4. jul. 2012

Tunge

Nu er min pause slut. Indtil jeg tager på ferie altså. Jeg savner maskinrummet, og der er noget, jeg har tænkt på, som ligesom kun hører til her:
Jeg rakte tunge i går på vej på arbejde. Til en mand i en bil. Han holdt ikke for mig, men svingede bare lige til højre, så han var UTROLIG tæt på at ramme mig.
Jeg blev noget overrasket over mig selv, for jeg synes ikke, jeg plejer at række tunge, det er mere skråtopfingeren, jeg benytter mig af i trafikken.
Så lidt flov blev jeg da, også fordi der står 'kommunikationskonsulent' på mit visitkort.
Med andre ord er det en del af mit job at vejlede mine kolleger i, hvordan de bedst får deres budskaber ud.
Jeg fortalte det til B.
Han var ikke overrasket.
"Du er den voksne, jeg kender, der rækker mest tunge," sagde han.
"Nahaj," sagde jeg, og kom til at tænke på engang, da jeg gik i børnehave, og jeg rakte tunge til et andet barn, og hans mor sagde, at hun ville smøre sennep på den. På tungen!
Men alligevel, jeg ville sgu da selv lægge mærke til det, hvis jeg sådan gik og flagrede med den usle kødklump, som jeg i øvrigt kan folde til en blomst, hvis du skulle være interesseret.
Det ville jeg sgu da mærke.
I morges var lille M sur, og hun lå meget tidligt og sagde meget sure lyde. Pisse irriterende.
Jeg tog hende ind i min seng for at putte med hende.
Hun stillede sig demonstrativt ned på gulvet, maste sig op af radiatoren og sagde endnu mere sure lyde.
Så skete det.
Jeg rakte tunge af hende.
Jeg er en moder på 36 år!
Jeg skyndte mig at grine kunstigt-frisk bagefter og kramme hende lidt.
Jeg bliver nødt til at købe noget meget stærkt sennep på vej hjem fra arbejde i dag.

10 kommentarer:

  1. hahahah! Jeg synes, helt kommunikations-wise, at det er bedre at række tunge end at bruge skråtopfingeren. Alternativt kan du begynde at 'moone' dem (ikke børnene..)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, det der med at moone - det er bare som om, jeg er blevet for gammelt. Det går for langsomt med at trække bukserne ned og min røv er blevet for stor og ru. Så det snappy forsvinder ret hurtigt!

      Slet
  2. Jeg anser virkelig heller ikke mig selv for at være tunge-rækker, men for et halvt års tid siden gik jeg tur med Alberte i hendes kørestol nede ved Brabrand sø, og imod os kom en af de der fine damer, der helt sikkert har søudsigt (og et fuldstændig fucked up indsnævret billede af verden). Hun gloede på Alberte i en sådan grad og med en sådan foragt, at jeg havde valget mellem at nikke hende en flyvende dykskalle eller række tunge... Jeg valgte det sidste. Det var magtesløshed. Folk må gerne kigge og meget gerne spørge, men de skal ikke se på min smukke datter med foragt, så viser jeg tænder (og åbenbart også tunge). Jeg har ikke rakt tunge siden, men jeg skal ikke sige mig fri for, at det kan ske igen!

    SvarSlet
    Svar
    1. Emsige glo-kællinger er de værste. Jeg synes, hun havde fortjent det!

      Slet
  3. Jeg elsker når du holder korte blogferier!

    Og at slagteren holder udsalg når du bevæger dig rundt i Kbh.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahahaha slagteren holder udsalg. Den kendte jeg ikke. Ad, egentlig.

      Slet
  4. Det er vel også en slags basal kommunikation at række tunge? Ikke lige efter Habermas´bog men dog kommunikation.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kommunikation er det meste jo. Men det er nok ikke ligefrem den bedste måde at få sit budskab igennem på.

      Slet
  5. Måske er det fordi min far ikke nøjedes med at true med at han ville smøre sennep på min tunge at jeg stoppede med det da jeg var omkring de 5.
    Jeg kan stadig huske fornemmelsen af den der ulækre klar midt på min tunge, som jeg jo i ren panik slet ikke vidstehvad jeg skulle gøre ved. Jeg har aldrig været ret glad for sennep...

    SvarSlet
  6. Lyder ikke ligefrem som den sødeste far understjernerne!

    Min tunge er så kort... jeg har lige taget nogle billeder af mig og den største af mine drenge hvor vi laver grimme hoveder og jeg rækker tunge. Men det kan man så ikke se, det ser bare ud som om jeg åbner munden op som var jeg til tandlægen. Min tunge er seriøst så kort at jeg ikke engang kan få den 2 mm op over overlæben... til gengæld er den bred! Fedt hva!

    ps: jeg elsker også når du holder korte pauser!

    SvarSlet