18. jun. 2012

Hjemsøgt af 80erne

Tjek. Nu har vi købt en bil.
Vi tog på søndagscykeltur i regnvejr, og B prøvekørte nogle biler. Med tømmermænd. Mens jeg underholdt børnene og bildte dem ind, at vi var fanget på en farlig ø. Det var de ligeglade med. De gik bare i gang med at lave stensmulderfabrik.
Først kørte ham med sprutånden i en lang Renault Megane. En stationcar. Og jeg ved ikke, hvorfor. Men jeg vil bare så gerne have en stationcar. Indtil jeg så ham køre i en. Det så fjoget ud. De er alt for lange. De ligner et menneske med alt for lange ben og helt kort overkrop. Men bagagerummet var stort, så det var svært, og J sang JIHAAAAA STATIONCAR helt utrolig højt, mens vi tænkte.
Og lurede på mekanikeren.
Han havde så glaaaatte kindåååår (Mel: Langebro: Hun havde så smukkkkkøøøø øjnøøøø)
Faktisk så han lidt nuttet ud. Jeg tror virkelig ikke, han kunne snyde.
Men så igen. Jeg er den naive type.
Og så var der noget om en Skoda, vi havde fundet på nettet, og det var da helt utroligt, som den var faldet i pris, og Skoda er FAKTISK et godt mærke, fordi det er VW, der laver det hele. Faktisk.
Jeg var træt af pis og ringede og spurgte:
"Okay. Helt ærligt. Hvad er der galt med den, siden den har stået så længe og er så billig?"
Men Erkan lod sig ikke mærke med min skarpe tunges svirpen.
Han begyndte på en lang historie om et ægtepar, og manden var død af kræft, og så havde han sagt til konen, bare lad mig ordne det med bilen, det skal du slet ikke tænke på, du ved. Den bil var deres barn. Den var som deres barn.
De har behandlet den bil godt. Den var som deres barn, sagde Erkan også i søndags, da vi kom forbi. 
"Hold kæft, hvor er den grim," sagde jeg.
Mit image kan sgu da ikke bære en Skoda.
De var jo indbegrebet af grimhed i 80erne, hvor jeg kommer fra.
Heidis far havde en. I den der grønne farve, der kan gøre en i tvivl om, om det er noget, der er kommet ud af en næse. De gjorde mig trist, de biler. På samme måder som barakker, Aldi og syntetisk joggingtøj.
B prøvede Skodaen med sin sprutånde, og det var åbenbart som en drøm.
Og børnene lavede stensmulder og fandt hellige sten og smed lidt med nogen. Farlig tæt på bilerne.
Og vi kom lidt op at skændes, mens B kørte rundt i drømmen, og Erkan bad os om at gå indenfor. Nå.
Bagefter harkede B lidt gamle sprutrester og kød og blod fra Copenhell ned i motorrummet.
I går tog han ud og kørte Dankortet igennem. 40.000. Bare på beløbet.
Den bil var som deres barn, den bliver du glad for, sagde Erkan.
Så nu har vi så en Skoda.
Og snart skal jeg til TYVE års jubilæum med folkeskolen.
Jeg tror, jeg fylder Skodaen op med blå Mikado og Krudtugler og putter Depeche Mode i walkmannen.
Jeg er ikke stærk nok til at yde den modstand, det kræver, når man bliver hjemsøgt af 80erne.

16 kommentarer:

  1. Alt efter hvor gammel den skoda er, kan det være et godt køb.

    Den kører som en drøm, det ER DIT barn nu ^^

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh nej, jeg vil ikke have et Skoda-barn. Eller et bil-barn i det hele taget. Men det er en Octavia fra 2001, og vi har på fornemmelsen, at det er et godt køb. De har jo behandlet den som deres barn!

      Slet
  2. Du skal bare være glad for, at det ikke endte med en Lada. Bum. (Lada-bum?)

    Men det tristeste er, at for tyve år siden var firserne forlængst overstået. Så gamle er vi altså bare.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, eller vi var lige kravlet ud af de 80ere, der fedtede alle vores folkeskoleår ind i neonfarver, sorte plastikarmbånd, uklædelige frisurer, store farvede snørebånd, boogiestøvler, cykelshorts, lucernespirer, margarine, faxe fad, faxe kondi, fattigdom og arbejdsløshed.
      Jeg havde endnu ikke rystet alt det af mig for 20 år siden. Til det er 80erne for tunge. Alt for tunge.

      Slet
  3. Det værste ved grøn Mikado var, at når man havde drukket alt for meget af det og skulle kaste op, så var ens bræk fandme også grønt! Fy for satan og tillykke med Skodaen :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja.Min første brandert var i blå Mikado. jeg skyllede mit bælte ud i Sørens toilet.

      Slet
  4. Altså...nu får jeg fandme traumer. Jeg hjemsøges af tiden i 7. klasse ved ordet SKODA!
    Min far ville have ny (=anden, ikke ny!) bil da jeg gik i 7 klasse. Hele familien var ude og prøve køre bilen. Det havde vi aldrig prøvet før. Jeg var virkelig ekstatisk og kunne slet ikke vente med at komme i skole og fortælle om vores bil eventyr. Og det gik også fint nok. Jeg var midtpunktet i dét frikvarter. Lige indtil Store Søren spurgte hvad det var for en bil og jeg stolt svarede "En SKODA"....Da var det som om tiden stod stille. Alle kammeraterne, som for få minutter siden, havde synes at jeg var tip top, var nu flade af grin. Og resten af det skole år blev jeg kaldt "SKODA-Malene". Og da jeg mange år senere mødte min mand og tog mod til mig, til at dele skoda episoden med ham, grinte han og sagde "ha ha, sådan én havde vi også i vores skole. Hun hed bare skoda-Maja og var mega tyk"
    Jeg har stadig traumer. Men. det. går. vel. over. en. dag.

    Måske.

    Kh. Malene.....aka. Skoda Malene
    :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh nej. Er det en trøst, hvis du må kalde mig Skoda-Maria fra nu af? Det er ok. Jeg kan (næsten)klare det.

      Slet
  5. Det er SKODA godt nok...

    Muuuhahhaha, jeg er så sjov.
    Min bror elskede sin Skoda, den var så god til at køre rundt i med ungerne stoppet ind på bagsædet. Han savner den. Stakkels mand. Jeg håber du bliver lige så glad for din!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh nej. Jeg havde glemt Skoda-vitserne. Kom med dem. Dem alle sammen, så jeg er parat. Det tager altid lidt af brodden af sådan en fætter, hvis man snakker i kor med vits-fortælleren.

      Slet
  6. I de røvgrimme fattigfirsere havde vi rent faktisk en brun (BRUN!!) Lada. Matbrun selvfølgelig. Den var læx!! Jeg kører rundt i en tyve år gammel Saab, og jeg ææælsker den. Den er ikke brun, men har luge til ski i bagsædet, hvilket er praktisk, når man...skal noget med ski. Skoda har et tvivlsomt logo, men er vist nok ret lækkert nu til dags, så tillykke med den.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh. Jeg ville også gerne have en Saab. Jeg udtaler det Saaaaaab. Og netop derfor, tror jeg aldrig, jeg får trumfet det igennem. Det minder mig ellers om min onkel,der boede i Sverige og havde en Saab, og der var en Elg. Og ski. Er der måske noget som helst utrygt, usympatisk, træls eller vammelt ved ski? Nej. Intet.

      Slet
  7. Intet som helst. Vores har også en elg. Både på bagklappen og i vatteret form på bakspejlet, truckernosse-style.

    SvarSlet
    Svar
    1. Neeeej. Jeg vil gerne have en tur en dag. Så vil jeg sidde og kippe med et svensk flag og sjunge med på Cornelis Vreeswijk.

      Slet
  8. Ej, vi havde også en Skoda engang. En Skoda Octavia Stationcar. Grøn. Men pænt grøn. Den bedste bil vi nogensinde havde haft (også den første). Der kunne være helt vildt meget i den bil. Men så kom der en 19-årig i en Toyota og smadrede den i røven. Ingen døde. Kun Skodaen. Så vi købte en ny. Også Skoda Octavia. Men ikke stationcar. Og fuck, hvor var den ringe! Sommetider virkede speedometret ikke. Sommetider virkede blinklyset ikke, og man måtte hive op og ned i lyset hele tiden for at signalere at man ligesom havde i sinde at dreje. Og sommetider satte vinduerne sig fast nede i døren. Det er ret øredøvende at køre 25 km sådan, skulle jeg hilse og sige. Nåja, så var der også mærkelige lamper i instrumentbrættet der indimellem lyste. Nu har vi en Mazda.

    SvarSlet