25. jun. 2012

Kur

Min mor var altid på kur, da jeg var barn. Så måtte hun kun spise grapefrugt om morgenen, så var det noget nupolignende. Om aftenen bad hun mig sidde på sine fødder mens hun asede og masede med mavebøjninger.
Hun betragtede sig selv som tyk.
Så det gjorde jeg også.
Det var først, da jeg flyttede hjemmefra, at jeg opdagede, at hun slet ikke var tyk.
Og jeg er selv blevet lige sådan.
Det er ikke min mors skyld.
Jeg tror, det er kvindens lod.
Forfængelighedens fangarme.
Det kvinde-kviksand, vi befinder os i.  Som  er skabt af andres blikke og vores egne.
Jeg har forsøgt, men jeg kan ikke komme op.
Jeg ved ikke, hvordan man vrider sig fri af de greb.
Så jeg er altid lidt på kur.
Nogle dage betragter jeg mig selv som en stor kuffert og går hjem og spiser hø og jord til aftensmad.
Andre gange tænker jeg, århhh jeg er da helt normalt og spiser fire kg chips på et leje af dip.
Jeg er god til at lave realistiske mål, det er en af mine spidskompetencer
Jeg besluttede f.eks. forleden, at jeg ikke måtte spise slik i et år.
Det holdt jeg i ni dage.
Nu er jeg på sådan en rigtig kur, jeg har fundet på nettet.
Den skal vare 37 dage.
Jeg må kun spise protetiner. Og lidt grøntsager.
Jeg tabte halvanden kg de første tre dage.
Jeg har selvdisciplin af stål.
På andendagen tyggede jeg mig igennem fisk og kød og slugte magre, ildelugtende mælkeprodukter. 
Til slut toppede jeg det med en håndfuld af ungernes fredagsslik.
I går var jeg ude at løbe.
Jeg fik smertefuld hjertebanken og måtte gå lidt.
Det er slet ikke sundt med den kur.
I morges vejede jeg mig.
Jeg havde taget på siden i går, hvor jeg ellers kun spiste hessian.
Så stod jeg der i bruseren og brokkede mig over 300 gram.
Luk røven kælling.
Gid jeg var ligeglad.
Gid jeg var pissehamrende ligeglad med mit udseende.
Eller bare accepterede det.
Det må være den største frihed, en kvinde kan opnå.
Jeg bilder mig ind, at det er den frihed, jeg arbejder hen imod.
Når bare jeg når det magiske tal, så er den hjemme.
Så behøver jeg aldrig mere tænke over det.
Men vi ved jo alle, at det ikke er sådan.
Hvis jeg kunne vælge mellem et par nye patter og amputering af min forfængelighed ville jeg vælge det sidste.
Det er rædselsfuldt intetsigende at være så optaget af sig selv.

11 kommentarer:

  1. Michael6/25/2012

    Det er ind imellem også svært for det modsatte køn at vi hellere vil have en der kan lide sig selv end en med de perfekte kurver..
    Skulle jeg vælge mellem en selvhader eller 5 kg for meget ville jeg vælge det sidste...
    Man skal nok ikke lade stå til og ryge i str. flodhest, så er der basis for kur og forbedringer, men jeg kunne da også godt ønske lindring for alle de utilfredse rundt omkring der manisk dyrker deres indbildte fejl....

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja. Det kan jeg virkelig godt forstå. Det er ret usexet at være utilfreds med sin egen krop.

      Slet
    2. Hurra for dit svar, Michael!

      Slet
    3. Ja, det er nemlig et rigtig dejligt svar. Som man godt lige kan have in mente i al sin kropshysteri. Når jeg skriver man, mener jeg jeg.

      Slet
  2. Ha ha ha, der er fuld identifikation for mig ved dette indlæg. Og hessian ER altså nødt til at blive skyllet ned med en håndfuld fredagsslik e.lign. ;-)

    SvarSlet
    Svar
    1. JA! Og jeg KAN ikke stå for blandet slik. Lige præcist blandet slik. Ikke chokolade og den slags. Men gammelt tørt blandet slik fra kiosken, som alle mulige hænder har fedtet rundt i. Jeg kan ikke.

      Slet
  3. Min mor havde osse sådan nogle små brune frø, måske hørfrø, stående i vand til sin kur.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh nej. Nu kommer jeg til at tænke på den grimme, grønne plastikklods min mor købte, så vi kunne lave vores egne lucernespirer. JUBIIIII!

      Slet
  4. Ha! Det er SÅ meget mig, det der. Og hvor har du evig ret. Hvor ville det være fuldstændig vidunderligt at være sådan rigtig glad for hylsteret. Spot on. Ps. Er helt syg med for gamle/tørre flippere

    SvarSlet
  5. Anonym6/28/2012

    Min mor var altid på kur - jeg har aldrig været på rigtig kur, men havde da godt nok et noget underligt forhold til mad og opkast i teenageårene. Nu er det ovre, jeg er aldrig på kur og er faktisk ok tilfreds, så måske sker det også for dig en dag...

    SvarSlet
  6. Jeg må også evigt være på en slags kur - uden helt rigtig at være på kur. Jeg har i hvert fald et temmeligt anstrengt forhold til mad - som ja, også startede med at jeg observerede min mor i krig med forskellige tricks og tryllerier for at smide de overflødige kilo inden sommerferien. I mit barndomshjem har der altid været meget snak om mad, bildæk og weekendsslik og hverdagskage.. Og efter jeg er fløjet (langt væk) fra reden, så kan jeg stadig hører min mors stemme, når jeg går i døgneren efter yndlings vingummier eller bestiller kakaoen med godt med flødeskum. Jeg kan genkende mig selv, når du skriver, at den ene dag føler du dig som en kuffert, og den anden tynd om en ål med hånden i chipsposen. Har det på PRÆCIS samme måde! .. Og det er forfærdigeligt sådan at spille yoyo med sin vægt og krop.
    Dit rigtig gode indlæg har hermed givet mig inspiration til, at nu må min forfængelighed tage en drejning i den positive retning - noget med mere motion, et par daglige gulerødder og andet grønt, men at der skal være plads til vingummier engang i mellem. Og så skal jeg starte med at elske mig selv og mine kærlige ekstra kilo på lår, baller og mave (the zone, som jeg plejer at kalde dem). Elske er måske så meget sagt, men accepterer så .. Jeg runder snart de 23, og jeg burde jo nyde den alder (og dem jeg knalder - spøg til side) :D
    Anyways, endnu engang tak for lige at gøre mig lidt mere bevidst om, hvad der i virkeligheden tæller .. Jeg vælger amputering af forfængelighed ;)

    SvarSlet