16. jul. 2012

Måske skulle I bare blive inde i tv?

ØDELÆGGE-ALARM : LÆS EVT IKKE DETTE, HVIS DU SNART SKAL I CIRKUS SUMMARUM


Jeg var i Cirkus Summarum i går. Bevares, jeg havde da også børnene med. Og det var skam ikke nogen spontan idé. Jeg købte billetterne en formiddag i maj, printede dem og lod dem brænde på bordet ved siden af mig en hel arbejdsdag, før jeg spurtede savlende op af trapperne til mit hjem i iver efter at vise dem til de andre. B sagde lettere uentusiastisk ’fedt,’ J sagde ’Jæææææææh!’ på den helt rigtige måde og lille M sagde ’Jeg har vindbøjler på med stjerner.’ Jeg valgte straks J til mit forventningensglæde-hold. Og vi snakkede om det tit, gav hinanden high five, blærede os og jublede ved tanken.
Jeg skal gerne indrømme, at jeg er barnlig. For jeg er sgu også lidt småforelsket i Skæg, lillenørderne, Ramasjang og DRs børnetv generelt.
Jeg havde store forventninger til at blive blæst væk af en gennemarbejdet forestilling krydret med hittepåsomhed og sjove, overraskende indslag. Blæst langt væk sammen med mine børn.
Det blev jeg så ikke, kan jeg afsløre.
Og jeg kan stadig mærke skuffelsen i knoglerne.
Rasmus Bjerg som rimende, pailletglinsende cirkusdirektør var den ene sikre pløk i et slapt net af usammenhængende, og lettere dilettantiske indslag, mens Jakob Riisings skingre og let vanvittige stil udgjorde den anden.
Der var anslag til røde tråde i forestillingen, men de blev kappet og uelegant erstattet af andre. En art hovedemne var på patetisk vis ’fantasien’, men det blev heller ikke fulgt ordentligt til dørs. I nettet blev også  kastet tre sange fra dansktoppen, men de var ikke tydelige nok til at være fundament i den samlede oplevelse. Så var der noget med et venskab mellem de to børn i forestillingen, der pludselig var meget ømt uden, at der havde været nogen optakt til det. Her imellem var der ganske underholdende cowboy-indslag, og pludselig var de så alle pirater. Det gav skam et gib i kroppen, da Skæg og lillenørderne kom i manegen, men så sang de bare det, de altid synger i tv, og så var det slut. De gjorde ikke rigtig noget ekstraordinært. Overgangene mellem numrene var klodsede, og der var pinagtigt lange pauser, når seler og andet skulle klargøres, før artisterne kunne svinge rundt i luften på cirkus-maner.
Bevares. Børnene var underholdt, især når der blev sagt ’prut’, hvilket der blev en del gange. Og de syntes, det var fascinerende at se Bamse og alle de andre i virkeligheden. Men de er letkøbte, og det er os voksne, der sidder med beslutningsmagten, og selvom der var flere sjove replikker, der tydeligvis var adresseret til os, og som faktisk fik mig til at trække på smilebåndet, så er jeg sgu langt fra sikker på, at jeg køber billetter næste år.

11 kommentarer:

  1. Åh nej! Jeg var afsted med min niece sidste år, og det var så sjovt og godt og underholdende, at vi skal afsted igen i år, men nu fik jeg da lige skruet godt ned for forventningerne. Man kan håbe på, at den næste måned med to forestillinger hver dag i hvert fald får det til at glide nemmere!

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh nej. Jeg skulle have skrevet, man ikke skulle læse det, hvis man ikke allerede har været der. For forventningens glæde og alt det der. Jeg blev bare så skuffet. For jeg synes idéen er rigtig god. Det var jo min jomfrurejse. Så måske bliver du ikke skuffet, fordi du allerede kender konceptet? Men jeg har nu hørt folk sige, at sidste års forestilling var bedre. Du kan trøste dig med, at børnene jo æder det hele råt! Og så kan du glæde dig til at se Jacob Riising i noget tøj, du ikke ville forvente at se ham i. Der grinede jeg da lidt. Men jeg er også ret vild med ham.

      Slet
    2. Anonym7/16/2012

      bikini? det har han hvert år ;)

      Anne F.

      Slet
    3. Ja, der kan man bare se. Og jeg som troede, det var kedeligt, hvis jeg afslørede det.

      Slet
    4. Godt, at du nu har sat ødelægge alarm på. Nej, jeg forsøger at holde gejsten...
      Og så ha lige en rigtig god ferie i det svenske!

      Slet
  2. Øv. Ting skulle gerne kunne bære, uden at man krydrer det med prut og andre ord fra de nedre regioner...hvilket flere stand uppere i øvrigt også kunne lære af.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, eller 'prut' er i hvert fald ikke nok i sig selv, selvom det er ganske underholdende, når det bliver sagt i det regi.

      Slet
  3. Jeg har været afsted de to sidste år, og for to år siden var det helt genialt. Vi købte cd'en dengang, og den bliver stadig spillet næsten dagligt her i huset. Sidste var godt, især for barnet, men jeg synes, at forrige år var bedre. Jeg har ikke så store forventninger i år, men jeg ved, at ungerne er topunderholdt, og DET glæder jeg mig vildt til. Nogle gange gælder det jo bare om at se dem og høre dem live. Det er stort i sig selv. Og selvfølgelig skal de sige prut! Det er sgu da sjovt, særligt fordi det er voksne der siger det, og børnene bliver helt fnisende "Ej, sagde han virkelig det?".

    SvarSlet
    Svar
    1. Jo, mine børn var også underholdt. Men jeg har det nok sådan, at det ikke er helt nok for mig. Og jo, 'prut' er fint, det er der, der bliver grinet allermest. Min pointe er bare, at børn er nemme at få til at grine, men sådan et show her må sgu også gerne være af en vis kvalitet, synes jeg. Det må sgu gerne emme af at være gennemarbejdet, gennemtænkt og gennemprøvet. Det andet er for slapt.

      Slet
  4. PIS mand! Vi skal afsted på lørdag.

    SvarSlet
    Svar
    1. Øv, så gik min galde ud over din forventningens glæde. Men jeg kan love dig, at Otto kommer til at elske det, det er næsten umuligt andet. Og husk, at det ikke er grelt på linje med ægte cirkus, og at jeg kun blev skuffet, fordi jeg er så stor fan af Ramasjang og DR's koncepter ellers.

      Slet