30. maj 2012

Sommerhus


Vi var 10 i huset.  I alderen 2-72. Småbørn, teenagere, semivoksne og gamle.
Den der fornemmelse af, at huset bliver fyldt op med småsnakkende familiemedlemmer, der alle elsker stedet lige så højt som os, og bagefter sidder vi om det lange bord i køkkenet og drikker kolde øl, og jeg er næsten høj, da vi ligger i sengen.
Hvis jeg kunne elske en ting, var det netop det bord.
Hvis det var levende, ville jeg følge det i tykt og tyndt, i medgang og modgang.
Engang var det drikkespil, det lagde ryg til. Og så få seriøse samtaler som muligt. Og nyfiskede aborrer og gedder nede fra søen.
Senere sad vi og snakkede om at få børn, drak øl til kl. fem og så på stjernehimlen.
Så kom børnene, og de lå i liften i slagbænken, mens vi sippede længselsfuldt af en kold sommerøl.
Jeg elsker det bord.
Nu elsker børnene det også.
Og gedderne og aborrerne kommer ikke længere med hjem fra søen, for vi vil have mad, der smager godt og ikke kræver for meget arbejde.
Nu er vi voksne og tager af sted sammen med familien og ordner og arbejder, og den første aften var sprød. Så begyndte sprækkerne at blive synlige i alt det fine, og punktnedslag i et menneskeliv viste sig.
Som stjerner i et stjernebillede.
Lille M, der med hoppende krøller rendte rundt og sang og gik med dukkevogn og tissede lidt på græsset. Men hun vil helst have ble på.
Det vil den 72-årige virkelig ikke.
Men det har han om natten, og det gør ondt at se et farvestrålende menneske falme hurtigere end naturligt, og nu er sygdommen virkelig tydelig.
Og hendes øjne, når hun hver morgen skal skifte og tørre og vride og tømme kolbe.
Så er der hende på 16.
Som jeg malede veranda med, mens hun fortalte og var 16, og Maria?
Den allerførste gang.
Det gjorde ondt.
Og jeg blev skudt 20 år tilbage i tiden og tog mig i at misunde hende det dugfriske og samtidig prise mig lykkelig for ikke at skulle gennemleve det hele igen.
Og der er ham på 19, der er ved at flytte hjemmefra og har frihedens forventningsfeber i kinderne.
Og der er os.
Semivoksne.
Der stadig drømmer om at slippe alt og bare blive i Sverige.
Vi kunne lave et mikrobryggeri og et galleri og, hvem ringer først og siger op på deres job?
Ingen.
For vi elsker huset og haven og bordet, men alligevel.
Da vi først havde overstået tre timers biltur med lille M, der sang ’æblemand’ i et kvalmefremkaldende antal varianter, var det lidt som at blive frie igen.
Hjemme hos os.
Hvor der kun er fire stjerner i stjernebilledet.

12 kommentarer:

  1. Michael5/30/2012

    Super poetisk...

    SvarSlet
  2. Hvor jeg dog kender det! men jeg læner mig op ad, at det sure, gør det søde meget sødere.

    SvarSlet
  3. Hvor skriver du fint! Og efter en pinseferie med hele den udvidede familie og alt hvad den indebærer, får jeg mange billeder på dine ord! Tak!

    SvarSlet
  4. Jeg er tryllebundet hver gang du har været ved tasterne Maria...du får altid det hele med, alle nuancerne, alle personlighederne, alle zonerne af grå, hvid og farver.
    TAK fordi du deler ud af dig selv her på bloggen (og det var ikke meningen at det skulle lyde klamt m´kay?!?!)
    Knus Malene

    SvarSlet
  5. Fantastisk læsning. Tak for turen til Sverige, jeg nød den!

    SvarSlet
  6. Åhr manner.....*tud*

    SvarSlet
  7. Charlotte5/30/2012

    så fint, Maria

    SvarSlet
  8. Tusind tak for jeres kommentarer, de gør mig meget meget glad. KH Maria

    SvarSlet
  9. Forrygende! Nu glæder jeg mig endnu mere til den nært forestående Sverigestur. Der er både langbord, badebro og forhåbentlig lige så meget poesi.

    SvarSlet