4. jul. 2012

MOR


Der er endnu en tankebyld, jeg bliver nødt til at klemme ud her i maskinrummet. Det handler om at være mor. Jeg vil gerne advare om, at jeg i det følgende sætter moderskabet under lup og også på spidsen. Mine synspunkter hviler på et fundament af empiri, og jeg skal ikke her afsløre, hvor i teksten, du finder eksempler, der peger direkte tilbage på mig selv. Her kommer byldens indhold:

Først vil vi gerne være gravide, og vi prøver. Hvis vi bliver det i første hug, er det lige lidt overvældende, og hvis vi skal vente 8-9 eller ti måneder, så tuder vi i raseri, og hvilke magter ovenfra under mig ikke noget så basalt som at få en baby?
 (Her medregner jeg ikke de mødre, der venter længere eller må igennem diverse behandlinger, før det måske eller måske ikke lykkes. Dem er det ægte synd for.)
Vores graviditetshistorie er tit noget helt særligt. Det kan godt være, at du havde det hårdt, men jeg havde det hårdere. Og med fødslen lige sådan. Det kan godt være, at din fødsel tog 72 timer, og du flækkede skrævet, men min tog 782 timer, og jeg brækkede også begge lårbensknogler. Vi siger det ikke med strunke brystkasser, men vi tænker det og antyder det, gør vi. Det ligger mellem linjerne.

Når vi så ER blevet mødre, så kan vi vælge en af to yderpositioner eller nogle kombinationer derimellem:
A) Jeg er MOR nu, du er far. Jeg er MOR, hører du? Jeg er Gud, og jeg vil gerne lade som om, du også kan nogle ting, men jeg gør det kun, fordi jeg er et large menneske. Hvordan fanden i helvede er det, du sætter den ble?
B) Det kan godt være, at jeg er mor, men du er far, og du bærer også en del af ansvaret, og her går jeg og er helt alene, og skal du nu ud med drengene igen, buhuuuu, jeg har det hårdt.

Hvor end vi ligger i spektret bærer vi vores nye moderidentitet med os fremefter. Barnet bliver større, vi får måske flere, og måske bliver vi mere tolerante. Men  Gud-moderen eller Det-er-synd-for-mig-moderen følger os som en tynd, rød tråd.

Til dette kommer to nye yderpositioner og kombinationer derimellem:
1) Mine børn er prinser og prinsesser, der følger stramme diæter og kun leger med kemikaliefri, økologiske og pletfri børn. Vi forsager sølvpapir, batterier, farvestoffer, sukker, hvede og egentlig bare alt, der er farvestrålende og eller tegn på afslapning.
2) Mine børn er myg. Åh, hvor er de trælse, og jeg gider godt være sammen med dem, men jeg bestemmer HVOR, HVORNÅR og HVOR MEGET. De skal fanme ikke tage patent på mig, bare fordi jeg har sat dem i verden. Jeg er her også. Hører I?

Kombinerer man mor B med mor 2, får man en mortype, som er ganske typisk i de kredse, jeg færdes i. En mor, der brokker sig, når hun skal være alene en hel lørdag (IGEN), for han er sgu da far, og var han ikke også ude i sidste weekend, og er du KLAR over, hvor hårdt det er? Du har jo aldrig RIGTIG prøvet det. En mor, der laver voldsom YES-arm, når bussen med kolonibørnene kører væk og bliver væk de næste fire dage.
Denne kombination er ikke bare typisk, men også moderne.
Hvis du tør sige, at du elsker, når dine børn er væk, hvis du snakker om dem, som var de sur pligt og lektier alene, så er du virkelig med i moreliten.


Ja. Aha. Og hvad er så din pointe med alt det, Maria?
Det er, at jeg synes, vi skal slappe af.
Vi skal tage og lukke vores forpulede røv, stoppe brokkeriet, selviscenesættelsen og al vores metasnak om at være mor. Faktisk synes jeg, vi kan lære en del af fædrene.
Metasnak? Aha. Er det ikke netop det, du selv har bedrevet, om jeg så må spørge?
Jo, og derfor gælder det her også mig:

Hold nu bare kæft og vær mor!



18 kommentarer:

  1. Skønt indlæg med pænt meget identifikation... altså for nogle mødre, tænker jeg ;-D

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja. Altså jeg er slet ikke selv til at finde i det, jeg oplister jo. Det er rene betragtninger af ANDRE.

      Slet
  2. Bare jeg hvde noget klogt at sige, udover at jeg tit glædes over at jeg ikke har lysten til at være en mor. Jeg ville være alt for træls over for mine omgivelser. Ha.

    SvarSlet
    Svar
    1. Nej nej nej. Vi skal netop have lov til bare at være mødre og ikke tænke så meget på, hvad andre synes! Hvis du ville være mor, ville du være det på din måde, og den ville være fin!

      Slet
    2. Ja, der er jo heldigvis ikke en ægte mor-skabelon, selv om nogle tror det.

      Slet
    3. Nej, og hvis der var, kom jeg nok til at smide rådne tomater og hundelorte på den. Skabeloner er satans værk.

      Slet
  3. Anonym7/05/2012

    Århh nej - jeg er en B2 - jeg lyder ikke særligt charmerende - men det er rigtigt - arhgghh. Elsker mine børn - men for hulan da hvor kan jeg få for meget af dem. Godt de får store børneopsparinger med sig - så har de råd til psykologhjælp for de traumer jeg giver dem.

    SvarSlet
    Svar
    1. Sådan har vi det jo netop alle, anonym! Og jeg siger altså ikke, at det ikke er ok at få nok af sine børn. Hvis det ikke var det, ville mine være fjernet af kommunen for længst. Jeg opponerer bare mod selviscenesættelsen. Når det bliver smart at snakke om,hvor trælse de er. Sandheden er jo ret sikkert, at vi alle er søde, omsorgsfulde mødre - der i sagens natur kan brænde sammen og trænge til alenetid. Vi er fine som vi er, og det burde vi læne os tilbage i og så ikke så meget snak, brok og pis.
      Er min mening.

      Slet
  4. Wauw, et godt indlæg! For dem, der kan genkende sig selv i det, du skriver, må det være en øjenåbner! :-)
    Hørt til ned med selviscenesættelsen og frem med søstersolidariteten!

    SvarSlet
  5. Nu er jeg jo mor til meget, meget, meget store børn. Faktisk er de ikke længere børn men voksne (hvad skete der lige der?!)Nåmen...selv moderskaber er der tilsyneladene mode i! I dag skal man så åbenbart ikke gide sine børn - på den smarte måde. Da jeg var småbørnsmor måtte man til gengæld overhovedet ikke lufte, at man en gang imellem havde den slags tanker. Næ, næ, man skulle gide hele tiden og al tid. Og synes man f.eks. ikke at det var så hamrende vigtigt at det lige skulle være øko-frugt plukket af jomfruer i måneskin i børneren. Hovedsagen var da for fillan at de overhovedet fik frugt. Så var man brandylme en dårlig mor.

    Men nu kommer børn jo ikke til verden med en manual i hånden, så jeg kan godt forstå, at man bliver nødt til at læne sig lidt op af en fælles herskende norm. For hvordan samler man egentlig det her moderskab? Det tager sågu tid, før man har fået skruet alle skruer i og sat hylderne ordentligt på plads.

    Jeg vil så også - i kraft af mine 21 års erfaring som mor - tillade mig at sige, at en dag, så er den der bare. Så gider man kun at være mor på sine egne præmisser - og tager gerne slagsmålet om øko-frugten.

    SvarSlet
    Svar
    1. Interessant. Det er netop min fornemmelse, at der er mode og trends i og med moderskabet. Og det er virkelig dejligt at høre, at det måske også følger med opgaven, at man en dag vågner op og rent faktisk bare slapper af med den. Det kan være - hvis jeg er heldig - at det er der, jeg selv er på vej hen. Tak for din kommentar!

      Slet
    2. Det hjælper så især - forudsat at man er lydhør -når ungerne begynder, at gi' en et modspil og man kan se på dem, at det man gør, det gør man ganske udmærket.

      Husker stadig, da den obligatoriske hvor-mange-øl-må-ungerne-drikke-til-en-fest-forældre-møde-plenum-beslutning kom på tapetet og min datter sagde: Mor. I skal til det her forældremøde og blive enige om maks. to øl. Kan du ikke bare nikke og sige ja, så bestemmer vi selv herhjemme, hvad vi synes. Ikke at jeg syntes, at hun skulle drikke sig fra sans og samling, men altså. Vi skulle saftsuseme nok selv bestemme ud fra vores egne normer.

      Håber min pointe går klart igennem.

      Slet
  6. Jens B. Rasmussen7/05/2012

    nej hvor pudsigt - har lige diskuteret (højlydt) det emne med en kollega som løb tør for argumenter til sidst og bare gav mig fingeren! Hun kunne ikke forstå mit synspunkt at man er blevet forældre sammen og som sådan skal deles om "opgaven" så jeg kan sagtens gå til tennis tirsdag så kan hun gå i byen lørdag og købe sko hvis hun vil det eller noget andet med en venninde! Ikke fordi det skal være noget for noget princip der skal bare være frihed til at være lidt alene en gang i mellem. Og Nej jeg har ikke børn selv men har da set den model virke

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvorfor gav hun dig fingeren? Måske har hun en mand, der er ude hele tiden, åhhh! Men du har ret i mine øjne. Det er i hvert fald den eneste model, der fungerer hos os. Man skal bare passe på med ikke at lade det tippe til millimeterdemokrati, hvilket den kvindelige del af vores forældreskab desværre godt kan have en tendens til. Bitsch.

      Slet
    2. Jens B. Rasmussen7/05/2012

      tja det kan jeg kun gisne om hvorfor hun gjorde men jeg ramte nok et ømt punkt med det synspunkt at der skal være plads til alle i et forhold. Livet er for kort til milimeterdemokrati.

      Slet
  7. Måske er det noget Østerbro-Hejs, men jeg kender mange flere A)-1)-mødre... Anede ikke, at det var blevet utrendy?! ;-)

    Eller også er det antallet af børn og deres alder, der gør udslaget? Måske bevæger man sig fra A-B og fra 1-2, når man får flere børn og de bliver ældre og dermed mere irriterende?

    SvarSlet
    Svar
    1. Interessant teori. Måske er der bare forskellige mor-trends alt efter bydel og landsdel? Jeg kan jo heller ikke udtale mig om, hvorvidt mødre i Nørre Nebel kan genkende sig selv i 1/2 eller A/B, men det kunne da være sjovt at lave et helt katalog af mor-typer!

      Slet