12. jan. 2012

Advarsel: Violinerne hviner

Jeg græder tit for tiden. Men det er glædestårer. Og det er ikke sådan buhuuuu, men mere små snøft af taknemlighed, sentimentalitet og stolthed i en lille lækker pærevælling.

J har nemlig knækket koden. Først tudede jeg, da han havde lavet sine første lektier:





I forgårs havde han besøg af sin kæreste. De legede kattekillinger med utrolig irriterende pivestemmer det meste af dagen, men Olivia nåede også lige at læse en bog højt, og det kickstartede åbenbart J's lyst til at læse. For i går læste han tre læseletbøger.
Det var ordene  "Mi og Mo tager til månen. Mi og Mo kan svæve." der fik mig til at knibe en bette tåre, mens han hakkende læste videre med sin sprøde barnestemme.

Jeg synes, det er større end de første skridt. En hel verden åbner sig nu, og hvilken verden.
Jeg bliver med et ryk trukket tilbage til Ulkebøl Bibliotek, hvor jeg brugte det meste af min barndom. Til Jim Knap og bøger om børn, der kom ud i snavs. Lp-er i det dertil indrettede kæmpestore rum og så ungdomsbøgerne. Liv & Alexander læste jeg fire gange. Til sidst trak den noget overvægtige bibliotekar mig blidt med over i voksenafdelingen og sagde, at nu var det vist på tide, at jeg læste noget derfra. Jeg husker det nærmest som et ritual, hvor jeg med stolthed modtog adgangskortet til endnu en ny verden.

Nu kan J starte sit bogstavs-eventyr, nu har han nøglen til en verden, man kan forsvinde ind i, når man trænger til at være alene og gennemleve andres liv i stedet for at skulle tage stilling til alt muligt i sit eget.


Tillykke min dreng!

(Og nu går det op for mig, at jeg sikkert også er sådan en mor, der kommer til at vræle, når lille M får sin første menstruation. Sådan noget med at give hende en gave og 'Kvinde kend din krop,' for nu er hun KVINDE........ Fordømt)

8 kommentarer:

  1. Sgu lige før du får mig til at tude også!
    Jeg læste en serie, som jeg ikke kan huske hvad hedder, men hovedpersonen hed Gunilla og den var historisk, da jeg var ganske ung. Og drømte om den store store kærlighed

    SvarSlet
  2. Noget dæmrer med Gunilla. Var forsiderne meget brune og med tegninger? Havde hun slangekrøller? Nu kommer jeg til at tænke på bøgerne om Tude Marie, de foregik også i 'gamle dage'. Det var tider, da man bare kunne læse dagen lang!

    SvarSlet
  3. Åh, det er DA stort!
    Bøgernes verden er jo fantastisk! Jeg var med min far på biblioteket hver onsdag, hvor han havde tidligt fri. Så fornyede vi bøger og han fortalte mig på bedste dansk-lærer-facon, hvad jeg nu kunne begive mig ud i... Også jeg læste alle Pige-Liv bøgerne og fik min første seksuelle erfaringer på skrift og bagefter hylede jeg i ugevis over Min Ven Thomas og Fremmed og synes verden var frygtelig uretfærdig!
    Og lige nu, mens jeg har ferie æder jeg mig igennem Ejersbos Tanzania trilogi og jeg elsker det!
    Så stort tillykke J (og mor!)!

    SvarSlet
  4. Åh, børnestavning er bare skønt. (og jeg er fuld af beundring over de voksne rundt omkring i børnehaver og 1. klasser, der formår at læse det).Jeg bliver altså nødt til at vide, hvad det var J fik til nytår i Sverige - et forsigtigt gæt er en lighter??

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret - det var en lighter. Vi prøvede at pimpe nytåret for ham, fordi han var den eneste, der ikke var halvsyg. Det gjorde vi så -meget pædagogisk - ved at give ham en lighter. Han var meget stolt.

      Slet
  5. Fruen i midten skrev: Børnestavning er bare skønt. (og jeg er fuld af beundring over de voksne rundt omkring i børnehaver og 1. klasser, der formår at læse det).Jeg bliver altså nødt til at vide, hvad det var J fik til nytår i Sverige - et forsigtigt gæt er en lighter??

    SvarSlet
  6. Arhmen man kan tude ove de særeste ting, som ens børn gør... Og selv sige eller gøre ting, som man ville have forsvoret at gøre; netop som at give sin pige en 'Kvinde kend din krop'. Kan lige se mig selv der -- uden at ville det, naturligvis.

    SvarSlet
  7. Ahr, hvor godt skrevet!
    Jeg synes det der fonetiske stavning er SÅ sjovt og den der lille gnist der kommer når børnene knækker koden og opdager hvad de kan er det er privilegie at være vidne til.

    Et af min drengs første værker - da han opdagede det der med at skrive - var en kortfattet kontrakt som han bad mig underskrive. I kontrakten lover jeg højt og helligt aldrig mere at servere stuvet hvidkål for ham. De kunne han åbenbart ikke lide.....=)

    SvarSlet