27. feb. 2012

Krop

Jeg ved godt, at det efterhånden er en ufrisk fisk – diskussionen om, hvorvidt det er latterligt eller ej, at børn over syv ikke må gå i modsatte køns omklædningsrum i svømmeren. Men jeg så SKILTET i går. Da min familie for første gang i flere år havde lokket mig med i DGI-byen. Skiltet sad på døren ind til kvindernes omklædningsrum, men sjovt nok ikke på mændene, selvom reglen også gælder der.

Hvad kan vi læse af det? Små drenge på syv og op er liderlige bæster, der kun tænker på patter og tissekoner eller hvad? Men pigerne er bly violer, og det gør ikke helt så meget, at de kommer med?
Da jeg diskuterede det med en veninde påpegede hun, at der var en dreng på 11, der blev far på vores barndoms-ø for et par år siden. Måske han blev kønsmoden som femårig og elskede damernes omklædningsrum af samme grund? Jo, men er det ikke også mere ’En Skør  Verden,’  end det er virkelighed?

Min søn fylder syv om et par måneder. Og jeg kan simpelthen ikke se, hvordan han kan støde nogen med sin lillebitte børnekrop og –hjerne.
Sidst de var i svømmeren, sad han og legede 'jeg er en lille missekat miav-legen' med sin lillesøster, holdt en pause, hvor hans øjne fulgte to smukke kvinder i bikini og vendte så tilbage til miav, er jeg ikke nuttet.
Men kan det virkelig støde at blive kigget på?
Af en syvårig?

Og hvad med enlige mødre med drengebørn og fædre med piger? Så er der bare nul svømmer mellem syv og kan-selv?
B fortalte forarget om en artikel, han havde læst om, at de to første år af seksualundervisningen i skolen lærer børnene slet ikke om sex mellem to mennesker. Kun om forplantning på et mere overordnet niveau.
Hvorfor?
Er vi ikke alle et resultat af sex? 

Jeg hælder i stigende grad til B’s (mere eller mindre seriøse) forslag om seksualundervisning Live. Lad da ungerne se nogle nøgne kroppe og noget ægte sex.
Lad dog i hvert fald drengene omgås virkelige kvindekroppe og pigerne mænd.
I det mindste til de selv kan klæde om.

4 kommentarer:

  1. Hej Maria,

    Jeg følger dig fast, men det er første gang, at jeg er nødt til at kommentere dit indlæg.
    - Jeg er SÅ enig med dig.
    Det er for mig uforståeligt, hvordan et barn kan støde nogen på den måde? Et barn! Jeg tror faktisk, at det er mere sikkert for barnet at bade med sin mor (og en masse fremmede kvinder) end at bade alene med en masse fremmede mænd - Og det mener jeg bør have større betydning end at barnet bemærker et sæt bryster eller to. Hold nu op!

    Tak for en skøn blog!

    SvarSlet
  2. Helt enig!

    Folk der føler sig stødte over at en 7-årig kigger må altså seriøst have det særeste forhold til mænd, deres egen krop og jah... mennesker i det hele taget?
    Altså... en 7årig! seriøst! En 7-ÅRIG!!

    SvarSlet
  3. Anonym2/27/2012

    Åh ja altså - jeg synes som udgangspunkt også at det er helt fint at drenge på 7 klæder om sammen med deres mor, og at kvinder, der får ondt i røven over det, er nogle klovner. Men når det er sagt, så synes jeg altså ikke at det er nogen helt dårlig ide, at der bliver sat en grænse - udelukkende for barnets skyld. Jeg tror at omklædningen til både gymnastik og svømning er kønsopdelt fra starten på de fleste skoler, og det er vel med til at øge bevidstheden om forskellen på kønnene hos børnene. Og jeg synes det ville være synd for Lukas på, lad os sige 8, hvis han pludselig stod splitterravende overfor Amalie, Sofie og Rebekka fra klassen...
    Om grænsen skal være ved 7, 8, 9 eller 10 skal jeg ikke vurdere, men jeg tror nu ikke det er en helt dum ide, at det er nogle andre end mor og far der sætter den...

    Jonna

    SvarSlet
  4. Anonym2/28/2012

    Ærlig talt mener jeg godt børn på 7 år kan håndtere at klæde om selv. Hvis man i stedet for at gøre det til nogen-det-er-synd-for kunne man vende det om, og gøre det til noget-der-er-flot-at-man-nu-kan-klare-selv. Er med på, at begrundelsen om at små drenge ikke må kigge på voksne damer er langt ude, men tænker også, at der ligger andre grunde bag. For et eller andet sted skal grænsen jo være. Der er forskel på børn, men langt de fleste er forhåbentlig i stand til at tage tøj på og gå i bad selv, når de er 7. Samt klare sig 10 minutter uden mor/far. Og ja, jeg har selv børn :-) De voksede synligt ved at finde ud af, at jeg stolede på, at de selvfølgelig kunne klare den detalje selv.
    Triaka

    SvarSlet