24. jan. 2012

Vis mig dine ar

- og jeg kender straks typen.

 J's lille hvide ar i panden fortæller historien om, at han er landet i armene på en elskelig men klodset mor, der i kåd babyleg fik smidt ham op i en porcelænslampe.

Mine egne lyver mig desværre ikke sejere end det. Jeg ville sådan ønske, at jeg havde en lang ridse på ryggen, fordi jordemoderen kom til at kradse mig med sine lange negle på min vej ud i verden. Eller et spektakulært ar i panden, fordi jeg hin sommerdag stødte ind i sidespejlet på en bus, da jeg ville redde sødt lille barn/en handikappet/ ældre, svagelig M/K.

Jeg har en slags ar over mit venstre knæ. Eller det er mere et hul med noget underligt læderagtigt hud omkring. Som et krater. Det fik jeg i Kvickly engang, fordi min søster arbejdede der, og der var en eller anden gut hun  gerne ville noget uforpligtende med. Som en omsorgsfuld storesøster inspicerede jeg derfor lokaliterne. I rask jeg-er-bare-ude-at-handle-trav, mens jeg gloede akavet til siden. Indtil jeg med et brag stødte ind i en  trækasse i Frugt & Grønt. Jeg måtte undertrykke mine tårer, mens jeg ydmyget humpede ud af butikken.

Jeg har også et ar på skinnebenet, fordi jeg var ude at løbe i en idrætstime i gymnasiet. Eller det var jeg på papiret, så jeg havde shorts på. Men i virkeligheden løb vi bare ned i Kvicklys cafeteria og spiste croissanter med hønsesalat, og det var i et spring over en ti cm høj mur, at jeg stødte skinnebenet, så det blødte utrolig meget.
- Man kan altså udlede af mine ar, at jeg er en doven snushane, der har opholdt mig utilstedeligt meget i Kvickly.

Jeg kan desuden fortælle, at jeg har en lille skrivepukkel  på min højre langefinger, fordi jeg altid har taget alt for mange noter og holder temmelig krampagtigt på en kuglepen. Se selv på det slørede billede, hvor min gustne finger posserer for jer.

Har du en spændende ar-historie? Du må også gerne sende et billede (mariasmaskinrum@gmail.com). Det bliver kunst.



knaptsaauniktsnefnug snittede sig engang til en blodgejser - her er hans fine ar:



Skriblerier har denne ar-historie:
I min sidste praktik, var jeg i køkkengruppe og stod for at stille varer på plads, skære grøntsager osv. Det gik stærkt og jeg følte mig faktisk ret tjekket, som jeg gled ubesværet fra den ene opgave til den anden. 
En dag skulle jeg sprinte ned af et par udendørstrapper, med en stor kasse grøntsager i favnen. Hvad jeg ikke lige havde forudset, var at det havde regnet og at trapperne var glatte. I mit badutspring satte jeg en regnvåd gummisko på trappekanten og styrtede derefter bagover, så kasse og grøntsager fløj flere meter op i luften. 
Stuntet så åbenbart så vildt ud, at personale og forbipasserende kom valfartende til den klump af kød og forvredne ben der var landet på asfalten. 

Billedet siger vidst alt om hvor ondt det gjorde. Siden da, har jeg sænket farten, når jeg skulle ned af trapperne. 

Klodsede hilsener, Skriblerier


Louise Svane viser sit Frankenstein-knæ:

"Håber at de er tydelige nok, men byturen der ledte op til de ar er fantastisk. Ambulancefolkene fandt mig liggende på gulvet grinende, rygende, med en drink og en knæskal på indersiden af benet, de truede med et saltvandsdrop"


Talfeen stak sig engang med en skarp syl i det vigtige arbejde med at lave katanjedyr:


 

24 kommentarer:

  1. Da jeg var omkring 8 år, snittede min ven Jonas og jeg nogle pinde (til seje spyd, vel) ved skinnerne i Nævver (Næstved). Pludselig gled min dolk, og den ramte min arm lige ved pulsåren. Der stod en fin, lille gejser af blod op fra min arm (selvfølgelig var det en gejser!), og stortudende løb jeg ned til min barnepige, som heldigvis boede lige i nærheden og kunne fikse mig.

    Nogle dage senere kunne jeg i skolen fremvise et væskende pus- og "fedt"-sår under plasteret. Man kunne trykke lidt på huden ved siden af, og så kom der altså pus og fedt ud. I kan tro, det var noget, der imponerede drengene (og fik pigerne til at løbe skrigende væk!)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hold kæft, hvor sejt. Selvom jeg igen bliver svag i knæhaserne ved tanken om en gejser af blod. Puh. Ser det så ud som om, du har forsøgt at tage dit liv nu? Altså har du et ar der, som måske sender lidt andre signaler end snit og dolk?

      Slet
  2. Kan man indsætte billeder på det her? Nå, men:

    https://lh4.googleusercontent.com/-OZrObghchMQ/Tx6t79guBTI/AAAAAAAAahM/PU_XU6CQNcM/s1024/IMAG0255.jpg

    Giver jo gode point på emo-skalaen...et KÆMPE ar, som du kan se!

    SvarSlet
    Svar
    1. DET er et flot ar.Jeg lægger det op til min skrivepukkel. Så kan vi lave et helt katalog.

      Slet
  3. Anna S1/24/2012

    hmm.. Jeg har et ar, der krydser hele mit venstre knæ. Jeg fik det fordi jeg skulle se Spiderman i biografen. Vi var for sent på den og jeg sprang ud af bilen og løb ind. Men det regnede og jeg faldt på risten ved indgangen. Jeg slog hul i mine bukser og tårerne trillede ned af mine kinder. Meeeen jeg er en superheltefan så jeg så filmen med blødende knæ. Næste dag måtte jeg på skadestuen fordi det lugtede lidt og så klamt ud... Jeg fik så meget skældud af sygeplejersken der skulle rense såret...

    SvarSlet
    Svar
    1. Det der med et sår, der lugter. Var det så koldbrand? Det lyder helteagtigt. Jeg håber dit ar er edderkoppespindsformet?

      Slet
  4. Jeg har et nydeligt, hvidt ar lige over håndroden, på lillefinger-siden af venstre hånd. Der sidder det, fordi jeg skulle lave kastanje-dyr med en rusten syl, dengang Verden stadig var ung og uskyldig. Så fik jeg to sting og en stivkrampevaccination.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er sjovt, da jeg som voksen skulle lave kastanjedyr igen havde jeg fuldstændig glemt, at det krævede et livsfarligt værktøj. Det har du nok ikke. Må vi se det?

      Slet
    2. Det ligger i din mail nu, med hjælp fra min kollega, fordi det er enormt svært at fotografere sine egne hænder med iPhone.

      Slet
  5. Det er vildt så meget klamt, der bliver berettet om i bloglandet i disse dage. Jeg elsker det i al sin afskyelighed. I 7. klasse blev jeg angrebet af en stor (og ret fed) labrador, som hed Figaro. Jeg var kommet til at se den i øjnene, og det skulle jeg ikke have gjort. Den var ikke klar til flirt! Så den spænede efter mig. Hurtigt indså jeg, at jeg ikke kunne løbe fra den, og så fik jeg sådan lidt en åbenbaring og erindring om, at hvis en hund er veldresseret, så stopper den op og gør af én, hvis man selv stiller sig med armene i ro. Åbenbaring min røv. Figaro begravede sine ækle bisser i min overarm og ruskede og hev og sled. Kæft det var klammo. Såret var ikke vanvittigt stort, men der var fedt og blod og en lammende smerte. Jeg ser ikke sure hunde i øjnene mere, og i dag er jeg kun helt tryg ved mine forældres chokoladebrune labrador, Elvis.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er der flere klamme ting? Dem vil jeg gerne læse om. Du beskriver et af mine værste mareridt med en hund. Og så en labrador. Som ellers er en af de eneste typer hunde, jeg for alvor har tillid til. Ikke mere. I hvert fald ikke dem, der hedder Figaro! Må vi se arret?

      Slet
    2. Jamen, du var jo selv i gang med de spiste hårspidser og de afrevne øjenvipper. Så var der også Maren og hidden mother, hvilket godt nok ikke er klamt på den måde, men jeg blev virkelig spooked. Jeg er ret nem, egentlig! Hm. Og så var der også Nadia der linkede til en blødehistorie hos AmarOama. Du må meget gerne se arret, men min smart phone er ikke så smart, så jeg skal altså lige have en assistent til at hjælpe mig først :-).

      Slet
  6. Louise Svane1/24/2012

    Jeg har et knæ fyldt med ar, de 5 er fra en knæoperation, skulle have et nyt ledbånd da min knæskal gik af led efter en god dans på et bord, jeg var fuld og væltede ned fra bordet.
    De to nyeste ar på knæet er fra da mit nye klædeskab valgte at kollapse ned over mig imens jeg var ved at samle det.
    Knæet er lidt døbt Frankensteinknæet

    SvarSlet
  7. argh mine knæhaser med den der knæskal af led. Dit knæ har jo ni liv! Må vi se det?

    SvarSlet
  8. Jeg har et mærke efter en GIGANT stor bule jeg fik, da jeg som barn var på spejderlejr og så var der en der hed Poul der smed et stort batteri (altså jeg mener et af de helt store, til en lommelygte!!!!) i hovedet på mig (tror egentlig jeg har nævnt den historie med POul på din blog tidligere). Og så er mine knæ (dem begge) mærkede af noget underligt arvævs lignende substans...minder efter mange cykel og rulleskøjte ture:-)
    Kh. Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja jeg kan godt huske Poul. Jeg har faktisk tænkt en del på ham og lommelygten. Det er godt, du nævner ham igen. Må vi se hans signatur i din pande?
      Min krop har også være slæbt hen af meget asfalt. Vilde rulleskøjtehop ud over kanter og den slags, men jeg har desværre ingen ar. Jo vent - det er sgu da nok derfor, at huden på mine lår er helt nupret!

      Slet
    2. Præcis....brændt plastic....told you:-)

      PS. Det er ret svært at tage en billede af mit Poul mærke, da det mere er en fordybning i kraniet. Faktisk!

      Slet
  9. Da jeg var seks fik jeg en dolk og det var helt ok dengang i starten af 80'erne. Den var skarp som bare pokker, og de første par år snittede jeg rask væk i pinde og egne fingre, så utallige er de gange jeg har snittet huden oven på knoerne helt eller halvt af, så der er en del fine ar. Som de fleste andre har jeg også mange småar fra diverse fald fra træer, tage og plankeværker, men det ar jeg er mest stolt af, har jeg fået af min storebror. Han øvede sig i at kaste med dolk, og trods advarsler gik jeg ind foran (irriterende lillesøster, moi?!). Dolken satte sig fast i min knæskal, og han måtte vride den ud mens han lovede mig guld & grønne skove, hvis jeg ikke sladrede til de voksne. Needles to say at jeg malkede den for alt den kunne trække i laaaaaaang tid efter.

    SvarSlet
    Svar
    1. Shit en sej historie. Det gad jeg faktisk godt have prøvet, det med dolken i knæet! Jeg havde også en dolk, som jeg løb rundt med på legepladsen. Vi havde det sgu sjovere dengang.

      Slet
  10. Mit mindste ar har den sejeste historie af alle mine ar. Som lille ville jeg på en campingferie skære en avocadosten over i to halve, så mine barbier kunne bruge dem som stole (?!), men stenen var glat og slimet, så jeg skar dybt ned i det bløde stykke mellem tommelfinger og pegefinger. Så er der et ar på mit knæ efter minisksmadrende cykelstyrt, to ar på min mave efter "du-har-blindtarmsbetændelse-så-vi-åbner-dig-ups-det-havde-du-ikke-alligevel" operation (det ene sprang op, fordi jeg faldt ned af lokummet i besvimelsesmanøvre, så det måtte fikses for at blive pænere, MEN blev grimmere). Ja og så har jeg et stort sørøverar på ballen efter en nylig operation:-) Ja, og mine underarme mønstrer altid ar fra krølle- og glattejern, men de tæller ikke rigtig, fordi de forsvinder efter et par år. Kun på emo-kontoen,
    fordi folk altid tror, det er selvskadear...

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahaha gid man var barn igen og kunne bruge en hel dag på at lave stole til sine dukker! Og seje historier, du har. Jeg havde helt glemt brændemærkerne. Jeg har engang haft et fra en ovn på hoften! De er altså ret seje, også fordi huden krøller sådan lidt brændt.

      Slet
  11. Har vietnam-lignede ar på knæet, efter jeg på job i et køkken tabte verdens største globalkniv ned i låret på mig selv. Og ja, den sad sku fast. Very dramatic.

    Har også snittet fingrene et par gange (damn you avocado), og sy-turen på hospitalet var faktisk næsten værre end at føde et barn.

    SvarSlet
    Svar
    1. Arrrh mine knæhaser. Blev den siddende? Jamen får du så ikke tics hver gang du ser en globalkniv? Nå, men hvis du synes syturen var værre end at føde et barn, kan jeg regne ud, at du nok ikke var en af de heldige, der fik korssting i skrævet efter endt fødsel. Som visse andre....
      Må vi se dit ar?

      Slet