4. jan. 2012

Fortrolig viden

Jeg er meget hemmeligt ansat af forskningsministeriet til at iagttage mennesket generelt, men mest med henblik på detaljer, man skal tæt på for at se.

Engang imellem (jeg kan ikke komme nærmere ind på datoerne) afleverer jeg en rapport under strengt fortrolige forhold. Det er noget af et dobbeltliv, men det er også spændende.

I min nyligt afhændede rapport har jeg beskrevet min seneste iagttagelse, og fordi - du min læser - og jeg er strengt fortrolige - får du nu helt ekstraordinært lov til at få et lille indblik i den.

Det er mange år siden, jeg først hæftede mig ved det.
Min daværende kollega og jeg havde det ansvarsfulde hverv at handle gaver til ansatte ved mærkedage. Vi gjorde det altid til en hyggetur, der gerne tog lidt længere end højst nødvendigt. Vi osede og fandt oplukkere og den slags ligegyldige ting til fx. Bjarne, der havde været i firmaet i op mod 77 år.
Det var altid min kollega, der betalte. Og hver gang. Hver evig eneste gang, fik hun sådan et lille tilfreds drag om munden.

Sådan et, man prøver ihærdigt at skjule. Lidt som et gab. Alle ser det jo. Og det er netop det slet skjulte, der karakteriserer draget. Det afslører, at man er sært tilfreds med sig selv i den givne situation og viser sig som et lille, næsten usynligt smil, ofte kun i den ene side af munden.

Jeg har i tidens løb samlet mine betragtninger i min indre bank, der jo på en måde tilhører staten og Forskningsministeriet, og er nået til den konklusion, at vi alle har det.
Det selvtilfredse drag.
Ydermere er det særdeles afslørende for, hvad den pågældende person har af værdier.
Min gamle kollega havde på det tidspunkt f.eks. en forkærlighed for materielle goder, og derfor var det helt naturligt, at det var, når hun både havde fingre i penge og ting, at draget viste sig.

En jeg bor sammen med laver himmelsk mad og går meget op i det. Han er også meget beskeden og praler ikke. Nogensinde. Hans drag kommer helt tydeligt frem, når han har lavet et særligt lækkert måltid.

Hvornår mit eget selvtilfredse drag kommer, er jeg ikke klar over. Men jeg vil forsøge at finde ud af det.

Jeg tager gerne ekstra insiderviden om DRAGET med i et særligt supplement til min rapport, som jeg skal aflevere på et ikke givent tidspunkt ifølge en vis paragraf.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det underligt Maria! Så tror jeg næsten at vi lever samme dobbelte og meget hemmelige, men også meget spændende, liv!
    Jeg er nemlig hemmeligt ansat af PET og CIA, hvor jeg løbende videregiver informationer, som kan være nyttige for efterforskning af forskellige forbrydelser. Ligeledes har jeg hemmelige kontakter til Kongehuset, helt ind i de inderste rækker. Men det er naturligvis strengt fortroligt og yderst hemmeligt!
    Kh. Malene
    PS. Måske vi kan udveksle hemmeligheder en dag???

    SvarSlet
  2. Måske kommer dit drag, mens du skriver et ekstra godt blogindlæg - eller brillerer med et flot ord i Wordfeud ;-)

    SvarSlet