6. mar. 2012

Jeg har stadig mudder i håret

Jeg har boet nede i en lille mudderhule siden i torsdags. Helt sammenrullet har jeg ligget der i det lune dynd og spist slik og set fjernsyn i en klæg puppe af søvnløshed og sygdom. Ikke en finger har jeg løftet. Ikke en hjernecelle har jeg bevæget.

De små celler lå også stadig livløse på bunden af min hjernes tilsmudsede akvarium, da jeg mødte på arbejde i morges. De rørte ikke engang på sig, da min kollega sagde noget om en terroraftale for kartofler. De købte den bare uden at stille yderligere spørgsmål. Aha hmhm sagde de med tommelfingeren i munden og sov videre.
Særaftale.
Særaftale for kartofler.
Som om, det er meget bedre.

Senere fik jeg næsten tårer i øjnene, fordi jeg for anden gang i dag kørte i en elevator af mærket Schindler.  Mens etage-tallene skiftede i displayet forestillede jeg mig, at det var den langsomme, men fine optælling af de jøder, han frelste.
Tydeligt symptom på overdosis af fiktion.
Min harddisk er fuld og er nu gået i hak et sted i 90'erne.

Elevatoren førte mig op på tredje i et hus med kurser.
Mit var et fotokursus.
Jeg hankede op i mit kamera og børstede det værste mudder af mig, inden jeg hilste på de andre kursister.
Jeg vidste med sikkerhed, at jeg var på vej tilbage til min velkendte virkelighed, da mit skrigorange libressebind sad fast i lynlåslommen på min taske.
Som jeg på praktisk vis havde smækket op på bordet.
Der sad det så og lyste, mens jeg lynede og lynede, og mærkede mudderet falde som skæl på mine skuldre.  

5 kommentarer:

  1. Velkommen tilbage til virkeligheden. Håber, kurset var godt!?

    SvarSlet
    Svar
    1. Kurset var rigtig, rigtig godt. Jeg lærte blandt virkelig meget andet, at jo - portrætter kan godt blive gode, selvom man fotograferer nede fra. Men jeg lukkede som sædvanlig ørerne, da det handlede om hvidbalance. Kan ikke kapere det. Auto, tak.

      Slet
  2. Altid auto, tak!!!

    Jeg tror nogen gange jeg elsker dig lidt i øvrigt... du beskriver helt præcist tilstande som jeg kender rigtig godt...

    SvarSlet
    Svar
    1. Katagurk, skriv nu din blog. Er sikker på, jeg ville have det på samme måde. Tak. Det er en dejlig kommentar at få på vej op til overfladen. Er der ikke helt endnu.

      Slet
  3. jo... jeg ville gerne blogge, men jeg har vist ikke rigtig tiden til det med baby og 3-årig... eller for den sags skyld selvtilliden til det...

    SvarSlet