13. apr. 2012

Strøget

Jeg græd ikke i dag, ligesom i går, og jeg råbte mor, mor, mor på børnehaven i går, det er rigtig okay, mor, sagde hun, da jeg hentede hende. Indkøringsdag fire. Hun siger, hun ikke kan lide Hanne. Vi siger, hun er da sød, lille M, men inderst inde synes jeg, hun ligner lidt en heks. På mandag er det virkelighed. Otte timer i børnehave. Bang.
Jeg betaler penge for, at H&M opbevarer min dårlige samvittighed. I bytte får vi de fineste grimme lyserøde pailletsko med sløjfer og klapren bag til, når hun løber, og det gør hun hele tiden. Løber væk og gemmer sig, spejler sig i døre og løber ind i butikker og op på podier og river i store kjoler, og skoene flyver hende om ørerne.
Hun rejser sig op i klapvognen, og jeg siger sæt dig ned. Nej-nej-nej-nej-nej, synger hun, og hun er nuttet skråstreg pisselorteirriterende, og nu sidder hun i et hjørne og spiser sten.

Men det er trods alt bedre end hende pigen i orange vest, der står på Gammel Torv sammen med nogle store blå klodser og råber til en voksen mand med skuldertaske: Der kommer jo en superheeeeelt, har du ikke lyst til at hjælpe mig?
Hvad fanden tror hun selv? At han svarer - jo selvfølgelig- og hopper og klapper? Ikke engang min mere end normalt imødekommende syvåring ville hoppe på den vamling af en limpind. Og sig mig engang levende reklameskiltsmand i brynje og vikingehjelm, havde vikingerne overhovedet metalbrynjer?
Og hvor er folk grimme, og alle par ligner hinanden, det er jo et freak show af karat. Nej Maria, det er almindelige mennesker. Det et dit blik, der forplumres, og det er derfor, det er fem år siden, du sidst lod dig suge ind i det kloakrør, de kalder Strøget.

Nu skal vi fanme hygge os, vi finder en lille is i en sidegade. Sæt dig nu ned i den klapvogn.
Men hun rejser sig, og jeg når ikke at gribe, og lyden, da hendes hoved rammer asfalten går lige i min fontanelblødhed. Jeg gør mig klar til at få blodrøde fingre, da jeg samler hende op, men hun er tør alle andre steder, end i øjnene. Jeg elsker min far, råber hun og en mand kommer løbende med isterninger, mens jeg sidder helt afmægtig og punkteret et sted i København K.

Hun lægger sig ned i vognen og synger med bliktiltrækkende høj stemme la-la-la-la, det samme igen og igen, og jeg ved ikke, om hun bare er to år eller hjernerystet.
Nu er vi tilbage på Vesterbro, og hun sover, og jeg kan se, at tæppet bevæger sig med hendes åndedræt.
Hun må gerne snart vågne og klapre rundt i sine grimme sko igen.
 




 

10 kommentarer:

  1. Anonym4/13/2012

    Åh, av hjerte. For HELVEDE hvor skriver du godt, mand.


    Kh
    Lene K

    SvarSlet
    Svar
    1. Fucking lorte interface!! Kan ikke finde kommentarknap...for fillan. Anyways, nu pirater jeg den på denne måde, fordi jeg bare må af med det: Smukkeste indlæg jeg - stort set - nogensinde har læst nogen steder. Det er den mest intense poesi og den helt igennem fantastiske beskrivelse af, hvad man føler som en følsom mor...Min variant kunne så have været de sølvfarvede Doc Martin-støvler og Guld Dun jakken, som min datter blev lykkelig ulykkelig i. Åh, den smerte...'

      Slet
    2. Ja fucking lorte bloggerfucker, der også spiser Lenes kommentar. Og tak for din dejlige kommentar. Der er noget med døtre, er der ikke? Jeg synes, vi kommer ud i nogle kroge, jeg aldrig har været i med min søn.

      Slet
    3. Jeg kunne nu godt komme op med noget modersmerte med min søn på den intense måde. Men mere noget med traktordæk og plastiksoldater fra Tøjhusmuseet. Måske har det lidt at gøre med om de er den 1. og den 2. ??

      Men who cares. Følelsen er følelsen...

      Slet
  2. Uuuhh, av!! Mor-hjertet kan slet ikke klare det!
    I øvrigt enig i ovenstående. En fornøjelse at læse med!

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej, jeg var også ved at dø lidt, og nu har vi snakket om, at det ikke er en god idé at stå op. Og tak.

      Slet
  3. Godt skrevet, for fanden da!

    SvarSlet
  4. Nåååårh, altså - puh, du skriver, så jeg får helt ondt i maven.

    Og det var så ment som et kompliment ...

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak - eller - ja havde også selv ret ondt i maven, også fordi hun var en lille træls skinke, som jeg var temmelig irriteret på og så, bang ned i asfalten.

      Slet