16. feb. 2012

Tre klatter galde

Klat 1
Jeg bliver simpelthen så slå-labil, når jeg ser små børn i reklamer. Det er jo ikke ungernes skyld, bevares. Et blebarn med fede lår og ét hår på hovedet har næppe stået og plaget sin mor, gugugaga mig være med i  wekwame. Hvorfor jeg bliver hidsig? Fordi de skal være så overnuttede. Tihi se mig, jeg er så cute og nutzi.
Skrid.

Så lad være med at kigge på dem, siger du?
Ja, ok. Det er bare lidt svært, når jeg hver gang, jeg stikker en hånd ned i posen med bleer får øjenkontakt med verdens mest irriterende lille unge. Og nej, jeg bokser ham ikke i hovedet, mens mit eget blebarn ser det.

Og nu i går på løbebåndet, hvor jeg er *tvunget* til at kigge på tv. Der er den her reklame for noget allergi-noget med to børn i en seng med bannere, hvor der står 'fy-fy kløe' eller sådan noget. Mens en  lille dreng står og maler 'gå væk dumme kløe' på væggen. Tihi, jeg er så fræk.
Jeg kan ikke arbejde med det.

Klat 2
Hver evig eneste gang, du siger ordet 'ja-hat' til mig, så får jeg så meget 'hold-kæft-hatten' på.

Klat 3
Jeg plejede aldrig at være på 'mænd er nogle svin-'holdet. Måske fordi jeg altid er blevet behandlet nogenlunde ok. Og fordi jeg plejede at gå ind for ligestilling også på det område. Nu er jeg ikke så sikker mere.

Jeg har efterhånden oplevet flere mænd på tæt hold, der bare skrider. Midt i graviditeten, før barnet kan gå eller bare, når det passer ham, fordi han skal et eller andet vigtigt og ikke kan rumme at være far.
Jamen hvad sker der? I plejede sgu da at være vores venner! I plejede at opføre jer som gode kammerater, man ikke altid helt forstod, men som altid var der.

Overvej lige, hvor mange kvinder du kender, der bare smutter med et: Farvel og slug den?
Jeg forstår jer ikke, mænd, og jeg vil gerne have en forklaring!

17 kommentarer:

  1. Anonym2/17/2012

    Jeg har børn med sådan en starut.
    Og har efterhånden lært, at jeg aldrig kommer til at forstå hvordan man med sådan en lethed kan vende ryggen til, og gå.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, det gør jeg nok heller ikke. Hvordan kan der være så stor forskel på, hvordan man betragter sit forældreansvar? Familieansvar. Er det en samfunds-sygdom, der er tidsbestemt, eller har mænd altid været sådan? Spørgsmålene er mange. Jeg er glad for, at jeg sideløbende har oplevet, at kvinder med børn åbenbart har uanede mængder af ressourcer at trække på, når de bliver forladt. Det imponerer mig gang på gang. KH M

      Slet
  2. Anonym2/17/2012

    Jeg har også været gift med en af dem, der ikke rigtig kunne rumme at være far. Han er nu weekendfar.

    Hans billede af hvordan han er som far er meget anderledes end mit billede af ham som far og jeg tror det er en stor del af forklaringen.

    Jeg ser ham som en god weekendfar, som min datter hygger sig og har det sjovt med, men ikke meget mere end det. Det lange seje træk - det er mig der står for det. Jeg tror, han har en opfattelse af at det er noget vi gør sammen - men det er det ikke. Han elsker hende uden tvivl, men har har svært ved at skulle fravælge noget (koncerter,fodbold osv.) for hendes skyld - og hvis man ikke kan acceptere at et barn betyder fravælg i forhold til det liv man havde før, ja så er den eneste løsning jo at gå sin vej.

    Man kan så give ekskone skylden ved at kalde hende kedelig og aldrig gide gøre noget uden barnet og så har man sin ryg fri.

    Jeg tror simpelthen det handler om egoisme og selvbedrag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Spændende at høre lidt om det indefra. Og specielt at din eksmand ikke ser, at du også fravælger ting til fordel for din datter. Det er der, jeg bliver blank. Hvis du vælger at få en familie, må du også leve dig ordentligt ind i det, mester. De ville jo aldrig være så halvhjertede, hvis det var et projekt på arbejdet. Nu siger jeg 'de' og ved godt, det ikke gælder alle mænd.
      Det lyder i hvert fald som om, du er et meget tålmodigt menneske.

      Slet
  3. Nu har jeg ingen personlig erfaring som far (kun kortvarigt som papfar-light), så jeg kan kun citere, hvad et par af mine venner, der er skilsmissebørn, har sagt: de ville ønske deres forældre ikke var blevet sammen for deres skyld. De kunne godt mærke på dem, at de ikke var glade sammen, og det smittede naturligvis af på deres evner til at være gode forældre.

    Men mener du kun under graviditeten/når de er helt små? I så fald har du (mere) ret.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det jeg har været vidne til, har været under graviditeten og når de er helt bittesmå. Altså der, hvor man tænker - kunne du ikke have taget den beslutning FØR. Jeg er slet ikke imod skilsmisser som sådan, det rager jo ikke mig. Det er mere det mønster, der tegner sig af mænd, der bare skrider. Altså mænd, som man faktisk holder af og har respekt for. De skrider uden det giver mening for andre end dem selv. Det er der, jeg bliver forvirret. Hvad sker der?

      Slet
    2. Jeg kan godt forstå du bliver provokeret af, at mænd som skrider efterlader kvinden med barnet og ansvaret, som en kvinde af gode grunde ikke kan løbe fra. Man skal tænke sig så godt om, som det er muligt.

      Men jeg tror nu det stort set lige så normalt at kvinder skrider tilsyneladende uden grund. Jeg tror i hvert fald du får svært ved at finde statistisk grundlag for dine oplevelser i en større undersøgelse. Men det er jo bare MIT gæt.

      Slet
    3. Ja, ok. Jeg kigger jo også bare på MINE omgivelser, og der er det sådan. Jeg vil da med glæde se det modbevist statistisk. Så er der stadig ligestilling. Synes bare, det virker som om, der har sneget sig en far-defekt ind i visse af min generations nybagte fædre.

      Slet
  4. Jeg har efterhånden også hørt om det en del gange. Enten i redebyggerfasen/gaviditeten eller i natteshows/ammefasen, hvor manden tænkte: hm....ikke alligevel. Men det er jo også der, man opdager, hvor meget det koster, at man ikke kan spille bold hver uge længere, og at der er masser af skide kedelige opgaver i sådan en unge. Og selvopoofrelse er vel ikke lige vores generations stærke side, vel?

    SvarSlet
  5. Beklager samtlige stavefejl. Hver og én.

    SvarSlet
  6. Hej Tine Tror du har fat i den lange ende der. Men stadig : kvinderne er jo af samme generation. Er vi så ude i sådan noget med at det er
    mere instinktivt naturligt for en kvinde at skabe familie? Og ofre sig selv?
    Ps Her behøver man ikke skrive korrekt Hellere en interessant betragtning m fejl end slet ingen! Tak og kh

    SvarSlet
  7. Anonym2/17/2012

    Gulp. Har ingen forklaring, men jeg bliver lidt småangst. Hvad nu hvis..? Jeg har ikke børn med min kæreste, men jeg tror, vi skal have det på et tidspunkt, og det her indlæg fik mig instinktivt til at tænke: Don't push him! Men - problemet er vel, at selvman har gjort alt rigtigt, ikke har presset ham ud i noget, han mente, han ikke var klar til; har været sammen i 100 år; har taget alle skænderierne og filet alle kanterne til og har snakket og gennemtænkt projektet - så sker det bare alligevel? Kan man slet ikke gardere sig?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nøjagtigt det samme, det gør ved mig. Jeg får mareridt. Selvom jeg har verdens mest fantastiske kæreste. Det er sætningen 'jeg havde slet ikke set det komme,' der skræmmer mig. Det der med, at man ikke selv har noget at skulle have sagt, når den slags mænd først tager beslutningen. Det er skræmmende. Men så tænker jeg på, at de kvinder, jeg kender, der er blevet skredet på den måde, alle har været så helt utroligt seje og har rejst sig og skabt nye gode liv for sig selv og deres børn.
      Så nej, man kan ikke gardere sig. Men det hjælper nok heller ingen ting at gå og bæve ved tanken. Har jeg besluttet.
      Men jeg tror, du har meget ret i, at du ikke skal pushe det der med børn.
      Jeg var så skruk, at det blev en konflikt mellem os. Indtil jeg bestemte mig for at holde kæft. Jeg sagde til ham, at jeg var klar, når han var. Han insisterede på at han VILLE mærke lysten til børn i sig selv og ikke bare sige ja for min skyld. En måned efter, jeg holdt op med at plage kom han og sagde, at nu var han klar.
      Jeg tror virkelig man høster frugten af det, når barnet kommer. At begge har været fuldstændig med i det.
      Lad os satse på, at vore mænd ikke er ramt af skride-virussen.
      KH M

      Slet
  8. Anonym2/20/2012

    Vores drenge fik en lillebror 1 måned efter vores yngstes 1 års fødselsdag. Og jeg havde altså ikke været gravid igen. Skodsvin. Men godt jeg kom af med ham! :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Skodsvin, Ja! Røvbanan og bolleonkel. Håber du har fundet eller finder en mand, der er sjovere end det. KH M

      Slet
  9. Anonym2/21/2012

    Jeg kender altså også til en del tilfælde, hvor kvinden finder en anden og skrider. Det sker så først når yngste barn er omkring 2-3 år. Det synes jeg sgu også er lidt underligt. Ikke at man går fra hinanden, det må de jo selv ligge og rode med, men det der med at gå, fordi man har fundet en anden mand. Hver gang er det sådan noget med, at man jo slet ikke havde et sexliv med den gamle mand, men nu er det helt vildt hvordan der bliver gået til den, og man føler sig totalt ung og lækker igen. Det kunne man jo måske også have opnået ved at være alene sammen med sin mand engang imellem (det er i hvert fald min erfaring). Og under alle omstændigheder varer det jo ikke evigt med det der sex på alle plane overflader - uanset om der er børn eller ej. Men jeg har heldigvis hverken prøvet det ene eller det andet (altså at gå eller blive gået fra), så jeg sidder jo bare i min egen lille kernefamilie og dømmer - undskyld på forhånd.

    SvarSlet
  10. Det er egentlig meget rart, at der er nogen, der også kender kvinder, der smutter. Så kan jeg godt dæmpe mine mande-hader-tendenser lidt igen.

    SvarSlet