20. jan. 2012

Brystsvag

Jeg har astma. Og selvom, det da godt kan se lidt småfrækt ud, når man putter inhalatoren i munden og suger, så er det en utrolig usexet sygdom efter min mening. Og jeg har heller aldrig rigtig accepteret den eller taget den alvorligt. Jeg har f.eks. gladelig røget tusindvis af smøger. For hvis bare jeg sugede i den lille runde, så mærkede jeg alligevel ikke noget til den. Det er ikke engang noget, jeg kan tilskrive ungdom. Mere bare almindelig dumhed.

Nu er Astma begyndt at gøre opmærksom på sig selv. Som en syg, svagelig ældre dame i mit svælg. En lille rallende hvislen, der faktisk skræmmer mig lidt somme tider. Fordi lyden i sig selv er klam og fordi, det er svært at trække vejret med 700 g visne blade i halsen, som hun åbenbart kaster rundt med dernede, den gamle. Sommetider er det store totter hår, hun morer sig med.

Jeg morer mig ikke. For det er gået op for mig, at jeg faktisk ikke kan noget så basalt som at trække vejret uden hjælp. Hvis jeg nu havnede på en øde ø uden min medicin ligesom Shannon i Lost, så ville jeg dø en langsom kvælningsdød.

Så jeg tog til lægen.
Jeg tænkte, at hun lige kunne fikse det med en ny slags medicin. Eller noget andet smart, der vupti kunne fjerne min rasle-stemme.
Men det kunne lægen ikke.
Hun sagde de ord, mine nerver ikke tåler at høre fra en læge:
”Jeg er bekymret”
En læge skal ikke have den slags ord i sit lægevokabular. En læge er et selvsikkert, afbalanceret og altid optimistisk menneske, der har et katalog fyldt med løsningsmodeller ligegyldigt hvad.

Jeg kunne også høre den gamle dame begynde at løbe forvildet rundt dernede i vejrtrækningen. Hun spredte både hår og savsmuld rundt i mine luftkanaler, og jeg kan faktisk ikke sige, om det var hendes eller mine ord, der kom ud, der i lægens værelse.
Jeg sad helt yderligt på stolen og vippede nervøst med knæene, og jeg tror mine øjne var vidt åbne, da den spage stemme spurgte:
”Kan det være kræft?”
Den gamle dame dernede havde allerede lagt sig fladt på ryggen og foldet hænderne over brystet, kunne jeg mærke. Og vi blev hurtigt enige om, at vi gerne vil have, at I synger ’I en sal på hospitalet’ til vores begravelse.
Men så smilede lægen slet skjult.
”Nej, nej. Der er vi slet ikke. Det ville man slet ikke tænke i. Vi kan prøve med noget mere medicin og ellers sender jeg dig til en specialist. ”


Så jeg skal jo så overhovedet ikke dø. Jeg går ikke hjem til Gud efter denne lange vinter.Heldigvis.
Jeg lyder bare lidt som Darth Vader somme tider og går i panik, når børnehænder presses for min mund.
Men det er jo til at leve med.


3 kommentarer:

  1. Har lige fundet din blog, tak for dine delte ord, dem vil jeg i fremtiden sluge råt :-)

    SvarSlet
  2. Selv tak fordi, du læser mine ord, det er jeg rigtig glad for!

    SvarSlet
  3. Uf,det lyder grumt. Jeg lider af astma og allergi prøvede en dag at holde op med at tage medicin. Jeg var umedicineret i 4 år, før jeg pludselig fik et voldsomt astmaanfald. I en måned hostede og hakkede jeg i en halv time om dagen, og ofte kom der blod op også. Jeg boede på det tidspunkt i London, og forureningen udløste min astma. Uheldigvis havde jeg ingen læge, og dum som jeg var, sørgede jeg ikke for at få købt medicin. Det var først, da jeg kom hjem til Danmark, at jeg fik medicin igen - og en reprimande fra læge og forældre! Man kan åbenbart få rygerlunger af astma uden at ryge, men ved at undlade at tage sin medicin. I dag har jeg det fint, men astmaanfaldet ødelagde noget i mit stemmebånd, så jeg kan for eksempel ikke synge høje toner mere.

    SvarSlet