25. apr. 2012

Knud

Min morfar hed Knud. Han var bange for at gå til tandlæge, så han havde en lang blå fortand og en ånde som et das, der ikke er blevet tømt i ugevis. Han var også bange for at bakke, både før og efter han kørte min mormor ned og brækkede den arm, hun prøvede at guide ham med.
Knud og Julia, det hed de, var utrolig glade for hinanden og for at rejse. 35 gange var de på Mallorca. På det samme hotel, som de i hvert fald bevægede sig minimum 500 m væk fra.
De var også glade for at lægge kæmpe store puslespil, og dem må DU IKKE RØRE, sagde mormor!
Min morfar tørrede mund i dugen og bakkede snavvendt.

Men det, der for alvor udgjorde kernen af Knud var hans frimærkesamling. Han havde samlet, siden han var helt ung og havde pennevenner over hele verden. I den lille lejlighed, de boede i til sidst, var det ene af fire små værelser indrettet til hans frimærkekontor. Der var et pengeskab, forstørrelsesglas og vægte, og det var spændende at få lov at komme med ind og se hans nye breve og fine frimærker.
Endnu tidligere fik jeg lov til at vaske dem i det store hus på Lindevej. Så stod jeg ude på det lille gæstetoilet, der lugtede af hengemt hårlak og, hvor der stod et glas med farvede vattotter, som Jeg IKKE måtte få nogen af, sagde mormor!
Når jeg havde vasket en passende bunke, fik jeg en tier.
For 12 år siden boede jeg i Reykjavik, og en dag sad jeg i Nordens Hus og læste en mail fra min søster, og hun vidste godt, at det ikke var en rar måde at få det at vide på, men morfar var altså død.
Og jeg græd foran computeren i det stille bibliotek, og en dame kom og trak mig med ud i baglokalet, hvor jeg fik lov at låne en telefon.
Et par dage senere sad vi i køkkenet ved siden af hans kontor, og jeg skulle lige ind og kigge og sige farvel til Knuds frimærkeånd, og da var det, jeg kom til at grine så meget, at jeg græd endnu mere, for ved siden af frimærkeskabet hang der en slags fanplakat med farvestrålende Anna & Lotte, der sad og smilede dukkefjoget ud i det mørkebrune kontor.

Min onkel har ikke kunnet få sig selv til at sælge frimærkerne før nu, de bliver solgt i portioner og for mange penge, og nogle af dem synes mine forældre, vi skal have.
Så i går fik jeg et løbeur, lommepenge til Berlin og en ubændig trang til at vaske frimærker.

13 kommentarer:

  1. TAK for en dejlig og rørende historie. Jeg har selv mistet min dejlige bedstemor for et par måneder siden. Hun var også ganske særlig og helt speciel. Hun hed Solvejg. Og hende savner jeg også.
    Hvor er det dejligt at dine forældre synes I skal have lidt glæde af frimærkepengene også...det glæder garanteret også Knud..et eller andet sted deroppe:-)
    Kh. Malene

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, Knud sidder sikkert et sted og siger tod gur bil Terlin, og griner højt af sig selv!

      Slet
  2. Sød dame, der trak dig ud i baglokalet, og dejligt indlæg.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, nu du siger det, var hun faktisk ret sød. Dengang opfattede jeg det også lidt som et hensyn til de øvrige gæster, for jeg tudede ret meget. Det var noget folk snakkede om senere, men du kender jo selv landsbyen Reykjavik.

      Slet
  3. Nååå, en dejlig fortælling om en herlig morfar!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak, eller - jo han var herlig, særligt i forhold til min meget uherlige mormor.

      Slet
  4. Cool med en gammel hamster, der nu sikrer dig fede ting.

    SvarSlet
    Svar
    1. HAHAHAHA! Han lignede faktisk lidt en hamster!

      Slet
  5. Min morfar hed Kristian. Han var bange for vand og mente man kunne ruste af at få for meget både inden- og udenbords. Han arbejdede hårdt hele livet og lugtede af sved og øl. Han var glad, kvik, omsorgsfuld, nogle gange et fjols, frygtløs og et rigtigt menneske. Han var min helt.
    Da han døde. græd vi alle, for vi savnede ham. Og der er også noget med, at man skal lægge ansigtet i rette folder, når sådan en gammel herlig mand er død. Måske glemmer man hans glæde og bliver overalvorlig i sorgen. Jeg ved det ikke - vi sørger forskelligt, og det skal der være plads til. I kapellet sang vi en sang og hans børn så grå og triste ud, da der skulle tages et billede. Jeg stod i døren med min søster...hun råbte: "aaaaaaad" midt i stilheden og min mors øjne lynede. Jeg lo...og lo og græd og lo, for en fugl havde skidt min søster lige i hovedet, og jeg tror på af morfar lige sendte en hilsen: "Helt ærligt, jeg var gammel og rask og valgte jo selv...så er det heller ikke værre".

    SvarSlet
    Svar
    1. Han lyder som en dejlig morfar, ham Kristian.

      Slet
  6. ...og jeg kan godt lide Knud og alt det han har givet dig med i livet. Flere af den slags.

    SvarSlet
  7. Fin fortælling!
    Jeg har også boet på en lindevej, hvilken by var det?

    SvarSlet
    Svar
    1. Det var i Viborg, alt for jysk til at være din vej, ikke?

      Slet