10. apr. 2012

Påske-regression

Jeg har på fornemmelsen, at det skete, den første lørdag i påsken, da jeg løb ud til min søster og hoppede over et hegn for at snyde og lige bide den sidste kilometer af. Lige i hoppet, da jeg svang mine tights-beklædte ben over det metallisk knirkende hegn. Da jeg landede på begge fødder og mærkede det der velkendte stød, der på en måde er lidt frydefuldt, fordi kroppen kan så mange sjove ting. Da var det som om, jeg blev et barn igen.
12, tror jeg.
Eller måske var det dagen før, da jeg interviewede det sødeste ægtepar med choppere og en Golden Retriever, som jeg bare måtte ae, og jeg var ved at tude, fordi jeg savner at have hund, og det må gerne være sådan en blød og gylden en, eller en labrador, fordi de er fedtmulede på en nuttet måde.
Eller måske var det, da jeg lagde mærke til B's huehår på vej hjem fra Sverige, og han lignede en nyudklækket kylling, og jeg så, at det gjorde vi alle, og det mindede mig om dengang i børnehaven, hvor jeg sov middagslur ved siden af en, der altid vendte sit kyllingehårsbaghoved lige ind mod mig.
Eller måske var det i virkeligheden, da jeg læste 'Et Eventyr' af Jonas T. Bengtsson, og han beskriver barneblikket så fint, og jeg elsker den bog lige så højt som Golden Retrieveren.
Eller også var det, da J fik sine rulleskøjter, og B senere løb på loftet og fandt vores, og vi støvede dem af og kørte rundt i køkkenet som forvoksede bambier.
Eller måske skete det i aftes, da vi i hemmelighed stillede J's eltrommesæt op i stuen, og jeg prøvede det og huskede min egen barndoms trommestikker, der var lavet af to bambuspinde med hver sin hoppebold for enden.
Han lignede ren taknemmelighed, da vi trak tæppet af i morges.
Nu er han syv.
Og jeg er ikke noget barn længere.

11 kommentarer:

  1. Anonym4/10/2012

    Meget rørende beskrivelse. Du har en særlig evne og tak for at du deler.

    Mette.

    SvarSlet
  2. Anonym4/10/2012

    Fuldstændig og aldeles enig i ovenstående kommentar. Tak.

    Kh
    Lene K

    SvarSlet
  3. Tak fordi I læser og gider at kommentere! Og tak fordi I har varmet min gennemsnitsonsdag op i kanterne. Kram fra Maria

    SvarSlet
  4. ja det er altså 3 hjerter, ikke!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak. Også fordi du ikke bare skrev mindre end tre, det der matematiksprog er sgu så kedeligt.

      Slet
  5. Det indlæg er lækkert. Det glider blødt og lidt vemodigt-sødt ned.

    Også anden gang jeg læste det. Kan du hoppe i sjippetov en dag?

    SvarSlet
    Svar
    1. Kun hvis du gider det der med, at man hopper ind til hinanden og hopper sammen. Og kryds. Og holde sjippetakten med store hovedbevægelset.

      Slet
  6. kan I huske dengang man hoppede i elastik?

    det gad jeg godt at prøve igen!

    SvarSlet
  7. Ja! Det var sjovt! Min søster og jeg kunne gøre det overalt, bare vi havde vores elastik og to stole. Jeg er ikke sikker på, at det ville være så elegant i dag, men jeg gad også godt prøve. Kan du huske rækkefølgen? Det var noget med nogle mønstre pr tal. OG kan I huske syvstjerne? Med bold op af væg?

    SvarSlet
  8. nej det er skrækkeligt, jeg kan ikke huske særlig meget af det... bare noget med at det var nede ved anklerne først... så ved maven... og så ved halsen... og man måtte kun træde på elastikkerne et vist antal gange... eller noget! men sjovt var det!
    Og så var der sådan en eller anden uskrevet regel om at vi skulle råbe højt hvem der skulle være 1. 2. 3. og 4. og så videre... og de 4 sidste i talrækken skulle stå hjørner... den rangliste galt så hele dagen og startede så forfra næste dag... og man kunne bare IKKE sige man ikke gad mere hvis man var hjørne, det kunne man kun få lov til når man havde udstået sin tid som hjørne..

    og syvstjerne! GENIALT... det elskede jeg også... engang skød vi bolden ind i noget krat og jeg fandt den og tog ved i bolden, som så viste sig at være et gammelt æble fyldt med hvepse... av mine fingre :D
    Hvordan var det nu det var?

    Det er ligesom drukspil... dem kan jeg heller ikke huske mere...

    SvarSlet