24. aug. 2012

Min dreng


Vi var ude at cykle en lang tur i den svenske skov, og jeg prøvede at lirke min søn lidt op. Han og jeg kørte i forvejen, fordi B konstant og nærmest besat stopper for at lede efter svampe.
Jeg prøvede at lirke ham op, fordi der opstod en distance, mens vi var der, i Sverige. Han er syv, men allerede lidt på vej væk, og det gør en lille smule nas.
Nabopigen er to år ældre, og han skulle måske også leve lidt op til hende, men vi tørnede sammen i store brøl et par gange hver dag.
Han talte virkelig grimt og flabet, og jeg skal fanme nok selv bestemme, og du er bare latterlig, og han råbte af mig, og jeg forsøgte at sige det pænt. At han blev nødt til at snakke ordentligt, men det endte med to brølende aber hver gang, og B måtte nærmest skille os ad.
Det gjorde nas, fordi  jeg slet ikke kunne få fat om situationerne og få løst dem ordentligt, eller pr. intuition, som jeg plejer, og så tænkte jeg fatalistiske tanker som, åh nej, hvad skal det ikke blive til med ham og os to.
Så vi cyklede der, og jeg forsøgte at genetablere vores indforståede tone, vores fortrolighed oven på alle råberierne.
”Hvad kan gøre dig allermest flov?,” spurgte jeg.
Han tænkte ikke særlig længe, før han uden at fortrække en mine svarede:
”Dig”
Av.
Men nu er det alligevel som om, brikkerne er ved at rykke sig lidt på plads igen, han råber ikke så meget af mig, og vi gør os begge umage med ikke at blive uvenner.
I aftes fik jeg lokket ham med en tur i Søndermarken.
Jeg løb, han cyklede.
Han så så sød ud med sit kridhvide hår og brune nakke, og sårbefængte knæ, der stødte op i styret på den cykel, han er ved at vokse fra.
Jeg løb spurterunder, mens han lavede tricks på legepladsen, og viste mig dem stolt, da jeg kom svedig tilbage.
Bagefter lavede han bremsespor i gruset.
Hver gang vi snakkede sammen var det på den bløde måde.
På vej hjem sagde han:
”Det her er det sjoveste, vi to nogensinde har lavet sammen.”
Jeg tror, det er det fineste kompliment, jeg har fået. 

11 kommentarer:

  1. Sødt! Det er derfor jeg ikke skal have børn. Jeg ville komme til at låse dem inde i en fangekælder, hvis de ikke elskede mig højest hele tiden. Og fandt på noget så sindssygt som at løsrive sig.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg er også i gang med at udtænke skumle planer. Men indtil videre siger han, at han aldrig aldrig vil flytte hjemmefra. Det klynger jeg mig til!

      Slet
  2. Og den gamle kone siger: Så'rn ærred. Man bliver stødt fra tronen/pidestalen, så snart ungerne begynder at mærke verden. De bløde kys og mor er bedst bliver kun et svagt minde. Men når man så kan mødes i de små øjeblikke, så føles det stort. Og tro mig, de øjeblikke kommer løbende - desværre i intervaller - men man kan leve højt på dem i lang tid. Har ofte sendt blide tanker til mine egne forældre, når blidestunderne opstår med mine egne unger. Har jo også en gang været den anden part.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg tror også, jeg vil begynde at samle på de øjeblikke.

      Slet
  3. Nååå hvor er det fint sagt af ham.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg blev også helt blød i knæene og alle andre steder.

      Slet
  4. Trine B8/24/2012

    Helt rammende, ømt og fin beskrevet. Min søn er 13 år og mere end 10 cm højere end mig. Han holder en hel masse ting hemmeligt for mig og har ikke så meget brug for mig mere. Til gengæld er han begyndt at lægge armen om min skulder og kysse mig blidt på kinden. Eller holde mig i hånden med en hånd, som er større end min. Andre dage nægter han at røre en finger og sender mig: hvad-fanden-rager-det-mig-blikket, men jeg glemmer det, når jeg får et af de der kind-kys.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg tør slet ikke tænke på, at min søn engang (forhåbentlig)bliver højere end mig. Men jeg kan godt se, at jeg lige så godt kan øve mig i at gribe det, jeg kan få og acceptere løsrivelsen!

      Slet
  5. Årh hva´? Fantastisk! Intet mindre...

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, jeg lever også stadig højt på det!

      Slet
  6. AAAAAARRRGGGGHHHH-LALALALALA-TRA LA LA LA...JEG HOLDER MIG FOR ØRERNE (ØJNENE???) SÅ JEG KAN IKKE HØRE DU TALER (SKRIVER????!) OM MIN STØRSTE FRYGT!!!
    For satan hvor jeg frygter den dag...med 2 drenge, som er så egensindige og stædige og selvstændige at det halve kunne være mere end rigeligt. Jeg græmmes ved tanken om at jeg en dag ikke er nummero uno mere...hold kæft altså, jeg sidder her med en tåre over dit indlæg. Og lidt om over min egen frygt. Kærlighed kan jo være så stor at den ikke kan være i kroppen:-)
    Og SÅ sødt sagt af din store dreng....den opvejer lidt "hvad kan gøre dig mest flov" samtalen:-)
    Kh. Malene

    SvarSlet