18. jan. 2012

Hjemmevideo

Svirp. Hun ved nok, hvordan det kort skal trækkes gennem læseren, der åbner de små plastikdøre ind til fitness world. Hun nikker hjemmevant til den unge mand med strikhue bag skranken og går målrettet op af trapperne. Hun ved, at hvis hun så sig selv ude fra, ville hun tænke – hende der, hun har fanme bare tjek på sagerne.

Hun finder Ipod, drikkedunk, astmamedicin og håndklæde frem og snørrer skoene damdamdam lige låse den smule hængelås. Hårspændet. Klik.
I hånden har hun et papir med dagens løbeprogram og med raske skridt går hun ned til løbebåndet.
Det er sprint. Løb alt hvad remmer og tøj kan holde i 30 sekunder.

Hvad man ikke kan se på hende er , at bag hendes allerede let svedige pande lugter der af tog.
Hun har kørt med DSB i seks timer samme dag. Noter i hendes telefon som fx: DSB går med ble og  fissefissefis nu kører toget, vidner om det rekyl til barndommens hjernekapacitet, DSB og forsinkelserne forårsagede. Da hun så den gamle sæbebeholder på toilettet, sådan en med en skive under, som man drejer klikklikklik, var det lige før hun fik lyst til at skrive uartige ting med en sprittusch. På DSB.
Og nu har hun altså valgt et sprinte-program for at få bugt med de fysiske og mentale togspasmer.

Op på båndet, og lige trykke på den smule knap og i med høretelefonerne. Joy Division. Det er lige før, hun får lyst til at danse. Nu kører det. .
Nej. Der røg hendes fingre i ledningen, så I poden fløj af helvede til. Fordømt.
Der skete det igen. Pis.
Og igen. For helvede.
Hun løber hurtigt, rigtig hurtigt, hvis hun selv skal sige det.
15 og med en halv procents stigning. Dunk dunk dunk.
Hver gang hun har sprintet 30 sekunder river hun en lille streg i papiret med programmet. Hun skal jo nødig snyde sig selv.
Dunk dunk dunk.
Der røg papiret. Ned bag ved båndet.

Hun springer ned og napper det i en håndevending og så bare op på båndet igen. Op på båndet igen.
Hun hopper op på det og glemmer, at det kan man jo ikke bare.
Så hun råber Ahh ah Waaa, mens armene leder febrilsk efter noget at holde i, og hendes ben ligesom bare slasker og hopper på båndet. Hun kravler og kravler uden at komme nogen vegne.
Pludselig står hun op igen.
Det gør ondt.
Hun husker lige at grine lidt halvhøjt, så folk godt ved, at  hun syntes da også selv, det var megasjovt.
Måske lød det mest som et hulk. For ham med strikhuen kommer halvløbende og spørger, om hun vil have nogle isposer.
Nej, nej, griner hun hånligt, jeg spasser bare lidt rundt, det var ingenting.
Den røde hudafskrabning på skinnebenet dunker, og huden på ydersiden af hånden har fået samme struktur som løbebåndet.
Senere taber hun sin lyserøde drikkedunk ned af trappen.
På vej hjem på cyklen har hun en lille smule lyst til at græde og få et kram af sin mor.

12 kommentarer:

  1. Se dét lyder som en træningstime jeg kan forholde mig til ! (ae ae)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. sagde hun og ømmede sig på benet.

      Slet
  2. Stakkels hende! Men godt, at du er så god til at fortælle hendes historie, så nogle andre kan sidde i en bus i Århus og kluk-le!

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja og et eller andet sted også utrolig smart at udbasunere noget, man er temmelig flov over. Det er som om, det bliver mindre så. For hende.

      Slet
  3. Dammit. Hader de dage. Min erfaring er dog (omend jeg nødigt vil indrømme det) at strikhuerne, tatoveringerne og muskel-teenagerne bag skranken faktisk giver helt okay knus, hvis man siger, at det er det, man har brug for. Især cross-fit instruktørerne er nogle djævelsk flinke fyre. Håbedet går bedre med din træning næste gang. For du tager vel afsted igen?!

    SvarSlet
    Svar
    1. Selvfølgelig tager jeg af sted igen. Jeg skal jo løbe 21 km midt i april (skælve). Jeg løb også videre i går temmelig længe efter uheldet. For ligesom at udstråle - ha, det var da ingenting. Og for ikke at få traumer.

      Slet
  4. 21 kilometer... whoa... imponerende :)

    SvarSlet
    Svar
    1. :-) ja imponerende, hvis jeg gennemfører. Lige nu plaprer jeg bare høj op om det. Hvis jeg bliver ved med at komme til skade på løbebåndet, ved jeg sgu ikke, om det er bedre, at jeg gennemfører på en af de der cykler, hvor man bare ligger ned og tager det roligt.

      Slet
  5. Træning er ondt.... Kom hjem til mig, så giver jeg rødvin. Det er meget bedre.

    SvarSlet
    Svar
    1. uhhhm det lyder lækkert.

      Slet
  6. Jeg er engang faldet af et løbebånd. Helt af. Jeg holdt op med at løbe, uden lige at konferere af med båndet, om vi var enige om dén beslutning.

    Bare så du ved, at du ikke er alene i FB-gruppen Os Der Overlevede Løbebåndet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det gør mig simpelthen så rolig inden i at vide, at en fitness-babe som dig også har prøvet det. Så tror jeg, at jeg dropper de traumer, jeg ikke vil indrømme, og hopper op på båndet igen. Snart.

      Slet