14. aug. 2012

Bumsemagnet

B siger, jeg er en bumsemagnet, hvilket jo egentlig ikke er så klogt at sige af netop ham, men det siger han altså. De kommer altid hen og snakker med mig. Bumserne. De sære. Engang stod jeg kl tre minutter i lukketid i Føtex, og så var der en dame, der insisterede på, at vise mig sig selv med ti forskellige briller på, og hvad synes du om dem her?, og jeg havde tyndskidsmave, som jeg altid har, når jeg skal lede efter ting inden for et begrænset tidsrum.
Eller manden med de fedtede joggingbukser nede om røven. Han bad mig hive dem op, for han havde en øl i den ene og en smøg i den anden hånd, så han kunne desværre ikke selv.
Han siger, jeg er en bumsemagnet, og at det er min egen skyld. B.
Men hvad gør du da? Spørger jeg. Man kan da ikke bare kynisk sige skrid, forsvind, du stinker.
Nej, siger han. Man man kan nærme sig de ord meget kraftigt, og det gør jeg.
Det gør han.
Måske er jeg bare et utrolig omsorgsfuldt væsen.
I mit job interviewer jeg mange forskellige mennesker.
Og jeg kommer altid hjem med virkelig personlige detaljer. Forliste ægteskaber, problembørn, psykologforløb. Ting, der ikke på nogen måde hører hjemme i den artikel, jeg skal skrive.
Omsorgsfuld, lyttende.
Måske skulle jeg have været psykolog.
Tænkte jeg i dag efter en meget personlig samtale med en kollega, der egentlig bare skulle fikse min pc.
Noget med en søn og en skilsmisse, og dit lydkort er ikke installeret ordentligt.
Men så tænkte jeg lige et spadestik dybere.
Det kan da godt være, at jeg er imødekommende, omsorgsfuld og lyttende.
Men når alt kommer til alt handler det om at skaffe sig viden til egen vinding.
I virkeligheden er jeg bare nysgerrig og sladdervoren, det vil jeg godt indrømme.
Mine sladderhorn er ude evigt og altid, og det er nok det, de sære, fornemmer.
Næ. Jeg skulle ikke have været psykolog. Til gengæld tror jeg, jeg ville gøre mig rigtig godt som journalist for et sladderblad.
Hvis der fandtes et for bumser,  de sære og ultra normale mennesker.

7 kommentarer:

  1. Det er sgu da ok, så møder du nye mennesker konstant. I går på Melchiors Plads var der også en bums, der ville tale boksning med mig :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja. Sommetider nogle lidt anmasende nogle af slagsen, men ja. For egen vindings og underholdningens skyld. Det er også min konklusion.

      Slet
  2. Sådan har jeg det også - altså det med at være nysgerrig og ha' et sladderhorn. Det er de underligste ting, folk fortæller mig. Meget har jeg så glemt syv minutter efter, for der er grænser for, hvad man kan ha' i sit lille hoved. Men skal jeg tolke lidt på det, så tror jeg, at folks snakkevillighed i virkeligheden skyldes, at # 1. alt for få mennesker lytter og ser og når der så endelig er nogen der gør det, så bliver folk så glade. Kan dårligt nok tælle på en hånd, hvor mange tidligere ossies, der fortalte mig historier, da jeg var i Berlin i sidste måned # 2. Alle elsker i virkeligheden at snakke om sig selv. Så enkelt er det. Nogle af os, har så nok når det kommer til stykket ikke så meget vi brænder inde med. Og det er vel derfor, at vi er gode til at lytte.

    SvarSlet
    Svar
    1. Du har ret. Og jeg snakker også virkelig meget selv, så i virkeligheden er det vel min pligt at lytte lidt engang imellem.

      Slet
  3. Jeg har lidt det samme, jeg kalder det bare tossemagnet. Det er faktisk sjældent bumserne der vil mig noget, bare folk generelt. Og jeg gør ingenting! Jeg står bare der og venter på bussen eller kigger på frostvarer i føtex - så snakker folk til mig. Og jeg har sltså ikke et særlig vindende væsen ved første øjekast. Jeg VED jeg ser sur ud når jeg er ude i den virkelig verden, men måske ser jeg imødekommende sur ud? I don't know.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja- jeg ser også mega sur ud. Det har jeg selv set i butiksruderne. Måske tænker de - hende der, hun trænger da til opmuntring, jeg snakker lige med hende, fordi jeg er så flink. Og så står jeg der som en sur kælling og tænker, at det er mig, der gør dem en tjeneste......

      Slet
  4. Anonym8/16/2012

    Det er da positivt, at du er en "bumsemagnet"!
    Enten er det fordi, at du er et omsorgsfuldt menneske, som kærer sig om sine medmennesker.
    Eller også er det fordi, at du er et anerkendende menneske, der besidder pli og høflighed, og som ikke løber skrigende bort, når en "skæv" person henvender sig til dig.
    Og det er da ikke så skidt endda...

    SvarSlet