6. jan. 2012

Jeg rager

rundt i en temmelig absurd virkelighed. Ikke kun fordi, januar er en absurd måned. Det er meningen, man skal ændre sig og være en masse, man i virkeligheden aldrig bliver, og det bliver man smådeprimeret over. Samtidig med, at det er mørkt, når man stift smiler til de andre forældre i skolegården om morgenen.

Det er også mørkt, når man efter en lang - og ikke altid lige sprudlende - arbejdsdag stiller på fritidshjemmet eller i vuggestuen. Til et barn, der ikke vil hjem. Overhovedet. Fordi hun ikke vil have tøj på. Til sidst må man volde og ender med at være både rasende, træt og svedig. Og fuldstændig tømt for de gode intentioner om at læse bøger og lægge puslespil, vel hjemme i hulen.

Eller til et barn, der ikke vil hjem. Overhovedet. Fordi basta. I dag lokkede jeg med havregrynskugler, men han var ligeglad. Han sad i uldne underhylere på vrangen og med en tøjslange om foden og kiggede på nintendospil. Og jeg bliver så hidsig. Fordi han siger nej, nej, nej. Og jeg prøver virkelige pænt hver dag. Til at begynde med. Men voksne kan også blive utidige, og jeg vil bare så gerne ud af børnekaos og hjem i hulen.
Så bliver vi uvenner, og jeg bliver hvisle-mor, der truer med debile ting som at, nå, men så går jeg. Så må du jo selv gå hjem. Og så står jeg der bag en væg og smugkigger hen på en dreng, der er pisse ligeglad, fordi han ved, jeg aldrig ville gøre det.

Pissebørn. 
Lille M græder dagligt snot. Nej hopper, skriger og vræler fordi hun fx. ikke må få pasta med kødsovs til morgenmad. Og jeg er nået så vidt som til ikke at ane, hvordan jeg skal gribe hendes anfald an. Jeg ved udmærket godt, at det er mig, der er en pissemor. Der famler i mørket og ikke helt kan tage udfordringerne på stående fod. Det er jo mig, der er den voksne og alt det der.

Men så sommetider. Så kommer den der lille perle, hvor deres absurde virkelighed pludselig står frem som en diamant i mørket:

"Han sagde, jeg var en muggen agurk. Er han ikke streng? Og så boksede han mig også i maven helt vildt hårdt. Det gjorde megaondt.
(.........)
Nååå nej, det var bare fordi jeg fik tyndskid.
Sommetider husker jeg ikke så godt."

Som et lille lysglimt i tågen, der fungerer lidt som en vitaminpille.

2 kommentarer:

  1. Hallelujah! Dette var som balsam for min plagede "lorte-mor" sjæl. Elsker dig og din blog. No less!

    SvarSlet
  2. Og nu elsker jeg også dig. For jeg havde det faktisk lidt skidt over det her indlæg. Tak.

    SvarSlet