13. sep. 2012

Mann-o-Mann

Ohhhhh Mann-o-Mann, sagde jeg som barn og klaskede mig selv så hårdt for panden, at mit skrøbelige kranium skælvede. Det var mest, når mine forældre sagde noget dumt. De kvitterede med latterbrøl, fordi de syntes, jeg så komplet fjoget ud, og fordi jeg snakkede tysk. Men jeg kan stadig godt lave en indre Mann-o-Mann. Forskellen er bare, at den nu mere er rettet mod mig selv. Eksempelvis i følgende situationer:

1) Når jeg på vej hjem fra arbejde træder så hårdt i pedalerne, at det syrer til i mine lår, fordi nu skal jeg fanme ned og hente min søn skråstreg datter, og jeg savner dem faktisk helt vildt, og flyt jer for helvede, messer jeg. Mens jeg pukler og sveder og danner cirkelformede fartstriber med pedalen. Flyt dig, du skal da ikke snakke i mobiltelefon her, hold kæft, hvor er du langsom, hvæser jeg indvendigt og drøner afsted. Så er der rødt. Jeg puster ud. Og står fuldstændig parallelt med alle dem, jeg lige har overhalet.

2) Når jeg har fået en rigtig godt idé, som måske er temmelig oplagt, og så er der nogen, der senere antyder, at det var deres idé, så kan jeg ikke lade den fare. Selvom det kan være noget yderst ligegyldigt. Som f.eks, hvis jeg nu foreslår: "Skal vi ikke flytte den der stol derhen?" Og så er der måske nogen, der formaster sig til at sige. "VI tænker, det ville være en god idé at flytte stolen." Så kan jeg mærke min mund blive til en hønserøv. Jeg svarer i enstavelsesord og er godt gammeldags fornærmet. Hvad forventer jeg da? En medalje for flytte-stol-idéen?

3) Når jeg med lukkede øjne og fornuftig-Lis-attitude kommenterer, at B giver børnene fem smarties hver efter aftensmaden en HELT almindelig tirsdag, og han vender øjne og siger, at jeg er dobbeltmoralsk, og jeg ved et uheld kommer til at indrømme, at jeg også gav dem fem smarties hver i går. På en HELT almindelig mandag.

4) Når jeg bliver Maria 10 år, der åbenbart stadig tror, at jeg har hele 5.C som publikum, og siger flabede ting til autoriteterne. Lige før spurgte jeg to slipseklædte direktører, om de var retarderede. Latterbrølet fra 5.C udeblev, og jeg følte mig helt tom. Og flabet.

Mann-o-Mann!

5 kommentarer:

  1. Kan være 5. C ikke griner, men det gør jeg. Du er sgu sjov, Maria!

    SvarSlet
  2. Åh ja, den der følelse af at være verdens mindste menneske. Men jeg tænker tit, at så længe jeg selv kna se at det ikke holder, så er det ikke helt galt.
    Det er sikkert meget værre med de pinligt lave ting jeg laver, jeg ikke selv kan se det vanvittige i.

    SvarSlet
  3. Jeg gad godt have gået i 5.c

    SvarSlet
  4. Nikker genkendende til 1. Er dog begyndt at overbevise mig selv om, at det JO handler om motion og den får jeg jo ikke, hvis jeg er ligeså langsom som de mobilsnakkende, søndagscyklende røvhuller, der kort efter holder ved lyskryds med mig. Så har jeg det også bedre med at pruste og stønne, mens vi venter på grønt.

    SvarSlet
  5. Går selv lige og basker med en 2'er .... vi har nemlig lige fået navngivet vores vej i min nyttehaveforening - og den fik det navn jeg foreslog ... men der blev sendt en mail rundt hvor en anden fik æren for navnet.

    ... og en flaske vin.

    Og jeg kan slet ikke lade være med at lade det komme ud mellem sidebenene, at det var mig der foreslog navnet ... selvom jeg ved at det jo ikke betyder noget, for hende der fik æren sørgede faktisk for at sætte navngivningsproceduren igang og lave skiltet.

    SvarSlet