne jeg svare nej til med sikker stemme.
"Det ser ud som om, håret er smeltet. Du har smeltet dit hår, og nu er det nye på vej op."

Hvordan kan man smelte sit hår uden at vide det? Hva?
Tænkte jeg oprørt.
Men så kom jeg i tanker om dengang, jeg faldt i staver med hårtørreren, og det virkelig gjorde ondt i hovedbunden, fordi jeg havde holdt den stille alt for længe.

Løsningen på mysteriet var altså, at jeg havde smeltet min egen hovedbund ved stening.
Det er flot.

Lad denne historie tjene til skræk og advarsel for alle jer andre.

Det er ikke kønt med en stubmark midt i ellers halvlang bevoksning.



7 kommentarer:

  1. Jeg elsker dig, Maria.

    SvarSlet
  2. Cecilie12/18/2011

    Desværre kan jeg medgive, at den slags GØR herre-nas

    SvarSlet
  3. Der kom engang ild ud af min hårtørrer. Ret store flammer, som brændte hul i min skjorte.

    SvarSlet
  4. Trix: Du er nu en darling

    Cecilie: Tak, fordi jeg ikke er den eneste, der kender til den smerte.

    Amar: Jeg kommer pludselig i tanker om, at jeg også har været udsat for slig ondskab. Den brændte hul i min yndlingskjole. De er jo livsfarlige, de sataner!

    SvarSlet
  5. Hæ. Det havde jeg ikke lige forestillet mig at man kunne. Tak for advarslen..

    SvarSlet
  6. Sidder-bare-sådan-her-agtigt: aj, aj, aj, aj, aj, aj, aj, aj....
    Flippet oplevelse.

    SvarSlet
  7. Åhr, sejt.
    Og jeg troede JEG nogengange stod og sov med min føntørrer om morgenen, men jeg har nu aldrig prøvet at afbrænde hovedbund ligefrem.

    SvarSlet